Anmeldelse af ‘Fresh’: “Noget af det fedeste, mest morbide og klammeste, jeg har set i længere tid”

‘Fresh’ er et – undskyld min pun – et friskt indspark i gysergenren og blander grænserne mellem det morbide og komiske, og gør det ubehageligt godt.

Man kan hurtigt køre død i moderne gysere, hvor de oftest er psykologiske eller på sin vis overnaturlige. Men Fresh bringer nyt kød på bordet og gør det op med klichéer og forventninger – og gør det med en god salat af humor, blod og indvolde på siden.

Kærlighed, dating og forventninger

Vi følger Noa (Daisy Edgar-Jones, Normal People), der er træt af dating i en moderne verden, hvor det er det overfladiske, der betyder noget, og der ingen substans findes mellem de mange swipes på datingsider.

Hun møder den charmerende Steve (Sebastian Stan, Captain America: The Wintersoldier, Pam and Tommy) i et supermarked, og de to tager på en date, der er lige præcis, hvad hun havde brug for. Selvom hendes bedste veninde, Mollie (JoJo T. Gibbs, Twenties), er utryg ved hele situationen, da Steve ikke er på de sociale medier og virker lidt for god til at være sand, går Noa med til at tage på en spontan tur væk med Steve – dog er det, der skulle have været en romantisk get-away ikke helt, hvad hun havde forventet, og hun ender lænket i en kælder, hvor Steve langsomt skærer kropsdele af hende og to andre, der er fanget, for at sælge dem videre.

Det er overraskende, så underholdt man er undervejs i filmen. Jeg har altid været glad for gysere med en solid portion af blod og indvolde, men Fresh skruer godt nok op til 11 – det er måske, fordi det er så hamrende virkeligt, når Steve sidder og gnasker lidt brystkød (inklusiv mælkekirtler), måske er det hele set-uppet og det lidt mere morbide, der får lov til at fylde, der underholdte mig så voldsomt meget.

Skuespil med virkelighedstro kemi

Jeg har ikke siden Get Out og Midsommar set skuespilpræstationer, der er så rammende, har så god kemi og fungerer så godt med den underliggende fare.

Især Sebastian Stan fortsætter med at imponere i roller, hvor han får lov til at være sindssyg i hovedet, og hans portræt af Steve er både enormt imponerende, lige dele sexede (ja, sådan er det altså, selvom han spiser mennesker) og undertrykt gal og fuldstændigt eminent udført. Det fungerer hamrende godt sammen med Daisy Edgar-Jones, der spiller Noa med en helt perfekt luft af ligegyldighed, sarkasme, frygt og en naiv tro på ægte kærlighed. De to sammen er simpelthen et festfyrværkeri af eminente præstationer, der ramler sammen i en genial symfoni.

De støttende roller er også enormt flot udformet, og de er alle sammen udstyret med en baghistorie, også selvom man ikke ser eller hører den. Det er imponerende, at man får en fornemmelse – og endda direkte medfølelse med nogle af dem – af at alle karakterer har noget, der ligger og lurer lige under overfladen, og det gør virkelig, at filmen får en helt speciel tone hele vejen igennem.

Jeg har også været imponeret over de mange spørgsmål, som man faktisk ikke får svar på – som seer er man vant til, at man får svar, enten undervejs eller til sidst, men i Fresh får de lov til at hænge i luften. Var hans kone et gammelt offer? Hvor mange har der været? Hvad så nu?

Det er desuden også Mimi Caves debut ind i fuldlængdefilm, og det klæder hende; at hun så har fået nogle skuespillere, der virkelig løfter filmen til et nyt niveau, gør jo bare oplevelsen endnu bedre.

Babser, numser og blødt kød

Jeg synes, det var en spændende film. Ikke kun fordi den handler om overlevelse og kannibalisme, men fordi der er nogle interessante vinkler og idéer, der bliver bragt til live. Blandt andet har jeg været besat af dansesekvensen mellem Noa og Steve næsten i slutningen af filmen, der simpelthen er – på godt dansk – betagende at se. Det er er brud på realismen (eller, den type realisme, kannibalisme kan medbringe), der på en eller anden måde bare passer perfekt ind i filmen, på trods af at det kommer ud af ingenting.

Derudover har alle scener med Steve været bjergtagende i deres enkelthed – når han danser rundt og synger med på en poppet sang, mens han skærer dele af et kvindeben af for at sende videre til kunder, er det ærligt talt så fantastisk sat sammen, at jeg næsten ikke kunne lade være med at smile trods morbiditeten i det. Hans absolutte, skøre glæde og ligefremhed når han arbejder på at skære røvballen af Noa, mens hun er vågen, er seriøst noget af det fedeste, mest morbide og klammeste, jeg har set i længere tid. Man ser ikke, at han skærer, men den underliggende tone i hele den sekvens er fantastisk og så underspillet, at jeg fik gåsehud.

At de så også formår at servere nogle dårlige men gode puns sammen med menneskekød (blandt andet bliver der joket med navne på dem, der bliver spist) samtidigt med at holde den skøre og klamme stemning kørende, er bare mesterfuldt filmarbejde.

Alt dette sker imens vinkler og kameraarbejdet bakker så godt op om manuskriptet, at man skulle tro at det var løgn.

Åben slutning

Slutningen er ikke dårlig efter min mening, selvom jeg ved, at der har været en del kontroverser om den. Jeg synes, den er superflot udført, og hvor er det fedt at se, at der findes karakterer i gysere, der har set gysere før og reagerer som man burde, nemlig ved at køre meget langt væk. Det er mesterfuldt og endnu et brud på reaktioner, der normalt set findes i gysere eller thrillere.

Især den åbne slutning gjorde mig glad. Ikke nok med, at en kvindelig karakter endelig formår at gøre en af de ting, der oftest bliver råbt op som forsvar – nemlig at bide en vis, mandlig kropsdel af – men også, at der findes en afslutning på de ”onde”, hvor vi ikke er sikre på, hvad der sker med de ”gode” er fantastisk udført.

Hvis du har en mave af stål, ikke har et problem med lidt surrealistiske scener og brud på normen – og desuden bare sætter pris på Sebastian Stan, Daisy Edgar-Jones og skidegode thrillere, er Fresh helt klart for dig!

Bare lad være med at se den, mens du spiser spaghetti og kødsovs. Tro mig.

Fakta om filmen:

Instruktør: Mimi Cave
Manuskriptforfatter: Lauryn Kahn
Medvirkende: Sebastian Stan, Daisy Edgar-Jones, Jojo T. Gibbs m.fl.
Længde: 1 time, 54 minutter
Genre: Komedie, gys, thriller
Streamingtjeneste: Disney+

LÆS OGSÅ: Ny film med Eugenio Derbez fra ‘CODA’ får premiere på Disney+

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af ‘Worst Roomate Ever’: Et friskt pust

LÆS OGSÅ: Steven Spielbergs bedste og værste film