Anmeldelse: Der er stadig masser af magi over Amy Adams i ’Disenchanted’

Disenchanted anmeldelse
Foto: Disenchanted/Courtesy of Disney Enterprises; Inc. © 2022 Disney Enterprises, Inc. All Rights Reserved.

Efterfølgeren til den sjove eventyrfilm ‘Enchanted’ når ikke helt samme højder, men har fuld plade på charme og gode sange.

Før Amy Adams blev fast inventar i dramafilm som The Fighter og Arrival samt HBO-miniserien Sharp Objects, prøvede hun at få det store Hollywood-gennembrud. Det, som alle skuespillere kæmper en ihærdig kamp for.

Det betød en række forskellige roller, for man takker jo bare ja til, hvad der bliver tilbudt. Derfor er det pudsigt nu at kigge tilbage på hende første store hovedrolle, nemlig i musicalfilmen Enchanted (da. Fortryllet).

Her spiller hun Giselle, en arketypisk Disney-prinsesse, der er god, som juni-dagen er lang, og ligeså naiv. Efter at være blevet skubbet igennem en magisk portal, kom hun fra det magiske og animerede Andalasia til vores verden i New York City. Her endte hun, efter en række udfordringer, sammen med sit livs kærlighed, den enlige far Robert (Patrick Dempsey fra Greys hvide verden).

Siden 2007 har fans krydset fingre for en fortsættelse, men først i 2020 kunne Disney-studiet annoncere, at nu skete det. Og selvom Disenchanted (da. Affortryllet) ikke er helt på samme niveau som forgængeren, er det stadig en magisk oplevelse.

Den onde stedmor

Mange år er gået siden sidst, og Roberts lille pige Morgan (Gabriella Baldacchino) er nu blevet en ung highschooler, der er meget utilfreds over sin nye tilværelse. Familien er nemlig flyttet til forstaden Monroeville, efter at lejligheden i New York er blevet for lille. Giselle og Robert har nemlig fået en lille pige, så der er behov for mere plads.

Det nye sted minder Giselle om hendes elskede Andalasia, som hun savner enormt. For det er ikke helt nemt at navigere i vores verden af sarkasme og passivt-aggressive mødre på den nye high school. Intet Giselle gør, er godt nok, og hun har ikke længere det samme gode bånd til Morgan, som da hun var en lille pige, der elskede prinsesser og magi.

Efter et besøg fra Andalasia af vennerne Kong Edward (James Marsden) og Dronning Nancy (Idina Menzel) – henholdsvis Giselle og Roberts tidligere udkårne – hvor de afleverede en magisk tryllestav som dåbsgave, tager Giselle den og ønsker, at vores verden var lidt mere som hendes gamle hjem.

Og hvad hun ønsker, det får hun. Alle er klædt, som var det en gammeldags Disney-film, med kjoler og kostumer en masse, og alle bryder ud i sang, når følelser eller motiver skal kommunikeres.

Men der følger også de klassiske eventyr-stereotyper med, og da Giselle er stedmor til Morgan, begynder hun langsomt at blive ond. For sådan er stedmødre i eventyr, onde og jaloux på de unge og smukke.

Syng for livet

Hvor originalen havde en snert af satire og gjorde grin med den klassiske Disney-eventyr-formel, er fortsættelsen her mere ligefrem. Giselle er knapt så meget fisk ud af vandet, så der er ikke mange absurd-komiske situationer, hvor de forskellige verdener støder sammen.

I stedet overtager Andalasia mere eller mindre Monroeville, og det er både godt og skidt.

Det giver mulighed for nogle vilde scener, hvor den lokale snobbede hausfrau Malvina (Maya Rudolph) lever fuldt op til sit navn og bliver en ond heks. Med Giselle som ond stedmor giver det en regulær ‘hvem er ondest’-duel, som bliver udkæmpet gennem magi og sang.

Og sange er der i den grad masser af. Det er stadig Disney-eventyr-virtuosen Alan Menken, der er komponist, og selvom ikke alle sange føles lige vedkommende, er de umådeligt svære ikke at blive besnæret af.

I modsætning til Enchanted får vi her mulighed for at høre Idina Menzels imponerende røst i al sin pomp og pragt. Og ja, der er et par gange, hvor det lyder præcist som en sang, Elsa ville synge i Frozen. Filmen, der som bekendt blev broadway-stjernens store filmgennembrud.

For meget af det gode

Umiddelbart skulle man tro, at en længere spilletid til Disenchanted, ville være en god ting. Mere musik, mere sang og mere dans, det kan jo kun være godt? Ikke helt. For selvom det er magisk at se – og ikke mindst høre – Amy Adams og Maya Rudolph synge ondskabsfulde duetter, føles filmen lige lang nok.

Især fremstår scenerne i Andalasia unødvendige i den her omgang, da Monroeville også bliver til et eventyrland. Og det er lidt en skam, da netop kombinationen af animation og live-action var en af de store fornøjelser i første ombæring.

I den forstand er den danske titel Affortryllet ganske passende. Magien er ganske vidst ikke helt forsvundet i Disenchanted, men der er gået noget glans af den funklende 00’er-juvel.

Men som et kært nostalgisk, uforpligtende gensyn har filmen stadig sin merit. Man kan da ligefrem håbe, at der kommer en tredje film, så vi kan få en eventyrlig-trilogi, der ville være oplagt til juledagene.

Indtil da, skal der skråles med på de mange nye gode sange i Disenchanted!

Fakta om ‘Disenchanted’:
Instruktør: Adam Shankman
Manuskriptforfatter: Brigitte Hales
Medvirkende: Amy Adams, Patrick Dempsey, Gabriella Baldacchino, Idina Menzel, James Marsden mfl.
Land: USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 18. november 2022
Dansk streamingtjeneste: Disney+

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Hilma’ er en (lidt for) pæn og sober filmatisering af en vild kvindehistorie 

LÆS OGSÅ: QUIZ: Hvor godt har du styr på de mest populære julefilm?

LÆS OGSÅ: 3 dugfriske film, du finder på den nye streamingtjeneste SkyShowtime

Total
1
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like