Anmeldelse af ‘Jonestown: Terror in the Jungle’: Jeg blev nødt til at stoppe flere gange undervejs

Foto: Viaplay

En enkelt mand med en stor stemme kan ødelægge alt.

Og det er Jonestown: Terror In The Jungle et sandt bevis på.

Jim Jones, der styrede kulten Peoples Temple, viste sig at være alt andet end den profet og retsmand, hans følgere troede, han var.

Lige præcis det dykker dokumentaren for alvor ned i sammen med overlevende fra massakren, der fandt sted i et aflukket samfund midt i junglen.

Skabelsen af sindssyge

Det er sjældent, at jeg for alvor bliver dårlig tilpas af at se dokumentarer, især når de omhandler true crime, men her blev jeg simpelthen nødt til at stoppe flere gange undervejs. Det kan være, fordi det virker så urealistisk i andre dokumentarer, men lige Jonestown giver et forfærdeligt indblik i det liv, der foregik i Peoples Temple i 70’erne – med optagelser af både lyd og film.

Umiddelbart lød Peoples Temple til at være et samfund, der blev skabt af en troende, klog mand, der gerne ville bringe socialismen ind i verden sammen med et budskab om kærlighed. Det tiltrak mange, der havde oplevet den såkaldte The Satanic Panic og Manson-familiens mørke i 60’erne, og Jim Jones fik hurtigt skabt sit ego-boost gennem følgeres penge, magthavende mænds penge og gode ord samt hans mange bekendtskaber inden for politik.

Han havde en evne til at få alle til at lytte og fik på mange måder snoet sig omkring dem, der bare gerne ville leve frit med lighed for alle. Især historien og drømmen for Vernon Gosney, en mand, der mistede både sin kone og barn og næsten sit eget liv, var en af dem, der slog ekstremt hårdt. Han havde fuld tro på, at der var plads til ham (som hvid) og hans kone (der var afroamerikaner) i Peoples Temple, men den drøm og det håb, han havde om fremtiden, blev slukket af Jim Jones, da han slog hans kone og hans lille barn ihjel.

Desværre var det for 918 mennesker ikke en drøm, men rettere et mareridt, der lurede om hjørnet fra den selvsamme mand, de kaldte far og leder den 18. november 1978.

Far, mor og børn

Jeg vidste allerede en del om Jonestown, så jeg var ikke forberedt på at lære noget nyt – men jeg måtte bide ordene i mig igen, da flere overlevere af massakren og fagfolk tonede frem én efter én på skærmen og fortalte nye bidder af historien og gav et indblik i Jim Jones, men også Jonestown som en helhed.

Det var skræmmende og bevægende at høre de overlevende snakke om den kærlighed og tro, der fandtes hos Jims følgere fra start, til den dag de overlevede, hvad mange andre ikke gjorde. Især fortællingerne fra de overlevende ramte hårdt, da nogle af dem gik derfra uden deres kone, kærester og børn, der alle døde under massakren.

Det gav mig kuldegysninger at høre Jim Jones’ adopterede sønner fortælle om, hvordan det var at vokse op med ham som far i, hvad Jones kaldte en ”regnbuefamilie”.

Det er en grum fortælling, og det er hårrejsende ærligt. Trods de voldsomme oplevelser, børnene fik med misbrug, der holdt en mørk hånd over dem, er det tydeligt, at der var en slags kærlighed.

Samtalerne med hans børn var hårde at høre på, men intet forberedte mig på det intime, voldsomme, ærlige og sorgfulde indblik i dem, der overlevede, og deres oplevelser.

At høre hans sønner fortælle især om de sidste dage var hjerteskærende. De blev fortalt, at de skulle skyde en by ned, mens de andre begik selvmord, og Jones var voldelig over for både dem, men også hans kone og kærester – for han var en verdensmand, der kunne tage alt og alle.

