Indimellem er det skønt at dykke ned i nogle af de gamle kultfilm, som du måske kun kender af navn, eller som du har haft stående på din watch-liste i en evighed.
Vi Elsker Streaming giver dig derfor et bud på fem af de absolut bedste kulthits, du med fordel kan kaste dig over til din næste filmaften.
Dredd
Hvis du er til action og sci-fi, så er Dredd et absolut must-see. Filmen fik en lunken modtagelse, da den blev udgivet i 2012 som følge af en dårlig marketingkampagne, men har sidenhen fået en loyal fanskare rundtom i verden. Dredd foregår i en dystopisk fremtid, hvor menneskene på Jorden bor i gigantiske kæmpebyer som følge af atomkrig, der har gjort størstedelen af planetens landmasser ubeboelige.
Det er i en af disse gigantiske byer, Mega-City One, at vi følger skuespilleren Karl Urban (Ringenes Herre, Star Trek, The Boys) i rollen som Judge Dredd. Dredd arbejder som en form for blanding mellem politimand og dommer og har bemyndigelse til både at anholde, dømme og henrette kriminelle på stedet. Og der er masser af kriminelle i Mega-City-One.
Særligt én bande er berygtet for at pushe et farligt stof, der giver brugerne fornemmelsen af at være i slowmotion. Og det er selvfølgelig dem, som Judge Dredd får til opgave at sætte en stopper for sammen med sin trainee, Anderson, spillet af Olivia Thirlby (Goliath, Juno). Hvis det bare tilnærmelsesvist lyder som noget for dig, så gør dig selv en tjeneste at se filmen. Du vil ikke fortryde det!
Dredd kan streames på Prime Video, Viaplay og C More.
The Big Lebowski
Én af Coen-brødrenes bedste værker er utvivlsomt deres komediefilm fra 1998, The Big Lebowski. Det er en af den slags film, du kan gå rundt og citere i én uendelighed, når du først har set den en håndfuld gange. Du kan næsten ikke lade være, når du først har fået den ind under huden, selvom oplægget til filmen måske lyder noget besynderligt.
Men tag ikke fejl. The Big Lebowski er ganske enkelt en mageløs film, der i sin essens handler om en misforståelse, hvor en person fejlagtigt bliver forvekslet med en anden. Det, kombineret med en perlerække af excentriske karakterer og et gulvtæppe, der bliver pisset på, er alt, der skal til for at skabe en af tidens bedste komedier.
Bevares, du skal ikke tro, at det er en komedie på samme måde som Scary Movie eller The Hangover. Komikken er underspillet, og meget af det ligger i skuespillet og i dialogen mellem de forskellige karakterer. Det er jo trods alt en Coen-film. Men hvis det ikke afskrækker dig, så skal du helt sikkert vælge at se The Big Lebowski, der også er blevet refereret sidenhen i et hav af film og tv-serier.
The Big Lebowski kan streames på HBO Max, Prime Video og SkyShowtime.
Battle Royale
Leder du efter skjulte filmskatte, så kan det være en god ide at dykke ned i det japanske film-kartotek. Her finder du blandt andet action-thrilleren fra 2000, Battle Royale, der blandt andet er en af Quentin Tarantinos yndlingsfilm, hvor en gruppe japanske unge bliver tvunget til at kæmpe imod hinanden på en fjern og afsides ø.
Filmen bliver ofte sammenlignet med Hunger Games, da der ligesom i den kun kan være en vinder i “spillet”. I Battle Royale følger man gruppen af unge helt fra begyndelsen, hvor de bliver briefet om konkurrencen og udstyret med feltrationer, et kort, forsyninger og et tilfældigt våben, hvilket kan være alt fra en maskinpistol til et grydelåg. Ja, ikke alle er lige heldige.
Herefter går konkurrencen ellers løs, hvor vi på brutal vis følger de forskellige deltagere og deres kamp for at overleve og forsøg på at slå hinanden ihjel. Undervejs danner de alliancer, og der er selvfølgelig en masse intriger, hvilket er med til at holde ens interesse fanget indtil sidste øjeblik. Filmen er meget speciel, ret barsk og foregår selvfølgelig på japansk. Se den, hvis det ikke afskrækker dig.
Battle Royale kan pt. ikke streames eller lejes.
Donnie Darko
Donnie Darko er et vaskeægte mysterie af en film, som du kommer til at bryde din hjerne for at forstå efter at have set den. I filmen følger vi Donnie, spillet af en ung Jake Gyllenhall (Nightcrawler, Prisoners, Brokeback Mountain), der efter at have været ude for en bizar ulykke plages af vrangforestillinger, hvor en mand i et stort kaninkostume overtaler ham til at begå forskellige forbrydelser.
Oveni hatten har Donnie det svært med sin familie, sinelærere og skolekammerater. Det er blandt andet derfor, han ser en psykolog, som forsøger at hjælpe Donnie med hypnose-behandlinger. Det lykkes ham dog at finde kærligheden, da han møder Gretchen, spillet af Jena Malone (Hunger Games, Sucker Punch, The Neon Demon), og de to begynder at date i løbet af filmen.
Castet i Donnie Darko indeholder nogle overraskende store navne, heriblandt Seth Rogen, Drew Barrymore, Patrick Swayze og Maggie Gyllenhall, der faktisk spiller Donnies søster i filmen. Hvis du ikke bryder dig om film, der ikke leverer et klart svar på alting, så er Donnie Darko formentlig ikke noget for dig. Kan du derimod godt lide gåder og mystik, så er Donnie Darko et oplagt bud.
Donnie Darko kan pt. ikke streames eller lejes.
Kiss Kiss Bang Bang
Robert Downey Jr. er for tiden et af de største navne i Hollywood, efter at han i mere end et årti har haft rollen som Iron-Man i Disney’s Marvel-film. Før det gik det dog knap så godt for skuespilleren, der blandt måtte i fængsel et halvt år for at have været i besiddelse af heroin, kokain og en .357 magnum.
En af de film, der var med til at genstarte skuespillerens karriere, var den sorte krimi-komedie fra 2005, Kiss Kiss Bang Bang. Her spiller Robert Downey Jr. en tyv, der ved et tilfælde havner i Los Angeles til en skuespiller-audition, hvor han bliver rodet ind i eftersøgningen af et mord sammen med sit high school-crush og en privatdetektiv.
Filmen tager ikke sig selv alt for seriøst, og der er en fantastisk kemi imellem Robert Downey Jr. og Val Kilmer (Top Gun, Tombstone, Batman Forever), der spiller den førnævnte privatdetektiv. Generelt er hele castet meget velspillende, og hele filmen er utrolig underholdende. Filmen bliver heller aldrig langtrukken med en spilletid på godt og vel halvanden time, så her er også et bud på en film til børneforældre og folk med begrænset opmærksomhedsspænd.
Kiss Kiss, Bang Bang kan lejes på Viaplay.
LÆS OGSÅ: 24 gode grunde til at (gen)se Matador
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Sound of Metal’ er et intenst og medrivende karakterstudie
LÆS OGSÅ: Så du dem? 5 film og serier der gav os de største øjeblikke