Anmeldelse: Den nye Doctor Strange-film drukner i ligegyldigheder

Benedict Cumberbatch som Doctor Strange / Foto: Doctor Strange in the Multiverse of Madness/Marvel Studios/Disney+

Hvis du godt kan lide en interessant historie, er der er ikke meget at hente i den nye ‘Doctor Strange in the Multiverse of Madness’. Til gengæld drukner filmen i ustruktureret action og et irriterende behov for at vise skills inden for computergrafik.

Dr. Strange (Benedict Cumberbatch) og Scarlet Witch (Elizabeth Olsen) er to af Marvels mere utraditionelle superhelte. I stedet for at være resultatet af et fejlslagent videnskabeligt eksperiment, en mutant eller fra det ydre rum, er de begge to brugere af hver deres form for magi.

Derfor var der lagt op til et interessant match-up i det seneste skud på Marvels film-stamme: Doctor Strange in the Multiverse of Madness. Og samtidig ville der åbnes op for en af tegneserieuniversets store historier, hvilket ville skabe muligheder for en lang række andre historier.

Men desværre har folkene bag tyet til et hurtigt fix af action, dårlige one-liners og en forvirrende verden, der i langt højere grad skal se imponerende ud end at give mening.

Who’s that girl

Filmens første minutter følger Dr. Strange og en ukendt pige på flugt gennem en sær og ukendt verden, mens de jager en bog på en piedestal. Lige inden de når den, indhenter et ild-og-bandage-monster dem. Dr. Strange dør, mens den ukendte pige forsvinder gennem et hul i virkeligheden formet som en stjerne.

Ting sker, og kort efter bliver det tydeligt, at skurken i virkeligheden er Scarlet Witch, der stadig ikke er kommet sig over sit traume ved at miste sit livs kærlighed. En gennemgående plotdel af serien WandaVision.

Flere ting sker, og til sidst er der lagt op til mere Marvel, hvilket efterhånden kræver en leksikal viden om tegneseriegigantens persongalleri for at kunne følge med.

Formelen er velkendt, og jo mere der malkes på Marvels univers-ko, jo tyndere bliver mælken, og det er nok i virkeligheden det største problem for Doctor Strange in the Multiverse of Madness.

Kill your darlings

Plottet skifter mellem at flygte fra og løbe mod ting for Dr. Strange og pigen med det esoteriske navn America Chavez, der kan skabe porte mellem de forskellige multiverser. Og i takt med at filmens minutter forsvinder, bliver det mere og mere svært at skelne de to tilstande.

Oveni tages der fat i at skabe alternative udgaver af kendte karakter, som er gængse i deres egne universer.

Men det hele mangler tid til at blive etableret, og det bliver smidt hurtigere væk igen, hvilket får den effekt, at intet af det helt virker vigtigt nok til, at man behøver at lade sig investere i det. Fordi det hele bliver konsekvensfrit, bliver det også pænt ligegyldigt, hvem der lever eller dør.

 

 

Hvis det så var utilsigtet fra filmskabernes side, kunne man måske argumentere for, at det ikke var så slemt, men en scene i filmen præsenterer blandt andre Peggy Carter som Captain Carter, Reed Richards fra De Fantastiske 4 og Black Bolt, bare for at ekspedere dem fem minutter senere som en gimmick, der skal vise, hvor stærk Scarlet Witch er.

Absurd som det måske nok er for fans, så bliver det meget værre kort tid efter, for også Patrick Stewart dukker op som Professor X, og møder kort efter sit endeligt. Og der behøver man ikke engang at være fan af tegneserierne for at vide, at det er noget stort når en X-man optræder i en MCU-film.

Intet betyder noget som helst

Speeddating i multiverset

I Dr. Strange og frk. Chavez’ flugt/jagt gennem Multiverset ser man flere forskellige steder, der alle virker interessante og viser meget godt, hvad Multiverset kan være, men det sker i montageform og fylder meget lidt.

Og det er det gennemgående problem med Doctor Strange in the Multiverse of Madness.

Intet synes helt så ”mad”, som det kunne være. I stedet for at have en indflydelse, bliver Multiverset introduceret med ganske få regler og ender som kulisser mere end noget andet. Scarlet Witch er hende, der kan bidrage med noget interessant, men hendes umiddelbare motivation er den samme som fra WandaVision, og der kunne måske have været noget reddet ved at fokusere på, hvor langt man kan gå i sin ulykkelighed, før man ikke længere kan betragtes som værende blandt de gode.

Heller ikke denne bold bliver grebet, og det hele efterlader Doctor Strange in the Multiverse of Madness med en masse pæne billeder, der dog ikke er i nærheden af at gøre op for den manglende substans. Og samtidig er det hele voldsomt forudsigeligt.

Hvilket er en skam, for Dr. Stranges sidste møde med Multiverset i Spiderman: No Way Home virkede overbevisende godt.

Men der var jo også nogen, der havde skrevet en historie til den film.

Info om ‘Doctor Strange in the Multiverse of Madness’:
Instruktør: Sam Raimi
Manuskriptforfatter: Michael Waldron
Medvirkende: Benedict Cumberbatch, Elizabeth Olsen, Xochitl Gomez m.fl.
Land: USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 22. juni 2022 på Disney+
Dansk streamingtjeneste: Disney+

LÆS OGSÅ: Vi Elsker Streaming anbefaler: 10 film, dokumentarer og reality-serier du skal se i juli

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Poirot er tilbage i ‘Death on the Nile’

LÆS OGSÅ: Første kig på den kommende Marilyn Monroe film fra Netflix

Total
4
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like