Anmeldelse af ’Catching Killers’: Ikke overvældende men anderledes end andre true crime serier

Foto: Catching Killers / Netflix

I denne Netflix-serie på hele fire episoder kan man opleve forklaringer fra nogle af hovedefterforskerne i tre sager om seriemord fra 80’erne og 90’erne. Man kommer tæt på, hvad politibetjentene følte under efterforskningerne, og selv den dag i dag er de påvirket af de grufulde sager. 

Netflix-serien Catching Killers er en dokumentarserie, der undersøger uhyggelige amerikanske seriemord, og en stor del af historien bliver fortalt af efterforskerne på sagerne. De tre sager, der bliver undersøgt, er the Green River Killer, the Aileen Wuornos case og the Happy Face Killer, hvor sidstnævnte sag er delt i to episoder.

Man bliver kastet ind i sagerne

Helt fra første episode bliver man som seer kastet ind i sagen om the Green River Killer. De første scener er klip fra 1988, hvor efterforskningen af seriemorderen var i fuld gang. Forløbet bliver fortalt af den daværende kriminalbetjent, Dave Reichert, der stod i spidsen for efterforskningen af the Green River Killer, som folk blev bekendt med helt tilbage i 1982. 

Samme opbygning har afsnittene om the Aileen Wuornos case og the Happy Face Killer, hvor man ligeledes meget hurtigt får at vide, hvad det hele drejer sig om ud fra efterforskernes egne udsagn.   

Seriens undersøgende tilgang bliver skabt af interviewene af de efterforskere, der var på sagerne dengang, af billeder og videoklip fra selve efterforskningen og af rekonstruerede scenarier, der skal underbygge det, der bliver fortalt i interviewene. 

Meget lige frem

Dokumentarserien er meget lige frem, og der er ikke noget vildt overvældende eller specielt ved selve opbygningen af serien. Samtidig er der heller ikke meget dybde i hver af historierne, og det tyder på, at der måske godt kunne have være noget mere at udfylde, da afsnittene varer omkring 30-40 minutter.

Eksempelvis i første episode gør serien meget ud af at vise, at der går lang tid, 19 år for at være præcis, før de fanger the Green River Killer. I mellemtiden får man ikke et væld af informationer om sagen, hvis man tager i betragtning, at den foregik i knap to årtier. Det lykkedes endelig at finde the Green River Killer ved hjælp af den nye DNA-teknologi, men alligevel gik der nogle år, før han blev arresteret, hvilket besynderligt nok heller ikke bliver forklaret. Dog skal man ikke tage fejl af, at den indeholder det, man kan forvente i en true crime serie.  

Seriens forløb

Serien leverer et højt tempo med stemningsetablerende underlægningsmusik, som sætter rammerne for de scenarier, der bliver fortalt gennem interviewene. Undervejs bliver der som nævnt inddraget billeder og videoklip fra eksempelvis datidens nyhedsudsendelser om sagerne, hvilket giver en god troværdighed til serien. Samtidig skabes der en meget særlig og følelsesladet stemning, når man hører efterforskerne forklare, hvad de tænkte og følte på daværende tidspunkt. 

Man mærker den frustration, der har været forbundet med disse seriemord, og hvordan mange af efterforskerne stadig i dag er påvirket af dem. Dette underbygger selvfølgelig også de forfærdelige sager, der fandt sted, og som de var vidne til. 

Som titlen Catching Killers også lægger op til, gør serien et godt arbejde i kun at give efterforskernes side af, hvordan de opklarede og fangede seriemorderne. Dermed gives der en fin tydeliggørelse af processen, der ligger bag sager, som de tre der bliver belyst i denne Netflix dokumentarserie. Dette er måske også lidt anderledes, end hvad man ellers kender fra lignende krimiserier, hvor der ofte både er journalister og pårørende, der medvirker. 

Catching Killers er på trods af de forfærdelige situationer i de omtalte mordsager let at følge med i, da der ikke er mange forskellige input, man skal forholde sig til. Dette er en dokumentarserie, man skal se, hvis man har lyst til at høre om opklaringen af mordene fra de mennesker, der har været helt tæt på sagerne.  

Info om Catching Killers
Instruktør: Ron Goetz, Simon Dekker og Diana Sole Walko
Manuskriptforfatter(e):  Simon Dekker
Medvirkende: JJ Holoubek og Lisa Jones (fortællerstemmer)
Længde: 4 episoder a cirka 40 minutter hver
Genre: True Crime
Streamingtjeneste: Netflix
Udgivelsesdato: 4. november 2021

LÆS OGSÅ: Dem skal du se: De bedste true crime-dokumentarer på HBO Nordic 

LÆS OGSÅ: De bedste true crime dokumentarer på Netflix lige nu

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Let’s Not Meet: A True Horror Podcast er ægte true crime underholdning som formår at favne de fleste lyttere

Total
0
Shares
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like