5 klassikere på Filmstriben

Gode film udgives hele tiden, men nogle gange kan det være forfriskende at se tilbage på filmhistoriens klassikere.

Filmstriben har en fantastisk samling af kulturelt og historisk vigtige film, som bare venter på at blive set. Så lad os hoppe lidt rundt i verden med Filmstriben, og se hvad der ligger i kataloget.

Metropolis

Det første, vi skal have af banen, er, hvilken version der er tale om. Denne artikel tager udgangspunkt i den nyeste restauration fra 2010. Det er den med længder bedste version på grund af nyfundet materiale, der mentes at være tabt for evigt.

Metropolis er fortællingen om to samfundslag. Eliten, der nyder alle goder, den mekaniske by har at tilbyde, og arbejderklassen, der knokler døgnet rundt for at holde byen kørende.

Den unge Freder, søn af storbyens leder, lever i det rene slaraffenland, indtil han opdager årsagen til, hans verden kan være så god, som den er. Med den nye viden og en samvittighed han ikke kan udholde, må Freder finde sin plads i verden, før det er for sent.

Selv 95 år efter premieren er Metropolis stadig lige så hæsblæsende en oplevelse at se, som da den udkom. Et sandt pejlemærke i filmhistorien med billeder, der aldrig vil gå i glemmebogen. Et simpelt plot tillader dig at absorbere alt det visuelle, og med musik der er nærmest Wagner’sk i sin storhed, er Metropolisk en film, enhver filmelsker bør have set mindst en gang – og helst flere.

Det syvende segl

Det syvende segl er blot en af kronjuvelerne i den svenske instruktør Ingmar Bergmans filmografi.

Ridderen Antonius Block (Max Von Sydow, Pelle Erobreren) er vendt hjem fra et korstog med sin væbner, Jöns, til sit land, der plages af den sorte død. Døden viser sig for Block og annoncerer, hans tid er kommet, men Block indleder et spil skak med døden i bogstavelig forstand. Block tvivler på Gud og har forgæves søgt efter en mening med livet, men han vil holde døden hen, indtil han kan udføre en god og nyttig gerning i sit liv.

Billedet af Max Von Sydow, der bogstaveligt talt spiller skak med døden, er så sigende i alle dets implikationer, at det kun kan beundres. Det er en film, hvis styrke ligger i dens direkte formidling af sit budskab, som ikke forbigår mange seere. Den stiller de store spørgsmål i livet og portrætterer en mand, der finder stor ulykke i ikke at kunne besvare dem.

Det kan til sidst nævnes, at flere af Ingmar Bergmans film er at finde på Filmstriben, og de er alle et kig værd.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Du både griner og græder med forrygende ‘tick, tick …Boom’

8½

Den italienske instruktør Federico Fellinis mesterværk fra 1963 er en af de mest ærlige film, du vil se i dit liv.

Den kendte filminstruktør Guido Anselmi har problemer med at komme i gang med sin næste film. Han har ingen kreativitet, og hans kærlighedsliv er i problemer, både det han har med sin kone, og det han har med sin elskerinde. Filmen kravler langsomt frem og bliver fortalt mere i billeder end plot (Selvom plottet er til stede selvfølgelig).

Lad dig ikke narre af lyden. Som du måske er bekendt med, er det en italiensk tradition at optage alt lyd, også replikker, efter filmen er optaget.

Med temaer som kreativitet, stress, utroskab og kvindesyn er 8 ½ stadig relevant i dag, om ikke andet bare for de emners skyld. Filmen fortælles på en meget personlig manér, man sjældent, hvis overhovedet, ser i dag, og det er det, der gør den så rig en oplevelse.

Solaris

Solaris er nok den mest sete film af den russiske instruktør Andrei Tarkovsky, men samtidig den han personligt syntes mindst om af sine film.

Psykologen Kris Kelvin bliver sendt til planeten Solaris, efter at forskningsholdet er begyndt at sende rapporter om besynderlige hændelser. Da Kris ankommer, finder han kun to af de tre forskere på ekspeditionen. Begge opfører sig uberegneligt, og den sidste forsker på ekspeditionen, en af Kris’ gamle venner, har begået selvmord og efterladt ham en kryptisk besked, der advarer ham om mærkelige hændelser på stationen. Kort efter begynder Kris at se en skikkelse fra sin egen fortid.

Filmen er langsom, nok for langsom for en del mennesker, men den hastighed giver tid til refleksion over det, du ser. Du drages langsomt ind i miljøet og stemningen i filmen. Det kan til en vis grad sammenlignes med David Lynch’ værker, hvor ideer og følelser udfylder forgrunden i stedet for plottet.

Harakiri

Japan befinder sig i en tid fyldt med fred. Dette har ført til en stor mængde af roniner (samuraier uden mestre eller herrer). En sådan ronin tropper op ved Il klanens port og beder om at begå seppuku, et rituelt selvmord, der også kaldes harakiri. Klanens leder fortæller en historie om en lignende ronin ved navn Motome Chijiiwa, der kom til ham og ville begå harakiri. En grusom fortælling der tydeligt skulle afskrække roninen fra at ville begå selvmord på klanlederens grund.

Roninen insisterer dog og får til slut tilladelse, men inden han sprætter sin mave op, vil også han fortælle en historie. Han kender nemlig Motome og er langt fra tilfreds med den behandling, han har modtaget af klanen.

Noget af det, filmen gør så godt, er, at den udstiller en moralsk relativisme. Hvordan seeren anskuer Motome ændres i løbet i af filmen, baseret på hvor meget vi ved om ham. Det samme gælder alle andre karakterer, når vi lærer om deres motivation og syn på begivenhederne.

Filmen er yderligere et visuelt spektakel med nogle af de bedste billedkompositioner i sin genre. Kameraføringen er ligeledes markant, og hvis du er fan af Tarantino, vil du finde mange fællestræk i Harakiri.

LÆS OGSÅ: ‘Citizen Kane’ hyldes af filmnørder over hele verden, men er den filmhistoriens klareste stjerne?

LÆS OGSÅ: Se dem mindst én gang i dit liv: De 5 bedste klassikere på Viaplay

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Don’t Look Up’ har et vigtigt tema pakket ind i satire og ironi