Anmeldelse: ’Apolonia, Apolonia’ er et modigt portræt af en kompleks kunstner

Instruktør Lea Glob har lavet et intimt og personligt portræt af den fransk/polske kunstner Apolonia Sokol. Desværre savnes en essentiel del af hendes historie.

Et badekar står i et stort rum. Omkring det står der planter. Det ser helt paradisisk ud. I karret ligger en kvinde – et gudindelignende væsen.

Da Lea Glob studerede på Filmskolen, fik hun til opgave at portrættere en virkelig person. Derfor opsøgte hun den fransk-polske kunstner og aktivist Apolonia Sokol, der åbnede sin verden for dokumentaristen og gav hende tilladelse til at filme alt i hendes liv. Glob endte med at følge hende i 13 år.

Filmen er en ubetinget kærlighedserklæring, hvilket titlen Apolonia, Apolonia også smukt antyder. Den lyder i sig selv som starten på et hyldestdigt – en elegi.

Man forstår udmærket, hvorfor dokumentaristen Lea Glob blev suget ind i denne vilde overlevers verden. Apolonia Sokol er en kriger, en ukuelig kæmper. Hendes mørke, dragende, dybe øjne er endeløse.

Der er også noget flygtigt, der fascinerer ved kunstneren. Hun er svær at definere. Formentlig er det, fordi hun er midt i en udviklingsproces. Hun er ved at finde ud af, hvem hun er. Personligt som kunstnerisk. Hun ved dog, at for hende handler livet om ”Art and creation”.

En yderst kringlet labyrint

Undervejs kommenterer Lea Glob begivenhederne i Apolonia Sokols liv på en uskyldig, nærmest barnlig facon, som var det et eventyr, hun fortalte, og det giver filmen en magisk stemning.

Vi følger kunstneren rundt om i verden. I Paris, Istanbul, New York, Beverly Hills, Danmark, Polen.  Hendes liv er som en labyrint. En yderst kringlet labyrint.

Apolonia Sokol har haft kameraet som følgesvend, allerede før hun kom til verden. Hendes undfangelse blev dokumenteret af hendes forældre, som var hun et kunstværk. Hun blev født i det parisiske teater ’Lavoir Moderne Parisien’, som forældrene skabte. Det blev Apolonias barndomshjem. Et sted fuld af kunstnere, poeter og aktivister. Filmen går på den måde i hendes forældres fodspor i deres projekt med at dokumentere hendes liv.

Men den kreative base endte brat, da hendes forældre gik fra hinanden, og da det var farens navn, der stod på lejekontrakten, stod 8-årige Apolonia og hendes mor uden et hjem.

Tilfældet bragte dem til Danmark, hvor de dog aldrig kom til at føle sig velkomne.

Da vi møder kunstneren første gang, bor hun igen i teatret, og som på hendes forældres tid huser det kunstnere og aktivister. Bl.a. feministgruppen Femen, der er grundlagt i Ukraine. Igennem den møder hun sin sjæleven Oksana Shachko, som bliver en del af Apolonias verden. ”Vi er som to hustruer,” konstaterer de og griner.

Der mangler noget

Apolonia studerer på École des Beaux-Arts i Paris. En af verdens mest anerkendte kunstskoler. Her arbejder hun på et projekt om sin mors fortid og på den måde også sin egen historie. En fascinerende og sorgfuld beretning om at være uønsket og på flugt.

Hun besøger sin mormors gamle hus i Belarus og maler et maleri af det. Berigende er det, når man får adgang til hendes kunstneriske skabelsesproces. Desværre bliver der ikke dvælet meget ved den del af hendes verden. Hvilket virker absurd, da hun meget tidligt i filmen fortæller, at hos hende kan man ikke kan adskille værk og identitet.

Man savner flere fortællinger om det, der er på malerierne, mere om selve kunsten. Det er meget fascinerende at følge hendes liv, men man kunne godt have undværet noget af det og have brugt mere tid på den kunstneriske del. På den måde havde man fået et endnu stærkere og dybere indblik i hendes væsen. Det føles, som om der er en meget vigtig del, vi ikke får adgang til.

Selvom man ikke får stor indsigt i den skabende del, lykkes det til gengæld instruktøren at skildre Apolonias ukuelighed. Man forbløffes over hendes måde at rejse sig efter de mange kriser, og det cementerer hvilken styrke hun har.

Men selvom hendes evne til at komme videre efter traumatiske hændelser får hende til at virke ekstrem stærk, skildres hun heldigvis på ingen måde som usårlig. Da dele af teatret brænder, ser vi, hvordan hendes gnist til at kæmpe for dets overlevelse slukkes. Og senere, hvordan et mislykket kunstprojekt får hende til at stille spørgsmål ved sit talent. Havde instruktøren valgt at skildre hende som et overmenneske, havde man ikke kunnet mærke eller forholde sig til filmens hovedperson.

Mod til at fortælle

Kommentarsporet, som dokumentaristen har undervejs, begynder i filmens prolog. Her fortæller Lea Glob om sin egen morfar, som var kunstmaler, og hvordan det definerende hendes møde med billedkunsten. Hendes egen fortælling forsætter i sidste halvdel af filmen. Her vender hun kameraet mod sig selv og skildrer sin graviditet og forsætter et godt stykke efter, barnet er kommet til verden.

Man kunne frygte, at det kom til at virke som et malplaceret eller forstyrrende element. Men det smelter smukt og naturligt sammen med resten af fortællingen. For det virker, som om Lea Glob igennem optageprocessen er blevet fascineret af den åbenhed, det mod og den hudløshed, Apolonia viser, når hun bliver filmet, og derfor har haft mod til at fortælle om en skelsættende begivenhed fra sit eget liv.

Selvom portrættet af kunstneren Apolonia Sokol desværre aldrig bliver helstøbt, er filmen alligevel en imponerende og kompleks bedrift. På et personligt plan har den inspireret mig til at blive modigere i mit eget liv.

Fakta om ’Apolonia, Apolonia’:

Premieredato: 23. marts 2023 i biografer over hele landet.
Genre: Dokumentar
Instruktør: Lea Glob
Medvirkende: Apolonia Sokol, Oksana Shachko, Lea Glob, Alexandra Tlolka, Hervé Breuil m.fl.
Land: Danmark
Spilletid: 115 minutter

LÆS OGSÅ: Guide: 15 anbefalinger til CPH:DOX

LÆS OGSÅ: Guide: De bedste events på CPH:DOX

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Dokumentaren ’De umyndige’ er en hyldest til de børn, der ikke får lov til at være børn