Anmeldelse af ‘The Claus Family’: Sukkersød og traditionsrig uden de store overraskelser

Foto: The Claus Family/Netflix

Kan en julehadende teenager redde julen, og kan hans sørgende mor redde småkagefabrikken derhjemme?

Denne julefilm sikrer os julestemningen allerede i november sammen med en sand stjernevrimmel af fine one-liners, der sender os lige ind i julehyggen.

En film der passer til forventningerne

Det var med de mindst mulige forventninger, jeg satte mig til at se en julefilm dagen efter Halloween, og selvom jeg ikke blev blæst bagover af overraskelser eller følelser, så er The Claus Family en sød julefilm.

For mig er den gode julefilm, en film der efterlader mig med en lun fornemmelse i kroppen, en lille tåre på kinden og lyst til sne, gaver og at kramme min familie.

Det gjorde The Claus Family.

”Whatever has been broken can be fixed.”

Julemandens hemmelighed

Jules Claus (Mo Bakker, kendt fra Binti) bryder sig ikke om julen. Faktisk hader han den. Efter farens død sidste år ønsker han ikke at have noget med den at gøre. Sorgen over farens død er faktisk noget af det, jeg synes bedst om. Det giver filmen dybde og selvom det ikke fungerer hele vejen, synes jeg, ideen er god.

Mens moren er på arbejde, er Jules hos sin farfar (Jan Decleir) i dennes legetøjsbutik. I butikken finder han en snekugle, som farfaren har gemt, der sender ham rundt i hele verden, og med snekuglen opdager han en stor hemmelighed. At hans farfar er den ægte julemand!

Da farfar falder og kommer til skade, vælger Jules at tage opgaven på sig denne ene gang og hjælpe til med, at jordens børn alligevel kan få gaver til jul. Sammen med nisserne, der i denne film rent faktisk er små, går de virkelig til den i værkstedet for at nå det hele til julemorgen.

”Trying to color these dark days.”

Småkagerevolutionen

Mens Jules og farfar er på eventyr, kæmper mor Suzanne (Bracha van Doesburgh) en brav kamp for at bevare sit nye arbejde på småkagefabrikken.

Chefen for det hele er sur og vil have tingene skal være som vanligt, mens fabrikken er ved at gå konkurs. Fabrikken er hendes hjertebarn, og småkagerne er hendes oprindelige opfindelse. Desværre har hun ikke fulgt med tiden og har ikke øje for, at nutidens kunder ønsker noget nyt og andet.

Sammen med sine søde kolleger vælger Suzanne at kæmpe imod med sine egne lækre småkager og farverig glasur. Det er sjovt at se, hvordan de forskellige medarbejdere udvikler sig til venner. Vi får endda lov at se den underkuede ældre ansatte blive modig og turde gøre oprør. Også selv om det bare er at gå på toilettet uden tilladelse.

Solide skuespillere og skøn musik

Selvom The Claus Family på ingen måde genopfinder hverken historien om Julemanden eller julefilmen som genre, lykkes det dog på bare 1½ time at skabe sjove og genkendelige karakterer, som vi når at holde af og med.

Jules er meget ung, og selv om Mo Dekker har skuespilerfaring, virker han ofte uægte, når han skal vise følelser, mens en del af de andre skuespillere fungerer langt bedre.

Særligt morens kollega Farid (spillet af Fashif El Kaoui) og nabodatteren Ella (Pommelien Thijs) fungerer virkelig godt og har fine replikker med dybde og er med til at skubbe historien videre.

Musikken er fin og fungerer rigtig godt med de smukke billeder af sne og julehygge.

Selvom jeg valgte at se filmen på engelsk, smuglyttede jeg også til den flamsk/hollandske og danske version. Generelt mener jeg, man skal se film på originalsproget, men mine evner for flamsk/hollandsk er ikke-eksisterende, og derfor gav jeg op og hoppede over på den engelske version. Den virker – ligesom den danske – mere falsk end originalen, særligt når det kommer til følelser, men det er at forvente med dubbing.

”Every ending is a new beginning.”

Hyggelig og forventelig

Alt i alt så er filmen sød og rar at bruge en kold aften i selskab med. Især sammen med en varm kop kakao og dine favoritmennesker. Filmen gør det, den skal og efterlader dig klar til sne, jul og ikke mindst gaver.

Den er fyldt med fine sætninger, der passer godt til den moderne julefortælling, at vi sammen kan skabe lys i mørket, og det er en sød film, som jeg kan anbefale for dig, der gerne vil se en film og hygge dig.

Forvent ikke det store, men det er også rart nogle gange bare at hygge sig.

Fakta om filmen

Instruktør: Matthias Temmermans
Manuskriptforfatter: Matthias Temmermans, Ruben Vandenborre, Elke de Gezelle
Medvirkende: Jan Decleir, Mo Bakker, Bracha van Doesburgh
Spilletid: 1 time og 37 minutter
Land: Belgien
Sprog: Flamsk – dubbet til engelsk og dansk
Produktionsår: 2020
Dansk premieredato: 1.11.21
Dansk streamingtjeneste:  Netflix

LÆS OGSÅ: Fra The Beatles til Dexter: Film og serier du skal se i november

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Dune’ er fremragende, så længe du ikke er fan af bøgerne

LÆS OGSÅ: Stop så! 5 reality-serier der burde være stoppet efter første afsnit

Total
5
Shares
Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like