En øl kan være alt fra lidt hverdagsforkælelse til en højtidelig gourmetoplevelse. Det gælder i virkeligheden såvel som i filmene.
Det kommer først og fremmest an på øllen, men det kommer også an på, hvilket scenarie – eller scene – øllen er en del af.
Nogle øl(-scener) er hurtigt glemt. Andre bliver hos os resten af livet, og man kan uden besvær genkalde sig tid og sted, og den følelse man havde. Her præsenterer vi fem øl-scener, der hører til de absolut uforglemmelige.
Blinkende lygter
Selvom det er de færreste af os, der er på flugt fra den islandske mafia, og som har fundet ly i en nedlagt, halvrådden kro i Jylland, så er der noget genkendeligt over Peters situation i Blinkende lygter.
Ikke ulig Peter i Biblen kommer denne moderne og stærkt kokain-afhængige Peter også til at forråde sine venner og står pludselig alene i verden. Indtil han møder en ny ven, der lærer ham om den sande mening med livet: En øl med den helt rigtige temperatur.
For som den fordrukne læge, Karl, forklarer: ”Det kan tage mange år, før du finder din helt egen dybde!” ”Hvordan ved man, om finder den,” spørger (øl)disciplen Peter. ”Det kan man smage,” svarer lægen med åbenbaringens lys strålende ud af øjnene og fortsætter: ”Det er, som om himlen lægger sig ned over dig. Alle fortidens sorger er glemt. Du hviler i dig selv. Du vil ikke noget, du føler ikke noget – du er i en tilstand af lykke! Jordkølet lykke.”
Øl-moralen? En øls temperatur er et individuelt spørgsmål – og potentielt en religiøs oplevelse.
Blinkende lygter kan lejes på Blockbuster og Viaplay.
Titanic
Manddomsprøven
”Hvad? Du troede måske ikke, at en overklassepige kunne drikke?” spørger Rose (Kate Winslet) efter at have bundet en god, mørk øl i et drag.
Jack (Leonardo DiCaprio) ser chokeret til, mens hans tørstige udkårne snupper en smøg og afbryder en armlægning mellem to arbejdere: ”Så I tror I er nogle store, stærke mænd, eller hvad? Lad os se jer gøre det her,” siger Rose og løfter sig langsomt op, indtil hun står og balancerer på det yderste af sine storetæer – med en halv liter mørk øl i maven.
Alle arbejderne måber over overklassepigens skjulte evner – men det burde de ikke. For kan man drikke en god, stærk øl i et drag, så kan man også det meste andet.
Øl-moralen? Man skal ikke skue hunden på hårene – kun på den øl, den drikker.
Titanic kan lejes på Blockbuster og Viaplay.
Druk
Thomas Vinterbergs bragende succes Druk stiller skarpt på alkoholens evne til at få os til at flyve – og til at falde. Den triste og tunge skygge, som alkohol kan lægge over ens liv, når kvantiteten stikker af og langsomt men sikkert forvandler ens liv til en tragedie af ydmygelser, sengevædderi, skilsmisser og selvmord.
Men Druk kan også noget andet – som måske bliver allermest tydeligt i filmens sidste smukke øjeblikke, hvor Mads Mikkelsen bunder en øl i aftensolen omgivet af glade studenter.
Man kan næsten mærke, hvordan både sorger og selvbevidsthed forlader kroppen, så snart den kolde øl rammer overlæben. Mads Mikkelsen hæver sig over jordforbindelsen og kaster sig ud i en vægtløs dans af total og frydefuld frihed, mens Scarlett Pleasure synger ”what a night – what a life! ”
Øl-moralen? Kvantiteten af de våde nætter kan få dig til at falde. Men kvaliteten af dem – den kan få dig til at flyve.
Druk kan lejes på Blockbuster og Viaplay.
Samtlige Olsen Banden-film
Når Egon Olsen kommer ud af fængslet, får han forsædet og en cigar, og så går turen ellers fra Vridsløselille Statsfængsel og hjem til Yvonnes spisebord i Valby, hvor tre øl kommer på bordet.
Denne næsten patologisk gentagne øl-scene er ikonisk mest af alt for sin uundværlighed og sin forudsigelighed. Så snart de tre øl kommer på bordet, ved man præcis, hvad man kan regne med: Egon har en plan (om at forvandle en snusket brun pakke til en kuffert med penge), Benni griner dumt og siger ”Skide godt, Egon!”, Keld bæver ved tanken om et snarligt forestående kup, og Yvonne skælder ud iført nogle farverige gevandter.
Uanset de små variationer fra film til film (såsom Yvonnes kjoler eller Kelds huslige pligter), forbliver scenen grundlæggende den samme, og der kan ikke eksistere en Olsen Banden-film uden netop denne utroligt rituelle øl-scene.
Øl-moralen? Den bedste øl er den rituelle øl. Tryg og velkendt – og samtidig helt speciel.
Olsen Banden filmene kan streames på Nordisk FIlm+.
En Verden Udenfor
Under straffearbejdet på taget i Shawshank-fængslet slår den uskyldigt mordanklagede hvide og hvid-kravede bankmand Andy Dufresne en handel af med en sadistisk fængelsbetjent.
Handlen går ud ud på, at Andy hjælper betjenten med hans selvangivelse, hvis betjenten til gengæld sørger for tre øl per mand til Andys hårdtarbejdende medindsatte på taget i fængslet. For som bankmanden bemærker: ”Jeg tror en mand, der arbejder udendørs, føler sig mere som en mand med en flaske øl i hånden.”
I En verden udenfor (Engelsk: The Shawshank Redemption) havde handlen med den sadistiske betjent nær kostet vores hovedperson livet, så man må spørge: Var det virkelig et par øl værd? Ja, det var det, forklarer Morgan Freeman i voice-over’en til denne ikoniske øl-scene: ”Vi sad og drak med solen på skuldrene og følte os som frie mænd. Som om vi herskede over hele verden.”
Øl-moralen? Der er så mange ting, vi tager for givet. Lad ikke friheden til at drikke en øl være én af dem.
En verden udenfor kan streames på HBO Max og Filmstriben.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: David Finchers nyeste film er enden på en 30 år lang besættelse
LÆS OGSÅ: 5 film at pleje tømmermændene med
LÆS OGSÅ: Her er de nye film på Netflix i 2023