Vi skriver februar, og valentinsdag står for døren. Der findes ikke et bedre tidspunkt at støve de gamle kærlighedsklassikere af og få et skud kærlighed lige i årerne.
Romantiske komedier minder på sin vis meget om eventyr. Troen på den eneste ene og det magiske møde. hvor det slår klik, og man ved i sin kerne, at man har fundet sin anden halvdel.
Her er seks af klassikerne fra slut 1980’erne til start 2000’erne, der er perfekte at sætte på, når man vil have et godt grin eller føle noget kærlighed.
When Harry Met Sally
Man kommer ikke uden om When Harry Met Sally (dansk: Da Harry mødte Sally), når der tales om romantiske komedier. Bevares, romantiske komedier har eksisteret i årtier før denne film, men When Harry Met Sally lagde fundamentet for den bølge af romantiske komedier, der udkom gennem 90’erne og start 00’erne. Dem, der i dag er gået hen og blevet klassikere inden for sit felt.
Gennem 12 år ser vi Harry (Billy Crystal) og Sally (Meg Ryan) udvikle et forhold, både som venner og som elskere med små passager af ældre ægtepar, der fortæller, hvordan de mødtes. Det er en film, som oser af romantik og kan få selv den største kyniker til at føle kærlighed og længsel.
When Harry Met Sally blev nomineret til en Oscar for bedste originale manuskript. Med de karismatiske hovedroller til at bære det, er det ikke noget under, at filmen blev den succes, som den gjorde.
When Harry Met Sally kan streames på C More.
Pretty Woman
Pretty Woman viser, at en romantisk komedie ikke behøver at være om to velstillede mennesker, der blot mangler en stor kærlighed i deres liv. De kan også tage mere tunge emner op.
Det fremstilles i hvert fald ikke som noget eventyr at være prostitueret i Los Angeles’ gader. Men da forretningsmanden Edward Lewis (Richard Gere) hyrer Vivian (Julia Roberts) til at køre ham hjem, da han ikke kan finde ud af at bruge en gearstang, så bliver tilværelsen alligevel lidt eventyrlig.
Den blander fuldstændig lydefrit den letsindige komedie med tunge tematikker som magt over mennesker og voldtægt. Selvom ikke alle karaktererne har hjertet på det rigtige sted, har filmen det.
Filmen blev den tredje mest indtjenende film på verdensplan i 1990. Selvom Julia Roberts allerede var et navn, så katapulterede Pretty Woman hende til stjernestatus.
Pretty Woman kan streames på Disney+.
Sleepless in Seattle
Vi giver ikke slip på Meg Ryan endnu, for kun fire år efter When Harry Met Sally medvirkede hun i hittet Sleepless in Seattle (dansk: Søvnløs i Seattle).
Sam Baldwins (Tom Hanks) kone er død af kræft, og det tager en stor del af livsglæden fra ham, hvilket ikke går ubemærket hen af hans søn, Jonah. Det står så slemt til, at Jonah ringer til et radioprogram om kærlighed i et forsøg på at finde sin far en ny kone. Sam bliver alle kvinders drømmemand, også for Annie Reid (Meg Ryan), der begynder at betvivle sin forlovelse og vil opsøge Sam for at se, om der kunne være noget i den kærlighed, hun føler for ham.
Med sit budskab om, at kærlighed ikke kender nogen grænser, og det aldrig er for sent at forelske sig på ny, blev Sleepless in Seattle en af de største film i 1993. Tom Hanks og Meg Ryan viste i øvrigt, at de stadig havde det i sig fem år senere da You’ve Got Mail udkom.
Sleepless in Seattle kan streames på C More og Viaplay.
Four Weddings and a Funeral
Det er ikke kun amerikanerne, der kan lave romantiske komedier, hvilket briterne viste, da Four Weddings and a Funeral (dansk: Fire bryllupper og en begravelse) udkom. Den blev den anden mest indtjenende film i Storbritanniens historie på daværende tidspunkt og lå som nummer et i biograferne på verdensplan over flere uger.
Ungkarlen Charles (Hugh Grant) er en del af en vennegruppe bestående af singler, enten af lyst eller mangel på evne til at finde en mage. Ved et bryllup møder Charles dog den yderst betagende kvinde, Carrie (Andie MacDowell), han ikke kan få ud af hovedet.
Man kan sige, at de store begivenheder i andres liv sætter hans eget i perspektiv. Igennem fire bryllupper (og en begravelse) begynder Charles langsomt at åbne op for tanken om, at han gerne vil have mere ud af sit liv.
Med god gammeldags britisk humor og en kærlighedshistorie, der batter, gik Four Weddings and a Funeral hen og blev nomineret både til bedste film og bedste originale manuskript ved Oscar-uddelingen. Det er noget, som meget få romantiske komedier kan prale af.
Four Weddings and a Funeral kan streames på C More og Viaplay.
Bridget Jones’ Diary
I mange romantiske komedier er fokus enten på manden, eller både på manden og kvinden. Det er ikke tilfældet i Bridget Jones’ Diary.
Renée Zellweger viser en af de mere empatisker roller i en romantisk komedie. Der er ikke meget, der kører for Bridget Jones. Hun storryger, drikker, taler over sig, er en smule overvægtig, har et job, hvor hun ikke er værdsat, og er håbløst forelsket i den forkerte.
Efter et akavet møde med en hårdtonet Mark Darcy (Colin Firth) beslutter hun sig for, at nok er nok. Der skal nye boller på suppen, og livet skal sættes i orden. Da hun begynder på dette, bliver det også lagt mærke til af hr. håbløst-forelsket-i, hendes chef Daniel Cleaver, der bliver spillet af Hugh Grant, så der kan man alligevel ikke helt bebrejde hende.
Bridget Jones’s Diary er på mange måder den stereotypiske ‘chick flick’. Når tingene går galt, kan det løses med vodka og ved at synge grædende med på en kærlighedsbasker. Den bærer det hele med fanen højt og er elsket på baggrund af det.
Bridget Jones’ Diary kan streames på Prime Video, Viaplay og Filmstriben.
Notting Hill
Briterne havde allerede vist, at de kunne producere afsindigt vellykkede romantiske komedier med Four Weddings and a Funeral. Så når Hugh Grant og Julia Roberts skulle slå hovederne sammen i Notting Hill, kunne det ikke blive andet end en succes.
Da filmstjernen Anna Scott (Julia Roberts) vandrer ind i boghandlen ved Notting Hill, bliver det starten på en usandsynlig romance mellem hende og boghandlens indehaver William Thacker (Hugh Grant). Filmen bruger en del tid på at dissekere kendislivets underside. Det giver forståelse for, ikke kun hvorfor Anna Scott kunne falde for en som William, men også hvorfor det er netop det, hun har brug for.
Julia Roberts og Hugh Grants karismatiske fremtoning løfter hele filmen, og dialogen er skarp og intelligent skrevet.
Notting Hill kan streames på HBO Max, Netflix og SkyShowtime.
LÆS OGSÅ: 5 film om mad, der får tænderne til at løbe i vand
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Your Place or Mine’ er endnu en ligegyldig rom-com fra Netflix
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Somebody I Used to Know’ er en typisk rom-com med få særpræg