Årets top-10: De værste film i 2022

Thor: Love and Thunder anmeldelse
(V til H) Natalie Portman som Jane Foster, Chris Hemsworth som Thor / Foto: Thor: Love and Thunder/Marvel Studios

Der udkommer flere tusinde film hvert år, og kun de færreste er af bemærkelsesværdig god kvalitet. De fleste er middelmådige eller ligefrem dårlige. Her er vores bud på årets værste film fra 2022.

Når det kommer til dårlige film, er der nok at vælge imellem. Vi har valgt vores værste film i år. Ikke ud fra de rent faktisk værste – dem har de færreste nok hørt om, og vi har sikkert heller ikke set dem.

Vi har valgt vores ud fra, at der er både kreative og økonomiske kræfter bag, hvor en film af så ringe kvalitet burde være en utilgivelig synd. Vores liste er som følger:

  1. Thor: Love and Thunder
  2. Pinocchio (Disney)
  3. Jurassic World Dominion
  4. Texas Chainsaw Massacre
  5. Moonfall
  6. Morbius
  7. The Privilege
  8. The Bubble
  9. Doctor Strange in the Multiverse of Madness
  10. Enola Holmes 2

Nedenfor folder vi vores liste ud i lidt større grad og fortæller dig, hvor du kan se dem (hvis du vover pelsen).

1. Thor: Love and Thunder

Hvor skal man næsten begynde med Thor: Love and Thunder? Den overdrevne brug af Guns n’ Roses? Mængden af jokes, der falder fladt til jorden? At den intet tager seriøst?

Et lille lyspunkt i Christian Bales karakter Gorr bliver hurtigt undermineret af, at han ingen motivation har, fordi det bare er et ondt sværd, der vil slå alle guder ihjel, fordi… Ja bare fordi. Sådan føles hele filmen. Dens eksistensgrundlag er ’Bare fordi’. Man får ikke mange sekunders mellemrum, inden der kommer en joke, og det er udelukkende lavthængende frugter, der rækkes ud efter.

Selv hvad der burde være filmens mere dramatiske øjeblikke, bliver undermineret af forsøg på morsomheder. Thor har aldrig været den skarpeste kniv i skuffen, men her gøres han dummere og mere intetanende end nogensinde før. Det kan næsten beskrives som et karaktermord.

Man sidder tilbage med en følelse af, at Marvel ikke vidste, hvad de skulle gøre med Thor. Så Instruktør Taika Waititi fik frie rammer til at lave, hvad han ville, og han behandlede filmen som en stor joke. En joke, som ingen griner af eller med.

Thor: Love and Thunder kan streames på Disney+.

2. Pinocchio

Pinocchio er slet og ret en af de grimmeste film i 2022, når man tager dens budget i betragtning.

Disneys Pinocchio fra i år fortsætter Disneys tendens med at genskabe sine klassikere i live action. Når man tænker på, at det er manden bag film som Forrest Gump og Tilbage til fremtiden, der har instrueret denne nye film, tror man, at det ikke kan være helt slemt. Det kan det dog godt. På samme måde, som når Chris Columbus går fra film som Alene hjemme og de første to Harry Potter-film til Adam Sandler-filmen Pixels, er der her også tale om et betalingsarbejde.

Pinocchio skriger af, at alle involverede har været ligeglade og kun behandler filmen som et stykke arbejde, der skal udføres. Måske kunne cheferne hos Disney også se dette og valgte derfor bare at smide den direkte på Disney+ for at undgå en katastrofe af en biografudgivelse.

Hvis du endelig vil se Pinocchio, så gør dig selv den tjeneste at se del Toros Pinocchio på Netflix. Den kostede fem gange mindre, men er 20 gange pænere og 100 gange bedre.

Pinocchio kan streames på Disney+.

3. Jurassic World Dominion

Den længe ventede afslutning på Jurassic World-trilogien følger traditionen med, at filmene blev betragteligt værre for hver iteration.

