Anmeldelse af ‘There’s Someone Inside Your House’: “Hvor ville jeg gerne have elsket filmen”

‘There’s Someone Inside Your House’ på Netflix mangler dybde og kreativitet, men har litervis af blod.

Hvor ville jeg gerne have elsket filmen.

Makani Young (Sydney Park, Moxie!, The Walking Dead) flytter fra Hawaii efter en frygtelig ulykke for at bo hos sin bedstemor og at afslutte high school. Sammen med en gruppe venner, der alle er glade for tung røg og er woke, til det er på grænsen til for meget, forsøger de at få et helt normalt high school liv – med alle deres dystre hemmeligheder gemt godt og grundigt væk … Tror de.

En seriemorder, der slår teenagere grusomt ihjel efter at have afsløret deres hemmeligheder til verden, er nemlig på spil, og han gør det iklædt en maske af deres ansigter.

Makani og hendes venner (og den super indie-cigaretrygende, hemmelige kæreste) forsøger nu at undgå både at blive dræbt, men også at holde deres hemmeligheder tæt til kroppen, selvom det virker helt umuligt, samtidigt med at de forsøger at finde ud af, hvem der er den maskerede morder i blandt dem.

James Wan uden dukker

Jeg blev faktisk glad, da jeg så, at James Wan havde instrueret denne film. For det første, fordi det ikke bare er endnu et The Conjuring-univers-spinoff eller omhandler en eller anden dukke, for det andet, fordi den oprigtigt virkede interessant, og som om at den havde mere at byde på.

Desværre falder den helt til jorden efter første drab, der dog må siges at være blodigt, klammo og grusomt, som vi kender det fra James Wans tidligere arbejde.

Todimensionelle personligheder

Makani er en stærk karakter. Hun er en pige med ben i næsen og er ret ligeglad med, hvad andre tænker om hende. Eller sådan vil hun i hvert fald gerne fremstå, for hun er virkeligheden dybt traumatiseret af en hændelse, der skete, inden hun flyttede til den lille by i Nebraska.

Det betyder også, at hun egentligt som karakter havde meget potentiale, der desværre ikke bliver udløst til fulde. Faktisk føles karakteren – og hendes venner, for den sags skyld –  todimensionel, og det traume, der følger hende, bliver lidt til en henkastet bemærkning.

Det er virkelig ærgerligt, fordi hun netop kunne være blevet meget mere end en surmulende teenager, nemlig en heltinde med bagage, der gjorde, at hendes tillid til mennesker haltede lidt.

Irriterende karakterer

Hendes venner er ikke meget bedre. De går op i joints, wokeness og social injustice, som de unge kalder det. Især Alex (Asjha Cooper, Chicago Med) er irriterende at høre på, og Zach (Dale Whibley, Good Witch, Big Shot) er nok en af de mest irriterende, endimensionelle, hvide teenagedrenge, jeg længe har oplevet på min skærm.

Der er to saving graces i flokken, nemlig Darby (Jesse LaTourette, Boy Erased, Z Nation), der er en gennemført nørd med et kæmpemæssigt hjerte, der bare gerne vil ind i NASA og have et godt sidste år i skolen, selvom Darby bliver lidt mast ind i en kasse, hvor det er they/them, seksualitet og Hawaii-skjorter, der er det helt store. Derudover er Ollie (Théodore Pellerin, The OA, Boy, Erased) også sindssygt god i sin rolle som mystisk indiedreng, der ryger cigaretter (selvom det ikke er sejt mere), hører undergrundsmusik og er en smule skræmmende.

Udover de to, så er resten faktisk rimelig unlikeable. Makani er irriterende til tider, virker højrøvet, og hendes digtmonologer fik mig til at rulle øjne mere end en gang, men har stadig et eller andet, der er til at håndtere. Alex er måske den mest irriterende, frustrerende karakter, der kun bliver reddet på målstregen af den sødeste dreng, Rodrigo (Diego Josef, Generation, Goliath), der har cirka et kvarters skærmtid – og hundeøjne – inden hans endeligt kommer.

