Anmeldelse: Basketfilmen ’White Men Can’t Jump’ er et eklatant fejlskud

Remaket af basket-komedieklassikeren er for det meste ikke sjov, og hovedrollerne har ingen kemi, så hvad er pointen med et remake?

I basketball gælder det om at have et hold omkring sig. For ingen kan klare sig med kun én stjerne. Der er brug for nogen med den rette kemi, så magi kan opstå.

Og før du råber Jordan, så tjek det hold, han havde omkring sig. Det samme med Kobe, LeBron, Curry, Durant og alle de andre. Du vinder ikke uden at have de rigtige folk omkring dig. Selv når det er i gadevarianten to mod to. Du er kun så god som din makker.

Det er derfor, den originale White Men Can’t Jump  fra 1992 er en komedieklassiker. Ikke fordi, det er stor filmkunst. Men samspillet mellem Wesley Snipes og Woody Harrelson er formidabelt. Kemien var så god, at man et par år senere lavede filmen Money Train – hvor en ung Jennifer Lopez i øvrigt gjorde opmærksom på talentet tidligt i karrieren – netop på grund af deres samspil.

Helt den samme tilgang har der ikke været med den nyeste version af White Men Can’t Jump. Det første navn, der blev annonceret til skuespilfronten, var pop-rapperen Jack Harlow. Ikke fordi musikere ikke kan spille skuespil. Men Harlow har bare ikke en karisma, hvor man tænker wow.

Og det er egentlig meget sigende for det her remake. Det siger ikke wow, udover et rimeligt solidt soundtrack – hvor det bedste selvfølgelig er de gamle klassikere.

Afvist ved kurven

Selv om der er blevet ændret ved en håndfuld detaljer, så handler det stadig om streetbasket.

Kamal Allen (Sinqua Walls) var engang et megatalent med kurs direkte mod college og NBA. Indtil han fuckede op. Nu, flere år senere, er han bare et almindeligt postbud, der dominerer andre hobbyspillere på diverse basketballbaner.

Ind kommer et andet tidligere stortalent Jeremy (Jack Harlow), hvis karriere blev smadret af skader. Hans konstant positive attitude er et semidække for et smertemedicin-problem – der aldrig rigtig bliver adresseret ordentligt – og et forsøg på at stable en gesjæft op som træner-/gurutype.

Filmen postulerer, at de er et godt match på banen og kan franarre nogle fjolser deres penge og sågar deltage i streetbasketturneringer, hvor de kan vinde en god portion eftertragtede penge.

Det bliver dog ikke vist i tilstrækkelig grad. For selv om vi skriver 2023, er det ikke fordi, man bliver blæst bagover af basketsekvenserne. Der er sgu mere action og intensitet i en juniorkamp i 2. division.

Modsat Space Jam: A New Legacy for et par år siden, mangler der noget galskab. Enten i form af komik eller en langt ude præmis, så der er et eller andet, som underholder. White Men Can’t Jump lægger sig i et bizart grænseland af enten at være for seriøs eller ikke sjov nok.

Hvor ligger skylden? Selvfølgelig hos de griske pengefolk, der har set en mulighed for at tjene nogle hurtige penge. Både på grund af nostalgi, men også nysgerrigheden for at se giraffen Jack Harlow.

Skuduret løb ud

Og tja, musikeren højner ikke ligefrem filmen. Hans monotone afslappede stemmeføring har måske sine fans, men det egner sig ikke til den her bærende rolle. Igen, der mangler noget schwung og swagger, så man rent faktisk tror på, at de her to gutter er gamle MVP’s.

Sat over for en kapacitet som nyligt afdøde Lance Reddick blegner de to fuldstændigt.

Musikvideo-instruktøren Calmatic har bestemt visuel flair, men besidder stadig ikke en fortællemæssig finesse, der hæver oplevelsen meget over direkte til streaming-film.

Instruktørens forrige film – og debut – var endnu en pengegrisk remake. House Party fra 1990 var liv og glade dage med et banger soundtrack og smil på læben omkring hele sit væsen. Remaket var en akavet fis i kirken under gudstjenesten om søndagen. Jo mindre den anerkendes, jo større er chancen for, at man helt glemmer den eksisterede.

Og det virker da heller ikke, som om der er blevet lagt særlig mange kræfter i slutproduktet af White Men Can’t Jump. Under rulleteksterne står der i hvert fald, at originalen er fra 1991, selv om den er fra 1992. Det virker måske som unødigt flueknepperi, men det er immervæk den slags detaljer og småfejl, der vidner om, at man ikke har tjekket tingene godt nok efter.

Som film er remaket af White Men Can’t Jump en humorløs pastiche, der aldrig burde have set dagens lys. Den er ligegyldig, så brug enten tiden på at se originalen eller noget NBA.

White Men Can’t Jump
Streamingtjeneste: Disney+
Premieredato: 19. maj 2023
Genre: Komedie
Instruktør: Calmatic
Manuskriptforfatter: Kenya Barris, Doug Hall
Medvirkende: Sinqua Walls, Jack Harlow, Lance Reddick, Teyana Taylor, Laura Harrier m.fl.
Land: USA
Spilletid: 1 time og 41 minutter

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ’McGregor Forever’ tegner et portræt af en hårdtslående bulderbasse

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ’Still: A Michael J. Fox Movie’ er et rørende tilbageblik på den elskede skuespillers liv og karriere

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Air’ leverer ikke en ren slam dunk, men hiver point hjem for god underholdning