Se denne miniserie om den britiske tv-vært og børnehelt Jimmy Savile, og bliv klogere på, hvordan hans berømmelse gav ham dække til at misbruge over 400 ofre gennem flere årtier.
Creepo #1 som slap afsted med alt
Ved du heller ikke hvem Jimmy Savile var? Det kan den her dokumentar råde bod på. Dokumentaren er delt i to af hhv. 71 og 90 min. længde, og hele den første del etablerer Jimmy Savile som den britiske folkehelt, han var gennem flere årtier. Han var kendt som værten på børneprogrammet Jim’ll fix it, som løb fra 1975 til 1994, og som fik børns drømme til at gå i opfyldelse, uanset hvor vilde drømmene var.
Udover at være børnenes helt var han også frivillig på hospitaler og løb for velgørenhed. Al denne publicitet gav ham opmærksomhed fra stort set alle magtfulde profiler i England og gav mulighed for venskaber med folk som Thatcher i Downing Street og Prins Charles. Thatcher skaffede ham en ridderorden, og kongefamilien spurgte ham til råds om vigtige sager. Ja, hvem ville nogensinde mistænke Englands største velgører og børneven for ikke at have rent mel i posen?
Dokumentaren viser, hvordan Jimmy Savile formåede at skærme sig fra konsekvenser fra hans overgreb ved på nærmest systematisk vis at omgive sig og dyrke venskaber med de, der havde magten til at gøre noget. Hver fredag inviterede han fx ”The Friday Morning Club” til sit penthouse for at fraternisere. En forsamling, som bestod udelukkende af det lokale politi i Leeds, og hvoraf nogle af dem arbejdede i den ene nationale enhed for efterforskning af pædofili og børnepornografi, som først blev etableret i 1995. Hvor pænt af Jimmy Savile at invitere dem til brunch hver fredag.
Den slet skjulte sandhed
Når man ser optagelserne af Jimmy Savile, som gang på gang siger dybt forstyrrende ting i interviews og tager på unge piger for åben skærm uden at være vokset op med hans tv-programmer, bimler alle alarmklokker i hovedet på én. Man bliver målløs over, hvor lang line han fik, fordi han i bund og grund klovnede rundt og var venner med en masse magtfulde mennesker.
Det er selvfølgelig meget problematisk, at anklagerne om Jimmy Savile først kom op til overfladen efter hans død i 2011, men flere gange undervejs i dokumentaren bliver det understreget, hvor umuligt det var at nå ham på hans piedestal i det britiske samfund omgivet af venner i politiet, politik og sågar af selve Prinsesse Diana.
Det store spørgsmål, man sidder tilbage med, er, hvad stiller vi op med anklager om frygtelige overgreb som først kommer frem, efter overgrebsmanden er død. Det samme spørgsmål blev stillet, da dokumentaren Leaving Neverland kom frem i 2019 med nye anklager mod Michael Jackson. Jimmy Savile var ”ungkarl” gennem sit lange liv og har ikke efterladt nogen familie til at forsvare ham og hans eftermæle, som også hurtigt faldt fra hinanden, for hvordan kan man forsvare sig imod over 400 anklager om seksuelle overgreb. Sagen er bare, at frygtelige mennesker som Jimmy Savile kan være praktisk talt urørlige i live, og først når de ikke længere kan pleje deres forsvarsnetværk, kan de forurettede komme til orde.
Viser hvordan det fuldstændigt forfærdelige kunne ske
Denne dokumentar og de grusomheder, den afslører, bør stå som endnu en løftet pegefinger om ikke at hæve folk over mistanke, fordi de gør noget godt for andre. Mange gør en masse gode ting og arbejder frivilligt af de helt rigtige årsager, men uanset hvem man er, bør man aldrig være i en situation, hvor man bliver hævet over enhver mistanke for at udnytte den position til at gøre skade på andre.
Jimmy Savile var kort sagt en klam fyr. Det var en del af hans offentlige image, og der var mange, der enten vidste eller mistænkte, at han også var det bag facaden. At han aldrig blev ordentligt undersøgt er en kæmpe skandale for det britiske politi og samfund, og det er også dokumentarens hovedfokus.
Dette er ikke en true crime-dokumentar for dem, som går meget op i slibrige detaljer eller blod og ulykke. Ulykke og uhygge er der masser af, men det er fokuseret på den frustration, man føler over at se på, hvordan denne mand lykkes med at slippe afsted med at misbruge så mange mennesker over så lang tid. Nogle vil måske finde den langtrukken, især i første episode, men hvis man ikke ved, hvor stor en personlighed Jimmy Savile var, er det også svært at forstå, hvordan han kunne agere, som han gjorde i så mange år, uden nogensinde at blive holdt til regnskab for sine handlinger.
Instruktør: Rowan Deacon
Medvirkende: Jimmy Savile, Roger Ordish, Mark Lawson, m.fl.
Antal afsnit: 2
Land: Storbritannien
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 6. april 2022
Dansk streamingtjeneste: Netflix
LÆS OGSÅ: Ny dokumentar går helt tæt på: Kendt forfatter mister synet
LÆS OGSÅ: Nye film på Netflix i maj 2022