Dinosaurerne er endelig fri i verden efter begivenhederne i Jurassic World: Fallen Kingdom, og det er derfor naturligt, at det meste af denne film handler om insekter, og dinosaurerne bliver en fodnote. Karaktererne er blevet overflødige og uinteressante, men hele den gamle trio fra Jurassic Park er også, så alle dem, der gerne vil se de karakterer igen, men i en dårligere film, kan så gøre det.

Igen en stor film og afslutning på en trilogi, hvor alle involverede lader til at have en ”Lad os bare få det overstået”-tilgang til filmen. Det kan ses i manuskriptet primært bestående af nonsens og skuespillernes præstationer.

Jurassic World Dominion kan lejes på Viaplay og Blockbuster.

4. Texas Chainsaw Massacre

Med nogle års mellemrum tager man lige et af de gamle gyserfranchaises op af skuffen og prøver at puste nyt liv i det. Denne gang er det Texas Chainsaw Massacres tur.

En flok newyorkere midt i 20’erne vil foretage et gentrificeringsprojekt i en lille flække. Hvis vi ser bort fra, at Leatherface er en af byens beboere og momentært begynder sin massakre, så lyder det jo som en super investering.

Texas Chainsaw Massacre er proppet med jumpscares uden virkning og i alt for høj frekvens. Filmen har dumme karakterer, ingen spænding, er decideret plat til tider, og det eneste gode, man kan sige om filmen er, at den kun varer en time og 23 minutter, selvom den ikke føles så kort.

Texas Chainsaw Massacre kan streames på Netflix.

5. Moonfall

Katastrofefilmen er død, men Moonfall viser, at nogen prøver at holde den kunstigt i live.

Du kender instruktøren Roland Emmerich fra film som Independence Day, 2012 og The Day After Tomorrow. Hver film han har lavet, har indtjent mindre og mindre. Med Moonfall kunne han ikke få økonomisk opbakning til at lave filmen, så han indgik et samarbejde med et kinesisk cybersikkerhedsfirma. Med et budget på omtrent 150 millioner dollars er Moonfall en af de dyreste selvstændigt producerede film, og med en indtjening på ca. 67 millioner er den også et af de største flops.

Men hvad kan siges om selve filmen? Månen falder mod jorden, og nogle astronauter skal stoppe det. Alt, der hedder fysikkens love, er smidt ud ad vinduet. Vi stopper selvfølgelig ikke der, fordi månen er bare et skalkeskjul for nanorobotter, der vil udradere alt liv.

Alt imens følger vi forskellige folk rundt i verden, der trasker igennem filmen, mens de prøver at flygte fra tyngdekraften.

Moonfall kan streames på Filmstriben.

6. Morbius

Sekundant-antihelten Morbius’ film var lang tid undervejs. Covid og et hav af udsættelser gjorde dog, at det først var i marts i år, at vi fik filmen. Desværre var den ikke ventetiden værd.

Jared Leto spiller forskeren Morbius, der prøver at helbrede sin blodsygdom. Men i sin søgen efter helbred ender han dog som en vampyr med superkræfter.

Et par gode scener kunne ikke veje op for, at vi for en sjælden gangs skyld havde en Marvel-film, der var for kort. Bevares, det er en Sony-titel, men stadigvæk. Selvom Morbius blev markedsført som værende noget nær en horrorfilm, var det eneste skræmmende de fesne computereffekter.

Jared Leto, der efterhånden har gjort det til en hjørnesten i sin karriere at lave vanvittige kropstransformationer, har også en fin én her. Men med filmens overordnede kvalitet føles det som spild af tid.

Det eneste lyspunkt er det ikoniske meme, hvor en muskuløs Matt Smith danser i bar overkrop. På sin vis indvarslede det skuespillerens nyfundne status som sex-ikon efter hans præstation som Daemon Targaryen i House of the Dragon.

Morbius kan lejes på Viaplay og Blockbuster.

7. The Privilege

The Privilege ved simpelthen ikke, hvad den vil. Den skifter konfust genre hvert 10. minut, hvor vi både kommer igennem teenagefilm, mysterium, gyser, overnaturligt drama, kulter og rumvæsener samt et lille skud bodyhorror.

