Film, der handler om at lave film, er ofte underholdende og giver anledning til stor fornøjelse, når man får et indblik i processen.
Steven Spielbergs semi-selvbiografiske film The Fabelmans er den seneste film, hvor personen bag filmene, og det at skabe film i det hele taget, er i fokus. Vi giver i den anledning vores bud på fem af de bedste film, der handler om det at lave film.
Ed Wood (1994)
Ed Wood er kendt som en af de værste instruktører igennem tiden. Han står bag filmen, der ofte bliver kaldt ’En af de værste film nogensinde’, Plan 9 From Outer Space.
Ed Wood (Johnny Depp) har store drømme om at instruere film, men har desværre stort set intet talent i det henseende. Efter flere nederlag danner han et venskab med den afdankede Bela Lugosi (Mest kendt for at spille Dracula i 1931). Han portrætteres af Martin Landau, der også fik en Oscar for rollen. Den smule stjernekraft Lugosi stadig besidder, åbner døren til at Wood og hans herlige filmhold kan producere film, hvor der opstår problem efter problem.
De mange scener, hvor Ed Wood skal lave sine film, er en nærmest uudtømmelig brønd af morskab. Alle scener optages kun en gang, kulisserne er forfærdelige, skuespillerne får næsten ingen instruktion, og Wood er nærmest blind over for det hele.
Ed Wood er opbygget som en klassisk Hollywood-fortælling. På trods af at den er en biografisk film over en virkelig instruktør, tager den sig mange kreative friheder. Dét koblet sammen med Depps formidable, excentriske præstation har dog gjort dog, at filmen er blevet en fortælling i sin egen ret.
Ed Wood kan ses på Disney+.
The Artist (2011)
Året er 1927, og George Valentin (Jean Dujardin) er den største stjerne i filmindustrien, der stadig består udelukkende af stumfilm. Han danner et uventet venskab med en af sine bedårende fans, Peppy Miller, og hjælper hende endda med at bryde igennem i filmindustrien. Alt er i den fineste orden, men pludselig bliver Valentin konfronteret med en stor omvæltning i filmverdenen: LYD!
Valentin griner af konceptet og ser det blot som en ny dille. Han holder fast i sine stumfilm, men finder hurtigt ud af, at folk ingen interesse har i film, hvis de ikke taler. Peppy Miller hopper til gengæld med på talevognen, og tårner nu over Valentin, der i sin tid har hjulpet hende med at blive en stjerne.
Kendisstatussens omskiftelighed er på fuld skrue i The Artist og giver en rørende fortælling om, hvor hurtigt man kan miste alt, man har.
The Artist er filmet med udstyr fra 50’erne, og næsten ingen reallyd optræder i filmen, hvilket er med til at give filmen en meget autentisk billedside, der matcher tiden, som filmen er sat i. Filmen vandt desuden et hav af priser, herunder bedste film ved både Oscar- og BAFTA-prisuddelingerne.
The Artist kan ses på Viaplay og Filmstriben.
Singin’ in the Rain (1952)
En af de største filmmusicals nogensinde omhandler samme periode som The Artist, nemlig skiftet fra stumfilm til lydfilm. Her får du til gengæld tale, sang og musik for alle pengene.
Stumfilmstjernen Don Lockwood (Gene Kelly) nyder tilværelsen på trods af det falske kærlighedsforhold, han er presset ud i med sin medspiller, Lina Lamont. Han bliver dog betaget af den unge Kathy (Debbie Reynolds), der uvildigt redder ham fra en flok frådende fans. Deres forhold udvikler sig med filmindustriens overgang til lyd som bagtæppe.
Singin’ in the Rain viser alle de sjove justeringer, som stjerner og instruktører skulle forholde sig til, da man skiftede til lyd. Når lyd og billede ikke matcher, når de forkerte stemmer kommer ud af munden på skuespillerne, og når skuespillerne ikke kan huske, hvor mikrofonen er, så kun halvdelen af dialogen kan høres. Alt bliver spillet for komikkens skyld, og sjovt er det.
Filmen er skudt med vibrerende Technicolor-farver, og med sine fængende musiknumre og legendariske dansekoreografier (Gene Kelly, der danser i regnen anyone?) blev Singin’ in the Rain et omgående hit, der står stadig som et pejlemærke for musicalfilm.
Singin’ in the Rain kan lejes på Blockbuster, SF Anytime og Viaplay.
8½ (1963)
Den kendte instruktør Guido Anselmis nye science fiction-film trækker ud, da han har mistet gnisten. Hvad skal man sige, når man ikke har noget at sige?
Producenterne ånder ham i nakken for at komme i gang med filmen. Han er sin kone utro. Han drømmer konstant om andre kvinder. Alle har en god idé til en film, han kan lave. Igennem filmen trækker han sig mere og mere ind i sin egen hukommelse og fantasi, der til tider giver filmen en surrealistisk kvalitet.
Federico Fellinis 8½ viser en mand, der bliver presset til sit yderste både professionelt og i sit private liv. Alt imens han gennemgår en eksistentiel krise. Du får også et godt metalag med. 8½ er en film, der handler om tilblivelsen af en film, og da filmen, der bliver lavet i 8½ delvist er Guido Anselmis selvbiografi, ser du på sin vis også filmen, der skal laves i filmen. Tyg lige på den et øjeblik.
8½ kan ses på Filmstriben og HBO Max.
Once Upon a Time in Hollywood (2019)
Quentin Tarantinos niende film tager os tilbage til slut-60’ernes Hollywood. Den afdankede stjerne Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) lever i frygt for, at hans karriere er forbi. De små optrædener han har i enkelte afsnit af tv-serier rundt omkring, gør ikke op for hans storhedstid tilbage i 50’erne.
Med sine evige makker, stunt double og chauffør Cliff Booth (Brad Pitt) traver Dalton Hollywood igennem i sin søgen efter rollen, der kan få ham til toppen igen. Vi følger også Sharon Tate og krydser vej med Manson-familien. Selvom navne som DiCaprio og Pitt er med, er det selve byen Los Angeles, der er den store stjerne i filmen.
Once Upon a Time in Hollywood er fuld af referencer til tidens film og personligheder og giver et helikopterblik på filmindustrien. Meget af filmen går med blot at være i Los Angeles i denne periode, som når karaktererne i forholdsvis lange perioder af filmen blot kører rundt i LAs gader.
Once Upon a Time in Hollywood kan ses på Viaplay.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Steven Spielbergs ’The Fabelmans’ er fabelagtig
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ’John Wick: Chapter 4’ er årets actionfilm
LÆS OGSÅ: Vroom vroom – De 5 mest ikoniske filmbiler