Masker – bogstaveligt og metaforisk set

Jeg er normalt ret glad for den let ligegyldige slasher-film, hvor plottet er bagerst i rækken og blodet forrest. Desværre rammer There’s Someone Inside Your House gevaldigt ved siden af, fordi den prøver at være alle ting på en gang: En slasher med voldsomme blodsudgydelser og voldsomme dødsfald, en murder-noire, hvor det er en who-done-it, en thriller med action og twists, og desværre falder alle genrerne sammen i sådan en ruskumsnusk, hvor man faktisk ikke rigtigt gider at holde med nogen eller forsøge at regne ud, hvem der er bag masken.

Jeg kan tydeligt mærke, hvor Wan og hans forfattere vil hen med hele konceptet; jo flere hemmeligheder, du gemmer på, jo mere har du en maske på, og her kommer en morder og fjerner den for dig – og så slår han dig ihjel, men sådan er det jo.

Forudsigelig og småkedelig

Det er enormt svært at nyde filmen, fordi den er forudsigelig og småkedelig, og det eneste, der holder hovedet oppe, er de fantastiske, fysiske effekter. Skuespillet er også okay, taget i betragtning af, hvad karaktererne har at byde på.

Desværre når man aldrig rigtigt at holde med dem. Jeg ved oprigtigt ikke, om det er ment som en karikatur på de der helt vilde social justice warriors, der påtager sig en eller anden helterolle over for andre, eller om det er ment alvorligt, for at teenagere kan relatere til #StruggleLife, men det fungerer ikke i praksis.

Morderen er selvfølgelig fuldstændigt psykopatisk og dræber sine klassekammerater, fordi han er hvid og har mange penge, og derfor er det hårdt at være ham (?!?). Man kunne næsten lege en leg, der gik ud på at finde ud af, hvad der gik ham på – var det A) farmands store samling af nazi-ting, han havde omformateret til bongs, B) at han følte sig usynlig eller C) farmand var dum, fordi de havde et ry at opretholde, havde mange penge og forventede noget af sin søn?

DING DING DING, du har helt ret – ALLE TRE!

God baggrundsstemning

Jeg vil dog indrømme, at det er rart at se andet end Annabelle og Ed og Lorrain Warren fra James Wan. Det er også rart, at Netflix begiver sig ud i mere ”artsy”-satsninger, men det er ærgerligt, at de ikke rigtigt rammer. Selv titlen er skæv, for den passer slet ikke på filmen. Kald den High School Secret Keeper eller Murdermask, og så rammer vi da i nærheden, men forventningen til, hvad filmen egentligt er (også baseret på traileren) bliver skudt helt i sænk, når de første 15 minutter er gået.

Til gengæld er stemningen i top. Jeg var imponeret over settet, de mørke toner og den stemning, der bliver skabt gennem filmen, for selvom jeg ikke var glad for plot eller karakterer, så jeg den alligevel færdig – og stemningen fik mig til at blive siddende foran mit fjernsyn.

Jeg havde håbet på en creepy Stephen King-inspireret film om det, der skjuler sig bag facaden, men fik i stedet en typisk, generisk gyser fyldt med blod, jumpscares (der for øvrigt er elendige) og et semi-godt soundtrack.

Lad mig bare sige, at den ikke bliver set igen her – men at den sagtens kan ses, hvis man bare skal have lidt Halloween-stemning i baggrunden, som man ikke behøver at følge synderligt meget med i.

Fakta om ‘There’s Someone Inside Your House’:

Instruktør: Patrick Brice
Manuskriptforfatter(e): Stephanie Perkins, Henry Gayden
Medvirkende: Sydney Park, Théodore Pellerin, Asjha Cooper m.fl.
Længde: 1 time, 36 min.
Genre: gys, thriller, drama
Streamingtjeneste: Netflix
Udgivelse: 6. oktober

LÆS OGSÅ: Den nye ‘Paranormal Activity’ film er klar til at streame lige op til Halloween

LÆS OGSÅ: Fra The Beatles til Dexter: Film og serier du skal se i november

LÆS OGSÅ: Citizen Kane’ hyldes af filmnørder over hele verden, men er den filmhistoriens klareste stjerne?