3 klassikere på HBO Max du ikke må gå glip af

'The Wizard of Oz' / Foto: Screenshot fra original trailer
‘The Wizard of Oz’ / Foto: Screenshot fra original trailer

Flere klassikere fra Warner Brothers er tilgængelige hos HBO Max, og det er en helt igennem herlig glæde for filmelskere.

Det gode ved klassikerne er, at det sjældent er en stor satsning, om de er gode eller ej. De er filtreret af historien og har stået igennem tidens løb, som film der stadig er værd at se eller ligefrem se igen.

‘Casablanca’

Under Anden Verdenskrig befinder dørsprækken til frihed sig i den franskstyrede by Casablanca i Marokko. Mange kommer dertil i håbet om at tage et fly eller skib til Lissabon i Portugal og videre til det frie Amerika. Det lykkes for få.

En, som har gjort Casablanca til sit hjem, er Rick Blaine (Humphrey Bogart), der driver en natklub, hvor han bruger det meste af sin tid med en drink i hånden og i øvrigt ikke er interesseret i verdens tilstand udenfor klubben.

Dette ændrer sig, da hans gamle flamme Ilsa Lund (Ingrid Bergman), der forlod Rick uden et ord, pludselig befinder sig i hans beværtning. Ilsa er der med den tjekkiske modstandsleder Victor Lazlo (Paul Henreid), og de vil flygte til USA, da nazisterne er lige i hælene på dem i Casablanca. Rick står nu ved en skillevej mellem hans kærlighed til Ilsa, hans bitterhed over at hun forlod ham, og hans ønske om at være neutral.

'Casablanca' / Foto: Screenshot fra original trailer
‘Casablanca’ / Foto: Screenshot fra original trailer

Alle involverede så det som en stor overraskelse, at Casablanca endte med at blive så velanset og populær. Bevares, alle var enige om, at det var en solid film, men den var stadig blot ’En i rækken’ af film, Warner Bros. producerede det år under studiesystemet i Hollywood.

Casablanca er i sin simpelhed en historie om at ofre sin selviskhed for noget, der er større end en selv. Den bliver bedre for hver gang, man ser den grundet det større kendskab til karakterernes fortid. Alle hårde ord, der bliver slynget ud, bliver mere spydige når man er indforstået med konteksten, de bliver sagt i.

Anden Verdenskrig er for længst overstået, og filmens setting er ikke relevant længere, men følelserne, der bliver behandlet i Casablanca, er så universelle, at filmen altid vil have en relevans. Det er også derfor, den stadig er så populær og vil blive ved med at være det.

‘The Wizard of Oz’

Efter hendes hus bliver suget op af en tornado, indser den unge Kansaspige Dorothy (Judy Garland) hurtigt, at hun ikke befinder sig i hjemstavnen længere. Hun er landet i det magiske land Oz, hvor alt virker fantastisk, men hvor der også truer farer.

Dorothys hus landede oven på en ond heks, til stor fornøjelse for de små munchkins som bor i området. Glinda, den gode heks fra nord, fortæller Dorothy, at kun den store troldmand Oz har magten til at sende hende tilbage til Kansas. Dorothy bliver iført den onde heks fra østs rubinsko. Det er sko, som den onde heks fra vesten selv vil have sine lange grønne fingre i. Dorothy bevæger sig således ud på alletiders eventyr hvor hun møder farverige karakterer, der også har ønsker til den mystiske troldmand.

The Tin Man i 'The Wizard of Oz' / Foto: Screenshot fra original trailer
The Tin Man i ‘The Wizard of Oz’ / Foto: Screenshot fra original trailer

Selvom filmen ikke er den første farvefilm i verden, langt fra, er det dog i begyndelsen af farverevolutionen, og det var en af de første film, der viste, hvad farver kunne byde filmmediet. Det første møde med farverne i filmen er lige så storslået nu som i 1939 og indkapsler på mange måder essensen af filmen. 

Mødet med det forunderlige, fantasien der får lov til at rase frit, som det kun kan hos et barn, og med et tidløst budskab, der har holdt, siden bogen udkom i 1900, og ført videre i filmen siden 1939.

Filmen er simpel i sin fortælling (Den var jo egentlig lavet til børn), men hvis du selv, i overført betydning, vælger at se bort fra ’manden bag gardinet’, kan du blive ligeså tryllebundet af Oz som Dorothy.

‘Singin’ in the Rain’

Året er 1927, og Hollywoodlandskabet er på randen af en stor forandring. Folk i film er begyndt at tale! Den omvæltning må stumfilmveteraner som Don Lockwood (Gene Kelly) forholde sig til, hvis de stadig vil være relevante.

Det er ikke lige let for alle at gå fra stilhed til lyd, specielt hvis man ligesom Lockwoods frekvente medstjerne Lina Lamont (Jean Hagen) har en stemme, der kan trække tænder ud. Imens dette udspiller sig, er Lockwood faldet for den unge korpige Kathy Selden (Debbie Reynolds), der ikke har meget til overs for filmskuespillere eller Lockwood.

'Singin' in the Rain' / Foto: Screenshot fra original trailer
‘Singin’ in the Rain’ / Foto: Screenshot fra original trailer

Filmens helt store eksistensgrundlag, og grunden til den stadig er husket den dag i dag, er alle sangene og den sprællende koreografi, der hører sig til. Singin’ in the Rain er et pragteksempel på, hvilken stjerne Gene Kelly var både foran og bag om kameraet. Han var nemlig også med til at instruere op opsætte de musikalske sekvenser i filmen. Når man ser manden give den fuld gas, kan man kun blive revet med i bevægelsens rus.

Historien er sød, for hvad den er, en typisk romantisk komedie. En bedre af slagsen, der ikke får dig til at krumme tæer over banaliteten i dens klicheer. Ser man bort fra musikken og dansen, så er Singin’ in the Rain stadig ekstremt morsom, og Lina Lamonts stemme får mig til alt fra at smile til at brølgrine.

Det er en af de mere storslåede musicals, der er kommet ud af Hollywood, og det har været en tydelig inspiration til film som La La Land, og flere af sangene er fast indlejret i populærkulturen.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘The French Dispatch’ er en fryd for øjnene men ikke for hjertet

LÆS OGSÅ: 5 spændende lydbøger hvis du elsker true crime

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Natascha Kampusch – A Lifetime in Prison’ er ikke som forventet

Total
8
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like