Anmeldelse: ’Chip ’n Dale: Rescue Rangers’s største problem er sjovt nok Chip og Chap

(V til H) Andy Samberg som Chap og John Mulaney som Chip / Foto: Chip ‘n Dale: Rescue Rangers/Photo courtesy of Disney Enterprises, Inc

Chip og Chap er tilbage, som du ikke har set dem før i ‘Chip ’n Dale: Rescue Rangers’ – en film, der er ligeså basal, som den er kreativ.

Filmen er basalt set Who Framed Roger Rabbit?, blot med et mindre interessant plot og karakterer, der ikke er lige så sjove at høre på. I denne verden lever animationsfigurer og rigtige mennesker side om side. Chip og Chap er således virkelige væsner, som havde deres storhedstid, da de medvirkede i Disney-serien Nøddepatruljen.

Efter serien blev aflyst gik Chip (John Mulaney) og Chap (Andy Samberg) hver deres vej. Chip arbejder nu som forsikringssælger, og Chap deltager i konventioner, hvor han prøver desperat at holde fast i fortiden. Deres veje krydser dog hinanden, da de begge får et opkald af deres gamle medstjerne Monty Mus (Eric Bana). Han er i problemer og bliver kort efter kidnappet.

Virkelighed og fiktion mødes, når Chip og Chap modvilligt indtager deres gamle detektivroller, og forsøger at finde ud af, hvem der har snuppet Monty, samt hvordan de kan få ham tilbage. Alt imens må de små jordegern konfrontere grunden til, at de gik fra hinanden for 30 år siden.

Mindre chit chat til Chip og Chap, tak

Lad mig sige det ligeud: Filmens største problem er simpelthen Chip og Chap. Ikke karaktererne. Idéen om at de to figurer skal til dels opfylde de krav, som deres fiktive karakterer gjorde for 30 år siden er sjov nok, selv om det næppe vinder prisen for mest originale ide. Det er simpelthen stemmerne. Andy Samberg og John Mulaney fungerer ikke. Samberg leverer samme præstation, han har gjort hele sin karriere, og Mulaney lyder, som om det er hans første stemmearbejde, selvom dette langt fra er tilfældet.

Oven på dette, så er deres udvikling igennem filmen en udvikling, man har set 1000 gange før. Mon de forsones til sidst, og går de igennem alle de trin, man altid går igennem for at nå til denne forsoning? At det er set 1.000 gange før er ikke det egentlige problem, men mere måden det er gjort på. Du kan sætte en timer til, hvornår bestemte scener og dialogudvekslinger vil forekomme, og det hele føles, som om det er taget ud af en skabelon. Du kan godt gøre det samme som alle andre (det gør de fleste jo), men kan du så ikke forsøge at gøre det så godt som muligt?

Sjov med animation

Filmen leger meget med de forskellige animationstyper, der har været igennem historien fra de første håndtegnede animationer til 80’erne og 90’ernes storhedstid, et afstik til det mærkværdige første CGI animation til den forfinede computergenerede grafik, som vi kender det i dag.

Det er her, at meget af filmens komik kommer fra, og det er dét, der gør filmen en smule seværdig. Det hjælper også her, at Disney ejer så meget, som de gør, fordi det giver dem mulighed for at presse så mange velkendte figurer ind og lave sjov med dem. Det er til gengæld ikke kun figurer, der er ejet af Disney, der optræder, og hvordan Disney har skaffet sig rettighederne til at bruge alle de karakterer, som de gør, fatter jeg ikke.

For alt det, der er godt med verdenen og animationsfigurerne, som deler den med menneskerne, så er der en del uforløst potentiale, som ligger lige til højrebenet. I Who Framed Roger Rabit? lever tegneseriefigurer afskåret fra ‘den virkelige verden’, og lever efter andre regler. De kan overmenneskelige ting, fordi de netop ikke er mennesker. I Chip ’n Dale: Rescue Rangers eksisterer de som en del af verdenen og har derfor ikke specielle evner … Bortset fra når de har.

Der er et enormt potentiale for visuel komik, men regler bliver aldrig helt sat op i forhold til, hvad der er muligt og ikke muligt. Kan tegneseriefigurer dø? Måske … Jeg ved det ikke, for jeg ser eksempler på begge ting i filmen. Kan de ældes? Ja, umiddelbart, men så er der to karakterer fra samme film, hvor den ene er blevet ældre med tiden, og den anden ikke er. Meget af det sjove ender ud i, hvilke karakterer der dukker op og måske nogle referencer hist og her, men ikke så mange opbyggede jokes.

Interaktionerne mellem animation og live action virker dog aldrig helt komplekse (og derfor ikke virkelige), måske fordi det var for svært for filmholdet at blande animation og live action på den måde. Selvom det er en blanding, så interagerer animationerne ikke i særlig høj grad med live action elementerne. Hvis det er tilfældet, at det viste sig for problematisk, så gør det det uforløste potentiale forståeligt, da mængden af komik i den relation er næsten uudtømmelig, men det gør det ikke acceptabelt. Hvis ikke du vil drage fuld nytte af, at du blander animation og live action, hvorfor så gøre det? Specielt når du ikke har karaktererne eller historien til at bære filmen.

Godt gensyn, vi ses aldrig igen

Chip ‘n Dale: Rescue Rangers er et herligt gensyn med en form for film, der ikke er set længe (Den forfærdelige Space Jam: A New Legacy undtaget), men så er den desværre ikke meget mere end det.

Den var sjov nok, og nu er den set. Jeg kommer nok ikke til at se den igen, for der er simpelthen ikke nok at komme tilbage til. Giv den et kig, specielt hvis du er i alderen 25-35. Så vil du formodentlig få mest ud af filmens referencer.

Filmen har virkelig sjove momenter funderet i animationsformens plettede historie, men dens stemmevalg, skabelon-agtige karakterudvikling og plot gør Chip ’n Dale: Rescue Rangers til en kedelig oplevelse med få meget stærke lyspunkter.

Info om Chip ‘n Dale: Rescue Rangers:
Instruktør: Akiva Schaffer
Manuskriptforfatter: Dan Gregor, Doug Mand
Medvirkende: Andy Samberg, John Mulaney, KiKi Layne, Will Arnett m.fl.
Spilletid: 1 time, 37 minutter
Land: USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: D. 20. maj 2022
Dansk streamingtjeneste: Disney+

LÆS OGSÅ: Disney offentliggør: Se traileren til vores næste live action-film ‘Pinocchio’

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘A Perfect Pairing’ er ikke nødvendigvis en perfekt film, men der er lyspunkter

LÆS OGSÅ: De 3 dårligste film på Netflix lige nu

Total
13
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like