Horrorfilm på Disney+ imponerer med masser af uhygge og grin, som gør den til denne Halloweens absolutte must-see.
Nogle gange skal man bare lytte til den lille stemme indeni, der råber op, når noget virker som en dårlig ide.
Så da Tess (Georgina Campbell) ankommer sent den regnvåde aften til det hus, hun har lejet for weekenden, og der allerede er en gæst i huset, burde hun lytte til stemmen. Allerede da hun kører ned ad vejen blandt alle de faldefærdige huse i den fattige Detroit-forstad, burde hun have stoppet op.
Men fordi hun har et jobinterview i morgen med en dokumentarinstruktør, tilsidesætter hun de forbehold, hun et eller andet sted har omkring situationen. Og ham gutten Keith (Bill Skarsgård, Pennywise i It) er ikke helt så creepy, som han ellers umiddelbart virker. De ender faktisk med at have en helt god snak om alt mellem himmel og jord over en flaske rødvin.
Men så vågner Tess om natten. Hun hører noget bevæge sig udenfor værelset, og døren, som hun ellers havde lukket, står åben. Keith ligger på sofaen og vrider sig, mens han siger lyde. Det ligner, han har mareridt, men hvem ved, hvad der rent faktisk er på færde i Zach Creggers skræmmende gode horrorfilm Barbarian.
Det sidste hus på blokken
Udgangspunktet er meget klassisk. En person ankommer til et nyt sted og bliver udsat for grufulde ting. Udfoldelsen er dog markant anderledes her i Disney+-filmen.
I modsætning til den standardiserede midt i ingenting-omgivelse ude på landet, hvor gyserfilm af den her type typisk finder sted, er vi nu tættere på storbyen. At monstrene lever iblandt os, er blevet slået fast til døde i diverse true crime-serier og -film. Fordi instruktør og manuskriptforfatter Zach Cregger sørger for, at Tess er vidende om, at ting er alarmerende, hensættes vi som seere i samme skræmte tilstand, som hun er.
Ventetiden på, at der sker noget, bliver ulidelig, og man sidder til tider og tigger om, at der kommer et eller andet springende rundt om hjørnet. Alt er i hvert fald bedre end den ulidelige spænding, som udelukkende tager til i intensitet, da Tess finder en hemmelig dør i husets kælder.
Et dumt svin af tiden
Fra da af tager Barbarian for alvor fat med at adskille sig fra resten af gyserfilmsudbuddet pt.
Gruen og intensiteten bibeholdes samtidig med, at filmen tilføjes en solid dosis humor. Alt sammen ved hjælp af introduktionen af én karakter. Sitcom-flødebollen AJ (Justin Long) er prototypen på de her ucharmerende bros, der mener, at de er Guds gave til menneskeheden, og især kvinder.
Han er blevet fyret fra en serie, da han ikke har forstået et nej fra sin kvindelige medskuespiller. ”Du kender mig, jeg er en ihærdig fyr,” forklarer han til en kammerat og affejer det med, at hun bare skulle overtales, og hun holdt op med at protestere efter et stykke tid. ‘Så ville hun jo godt’ er ræsonnementet fra den omvandrende #MeToo-sag. Hans dumhed er både skræmmende og grinagtig. Zach Cregger fremstiller ham smart nok, som den mest inkompetente og uintelligente eksistens nogensinde, der udelukkende har interesse i sin egen overlevelse. Om det så sker på bekostning af andre, det er ikke så vigtigt i hans verden.
I kælderen kan ingen høre dig skrige
Barbarian gaber ikke over mere, end den kan bære. Handlingen holdes primært til huset og med kun en håndfuld mennesker at holde styr på, er det meget overskueligt at følge med i. Et ismende ubehageligt flashback giver indblik i husets fortid. Det er kort, præcist og elegant, som til fulde får slået fast, hvordan ondskaben kan ligge og lure om hvert et hjørne.
Vekslingen mellem krybende uhygge og jump scares giver en skøn uforudsigelighed. Krydret med de komiske elementer bliver man tilstrækkelig rundtosset, så man ikke ved, hvilket ben man skal stå på.
At blive revet rundt på den måde er ren ekstase i en tid, hvor alt for mange gyserfilm ligner hinanden. Zach Cregger kandiderer med Barbarian til årets horrorfilm i skarp konkurrence med Ti Wests uforlignelige hyldest til 70’ernes uhygge, X.
Måden hvorpå der flettes subtil samfundskritik ind sammen med et sønderrivende blodbad, højner dem fra ikke bare at være gode genrefilm. Men i høj grad også til at være nogle af årets bedste.
Fakta om ’Barbarian’:
Instruktør: Zach Cregger
Manuskriptforfatter: Zach Cregger
Medvirkende: Georgina Campbell, Bill Skarsgård, Justin Long mfl.
Land: USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 26. oktober 2022
Dansk streamingtjeneste: Disney+
LÆS OGSÅ: De bedste gyserfilm, du kan streame lige nu
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Fresh’ Noget af det fedeste, mest morbide og klammeste, jeg har set i længere tid
LÆS OGSÅ: Kultgysere: 5 af de bedste og de mest oversete klassikere