‘Avatar: The Way of Water’ har nu fået premiere, og det har mange været meget spændte på. Det er 13 år siden, at den første film i – hvad der nu er blevet en temmelig lang – filmserie udkom. Selvom den første var et spektakel, er den ikke blandt de bedste. Her er James Camerons bedste film.
Den første Avatar var et visuelt overflødighedshorn, der virkelig skubbede grænserne for, hvad man kan med en computer. Også selvom historien reelt set var Pocahontas i rummet.
Den blev dog alligevel den mest indtjenende film nogensinde. Men inden du går i selvsving, får du her fem bud på film, der er bedre end den første Avatar.
The Abyss
Mere end 65% af jorden er stadig uudforsket, hvilket skyldes, at en stor del af planeten befinder sig under vand. Der er mange, der gætter på, at der venter meget nyt i dybet, og det er præmissen for 1989-filmen The Abyss (Dansk: Dybet).
Et sammenstød mellem en amerikansk militærubåd og et uidentificeret flydende objekt resulterer i, at hæren sender soldater til en undersøisk boreplatform. Det viser sig hurtigt, at kombinationen af militær maskulinitet og det ukendte er en dårlig kombination.
The Abyss formår at skabe sit helt eget klaustrofobiske univers under havet. Mange af scenerne er filmet under vand, og selvom computergrafikken i filmen viser sin alder temmelig tydeligt, er det alligevel godt lavet for sin tid. Og det er ikke totalt utroværdigt, da det udelukkende bruges til at vise noget, vi aldrig har set før.
Ed Harris (Truman Show) og Mary Elizabeth Mastrantonio (Robin Hood: Den Fredløse) har en god kemi, og de udsætter sig selv for nogle af de mest hårrejsende og fobi-udløsende ting dernede i det våde. Og det hele er en del af en spændende og velfungerende historie.
The Abyss kan ikke i skrivende stund streames eller lejes.
Aliens
I Ridley Scotts første film i serien, var de syv besætningsmedlemmer på Nostromo strandet med en uønsket gæst. Det var gys i verdensklasse. Da James Cameron overtog roret, valgte han at lave en actionfilm, og det har skabt en af filmnørdernes største debatter nogensinde: Hvilken film er bedst?
Uanset om du er mest til gys, er Camerons Aliens en af de bedste rumfilm, der nogensinde er lavet. Genreskiftet er gennemført med bravour, og det føles som en naturlig udvikling for historien, at den eneste overlevende vender tilbage med backup.
Der er dog nogen flere af filmhistoriens bedste rumvæsener, da de lander på planeten, og når rulleteksterne … ruller, har vi fået testosteronfyldt handling i spandevis med Sigourney Weaver i front som en af Hollywoods absolut største actionhelte.
Aliens blev lavet uden computergenerede billeder, udover dem på de mange skærme, og det beviser bare pointen om, at hvis det findes i virkeligheden, er det mere troværdigt end det, vi kan skabe digitalt.
Også selvom der er tale om væsener fra det ydre rum med syre i blodårerne og to munde.
Aliens kan streames på Disney+.
Titanic
Det er den største kærlighedshistorie, siden Romeo og Julie udvekslede slet skjulte scorereplikker på Shakespeares scener. Men Jack og Roses flirten og tunge åndedrag på bagsædet af en Renault af typen Coupe de Ville i lastrummet, er kun en del af historien om Titanic. En historie, der jo som bekendt har udspring i den virkelige tragedie om skibsforliset.
Cameron brugte meget tid på at forberede sig på filmen, inkl. at dykke ned til vraget af den virkelige luksusliner, der sank 15. april 1912. Det har resulteret i, at filmen har modtaget ros for dens detaljerigdom og faktuelle tilgang.
Det nærmest dokumentariske gør ikke Titanic dårlig. Snarere tværtimod er det et ekstra lag ovenpå en ellers fremragende film, at historierne ofte er taget direkte fra de reelle hændelser på den skæbnesvangre morgen.
Titanic kan lejes på Viaplay og Blockbuster.
Terminator og Terminator 2: Judgement Day
Når det gælder 90’ernes actionbrag, var konkurrencen slut, allerede inden årtiet rigtigt startede. For i 1991 trak Arnold Schwarzenegger i læderjakken og gav den som den tidsrejsende dræberrobot endnu en gang. Denne gang på hold med de gode, og det var noget publikum kunne lide.
Syv år tidligere var han skurken i Terminator, der blev Camerons store gennembrud. Skiftet er helt organisk og med til at forstærke historien om Skynets jagt på menneskehedens kommende frelser.
Begge film har gode solide historier, der trods mange utrolige elementer, både virker troværdige og næsten realistiske. Samtidig er det imponerende at se, hvor meget man kan få for lidt i den første film, der havde et budget på blot 6,7 millioner dollars.
Den tjente sig selv ind mere end 10 gange, og efterfølgeren slog alle rekorder, med sit budget på 100 millioner dollars. Som den tjente ind igen mere end fem gange.
Cameron stoppede efter Terminator 2: Judgment Day, og det er han nok glad for, når man tænker på, hvor sølle det hele er endt med at være. Men de to første holder 100%. Også den dag i dag.
Terminator kan streames på C More, Viaplay og Filmstriben.
Terminator 2: Judgement Day kan streames på Prime Video og Viaplay.
LÆS OGSÅ: Viaplay filmatiserer kunstneren Edvard Munchs liv
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Netflix-filmen ‘Trold’ er Norges svar på ‘Godzilla’
LÆS OGSÅ: 5 podcast du bør høre, hvis du elsker film og serier