”I drank the Koolaid” og tabte alt

I moderne tid kender vi udtrykket ”I drank the Koolaid” som en form for “haha, se hvor dum jeg var”, men for dem, der var i Jonestown, er det et udtryk for sorg og tab.

Der er forskellige mennesker af forskellige nationaliteter, samfundslag og med forskellige idéer om, hvad Jim Jones kunne give dem.

It was full of life, it was a message of equality for all.

Desværre blev de idéer til tab af deres kæreste, ægtefæller og børn. Det fik mig til at slukke, græde lidt og få kvalme – og så fortsætte, fordi jeg på en eller anden måde følte, at jeg skyldte ofrene at høre deres historie.

Måske havde det ikke været så hårdt at høre og se, hvis det bare havde været fortællingerne fra dem, der flygtede fra Jonestown – men der er indsat lydklip og videoklip af de allersidste øjeblikke for de 900 mennesker, der måtte lade livet for en magtliderlig mand, der ikke ville tages af politiet.

Jeg kunne næsten ikke håndtere at høre børn helt ned til spæd græde og kalde på deres mor, mens Jim Jones forsøgte at tale dem til at drikke saftevandet fyldt med cyanid. Han havde bildt sine følgere ind, at det ville være hurtigt, en smertefri død, men det er en af de værste måder at dø på.

Det er endnu værre, at kun dele af hans følgere drak cyanid frivilligt. De fleste blev stukket med nåle fyldt med det i hovedbunden, halsen, armene eller andre steder, så de ikke kunne slippe væk.

Det er hårrejsende at høre på, hvor meget folk troede på ham og hans ideologi, og hvor ødelagt deres liv blev efterfølgende. Jokes om Kool-aid og selvmord fløj omkring dem, der havde mistet alt, hvad de havde. Alt, de udførte for den mand, var med hjerte og sjæl, og de fulgte ham med alt, hvad de havde. Det er til trods for tvivl over hans stofmisbrug og mere og mere psykotiske udtalelser.

Jeg har ingen ord

Det har været svært for mig at sætte ord på, hvad jeg følte undervejs i dokumentaren. Det tog mig overraskende lang tid at skrive denne anmeldelse, for hvordan anmelder man et massemord? Hvordan sidder man, og anmelder følelser og sorg?

Det simple svar er, at det gør man ikke. Man lytter til fortællingerne, mærker hjertet bløde sammen med dem, og så ser man på, hvordan dokumentaren er skruet sammen.

Og den er hamrende godt skruet sammen. Den fortæller en masse, der ikke var kendt før, især om Jones selv – hans beskedne kår, løgne og misbrug og hans kujonagtige tilgang til døden og livet.

Der er ikke mange afsnit, men de fylder meget. I flere dage. Med lydklip af hans prædikener, videoer af hans følgere og deres liv i Jonestown, kommer der også en hård kontrast til de løgne, han spredte til sine følgere.

Det er en fortælling, der skal høres, om end det kan gøre ondt, fordi de 918 mennesker, der døde for ingen grund, fortjener at blive husket. Den skal høres og ses, fordi dem, der overlevede, stadig har åbne sår, der bliver kradset i til den dag i dag af folk, der synes, det er sjovt at gøre grin med det.

Den fortjener at blive set, så de mange tabte liv ikke blev tabt uden grund.

Fakta om serien:

Instruktør: Shan Nicholson, Richard Lopez
Manuskriptforfatter(e): Chelsea Coates, Jeff Guinn
Medvirkende: Vernon Gosney, Leslie Wagner-Wilson, Tim Carter m.fl.
Afsnit: 4
Sæson(er): 1
Premieredato: 18. Juli 2021
Streamingtjeneste: Viaplay

LÆS OGSÅ: De bedste dokumentarer på DRTV

LÆS OGSÅ: Top 5: De bedste danske film nogensinde

LÆS OGSÅ: Dem skal du se: De bedste true crime-dokumentarer på HBO Nordic

Total
29
Shares
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like