Det bliver ikke bedre, når man ser skuespilspræstationerne og unødvendige forklaringer af plot og karakterrelationer, der bliver formidlet lige så hårdhændet, som de er dumme. Det toppes af med forfærdelige computeranimationer, hvor man lige stopper op og tænker, om den slags animation stadig er mulig i 2022.

The Privilege opnår dog noget særligt. Slutningen er på en og samme tid forudsigelig og giver ingen mening. Filmen har ingen pæne skud, ingen karakterer man kan lide, ingen mening med filmen, og ingen grund til at se den.

The Privilege kan streames på Netflix.

8. The Bubble

Når Covid-pandemien var så altomsluttende, som den var, kunne man lige så godt lave en film ud af det.

En gruppe skuespillere er samlet på et hotel for at færdiggøre deres næste store blockbuster-film, men pga. strenge coronarestriktioner foregår det hele på greenscreen, og de må ikke være i kontakt med omverden.

Der er kun så mange måder, man kan sige om en komediefilm, at den bare ikke er sjov, men den er bare ikke sjov. Filmen har dermed totalt fejlet i sit mål om at bringe latter. Alt er overspillet, og jokesene virker utroligt forcerede. Utrolig plat kan end ikke beskrive følelsen af at se The Bubble.

I Danmark får man ikke engang den fulde effekt af vittighederne, når vi ikke har haft et lige så stramt coronaforløb som i USA. Og der er en generel konsensus i USA om, at filmen mere mindede folk om, hvor triste nedlukningerne var og er, end få dem til at grine over de ekstreme forhold, de levede under.

The Bubble kan streames på Netflix.

9. Doctor Strange in the Multiverse of Madness

Multiverset har åbnet sig i MCU, men det fører hverken noget sjovt eller meningsfyldt med sig. Faktisk underminerer det hele filmserien og medbringer intet kreativt.

Doctor Strange virker bedst som en sekundær karakter, og det har aldrig været mere indlysende end i denne film. Doctor Strange skifter mellem at spyde smarte kommentarer ud i upassende situationer. Det føles, som om at hans personlighed i en gældende scene dikteres af manuskriptet i stedet for, hvordan han rent faktisk er.

Det største problem ligger i forlængelse af Spider Man: No Way Home med den videre indførelse af multiverset. Når alt der kan ske, er sket, blot i et andet univers, så er alt det, de karakterer vi har fulgt gennem alle disse år, blevet ligegyldige. Det rejser også spørgsmål i forhold til Loke-serien. Er der både forskellige tidslinjer og forskellige universer?

Man ser reelt kun tre universer, så konceptet bruges ikke engang til at have sjov med at rejse rundt i de forskellige verdener.

Doctor Strange in the Multiverse of Madness kan streames på Disney+.

10. Enola Holmes 2

Den første film blev en stor succes og var originalt tiltænkt biografen. Men Covid satte en stopper for det, den endte på Netflix og blev en succes. En efterfølger virker som det naturlige næste skridt, men der var ikke meget mere at komme efter.

Enola er tilbage og bryder stadig den fjerde væg i tide og utide, mens hun prøver at starte sit eget detektivbureau. Folk forventer dog at få hendes mere kendte storebror Sherlock med i handlen, og det ender seeren faktisk også med at gøre.

Det bliver også indfriet, og for en film, der bærer navnet Enola Holmes, bruger vi overraskende lang tid med storebror og hans bagkatalog. Hvor den første film var et friskt spin på Sherlock-universet, træder 2’eren vande, og man sidder mest og ønsker at se nogle af de film og serier, som filmen prøver at læne sig opad.

Enola Holmes 2 kan streames på Netflix.

LÆS OGSÅ: Årets top-10: De bedste film fra 2022

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: TV2-krimiserien ’DNA’ trænger til en vitaminindsprøjtning

LÆS OGSÅ: De 10 bedste nostalgiske julefilm  

Total
0
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like