Claus Nygaard PetersenTV 2-dokumentaren ‘Sidney’ tegner i tre dele et flot og indlevende portræt af en personlighed, der var den første af sin slags i Danmark.
Det var som københawner-snuden, der på en og samme tid havde langt hår og vigende hårgrænse i panden, at vi første gang mødte ham. Huden orange af selvbruner og kæften fuld af amerikanske ord, der blev slynget ind imellem de danske.
Tilbagelænet stemmeføring og så meget karisma, at ikke engang Parken kunne rumme det. Blandt de andre wrestlere, stak Sidney Lee ud. Han var the american dream. Eller det ville han gerne være i Blod, sved og springskaller. 2007 var første gang, at Danmarks ukronede realitykonge tonede frem på skærmen.
TV 2-dokumentarserien Sidney viser gennem tre afsnit ikonets vej til toppen af danske reality. Men også det hårde fald, der kulminerede med stjernens alt for tidlige død i en alder af blot 43 år i 2022.
Gennem interviews med familien – som for første gang nogensinde lader sig interviewe om Sidney – venner og samarbejdspartnere kommer vi helt ind under huden på rock’n’roll-versionen af Peter Pan.
Og så hører vi Sidney selv sætte ord på alle tingene. Det er ikke en hidtil ukendt episode af Det sidste ord, men derimod en AI-stemme, som kommenterer på tingene og sætter dem i perspektiv.
Resultatet er djævelsk underholdende – som Sidney selv – og også tankevækkende. For kongen af reality fik aldrig den hæder, han så rettelig fortjente, mens han var i live. Men det får han med Sidney.
Fra Søren til Sidney
Sidney Lee blev født Søren Hassel Hansen 25. januar 1979. Forældrene var skolelærere, storesøsteren blev fotograf, og lillebror er journalist og arbejder som pressechef i Udlændinge- og Integrationsministeret.
Sidney selv droppede ud af skolen efter to dage i 10. klasse. Han passede ikke ind i det konventionelle danske samfund, forklarer moren og vennerne.
Vi ser, hvordan livet hurtigt bliver en fest. Folk fra en myriade af alle de programmer, som Sidney Lee deltog i, fortæller, hvordan han havde en naturlig tilstedeværelse, som kameraet elskede.
Hvad enten det var med vilje eller ufrivilligt, så var Sidney som skabt til reality.
Det var da også umuligt ikke at støde på realitystjernen fra midt 00’erne og frem, hvor han var fast inventar i tv, aviser og blade.
Han blev sågar foreviget i Anders And under pseudonymet Slibri Lee. Sidney forfalder ikke til at være et ubetinget rosenrødt portræt eller omvendt en udstillende deroute. Den fortæller historien, som den skete.
Skulle man have glemt det, er serien en fremragende reminder om, hvor suveræn en entertainer Sidney Lee kunne være, når han var på. Heldigvis er det lykkedes produktionsselskabet at få adgang til de fleste af kongens mange tv-optrædener, på tværs af tv-stationer. Alene det er rimelig unikt i en moderne tv-verden.
Et sidste ”Hva så, mand”
Den kunstige stemme er en skøn oplevelse. Det bliver fra begyndelsen deklareret, at den er blevet skabt gennem grundig research og familiens velsignelse. De mener, at Sidney ville have syntes, det var fedt.
Og det er svært ikke at blive lidt rørt, når ”Sidney” perspektiverer over sit liv.
Det er en serie med varme. Selvom der til tider bliver talt med frustration over nogle af Sidney Lees valg, er det altid fra et kærligt udgangspunkt i de to afsnit, anmeldelsen bygger på.
Som akkompagnement til serien følger en podcast. Det er kælet for lyddesignet og brugt andre klip, men der er også meget, som går igen. Omvendt er det fuldkommen genialt at bruge den store mængde materiale på tværs af platforme, så man ikke er tvunget til at sidde og kigge på en skærm for at følge med.
Giv plads og tal pænt
Forhåbentlig skaber serien debat om, hvordan vi taler om reality-deltagere.
Ofte har de været genstand for spot og hån, fordi de larger-than-life-personligheder siger eller gør ting, der er grinagtige. Men det er også vigtigt at huske på, at der for det første er nogle tv-folk, som sidder og redigerer programmerne sådan – og det er ikke alle, hvis etiske ståsted er det mest stabile.
Men deltagerne er også karakterer. Der skal skrues op for charmen for, at det bliver rigtigt fængende tv. Når først en personlighed har fanget an, det er sådan spillet foregår, så spiller man da med på legen.
Så nej, det er ikke okay at sidde og svine folk til på Facebook, bare fordi man synes, de er dumme på tv. Det er trods alt mennesker, vi taler om. Giv plads. Giv fred til at være dem selv, når de ikke er på.
Giv dem den ro, Sidney Lee gerne ville have, når han ikke kunne gå uden for en dør, fordi alle ville hænge ud med ham eller fortælle et eller andet. Husk, at de er mennesker, og husk Sidney Lee som en af de største entertainere, dansk tv har haft gennem de seneste 20 år.
Snup en Cult Shaker, og nyd en sidste omgang med kongen af dansk reality.
Fakta om ‘Sidney’:
Streamingtjeneste: TV 2 Play
Premieredato: 11. april (to afsnit)
Genre: Dokumentar
Land: Danmark
Antal afsnit: 3
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Dokumentaren ’De umyndige’ er en hyldest til de børn, der ikke får lov til at være børn
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Sjældent har en boligdokumentar været så spændende som ’Til kamp mod spekulanterne’
LÆS OGSÅ: Kommentar: Derfor kan vi ikke få nok af boligprogrammer
Claus Nygaard Petersen
Christina Munk
Maria Månson