Anmeldelse: Det er hårdt at være ‘Verdens heldigste kvinde’

Verdens heldigste kvinde anmeldelse
Mila Kunis som Ani i Verdens heldigste kvinde. /Foto: Netflix © 2022.

En formidabel Mila Kunis i hovedrollen er det store lyspunkt i dyster og brutal Netflix-film.

Da Ani (Mila Kunis) og Luke (Finn Wittrock) står og kigger på køkkenknive i en ekstravagant forretning, ligner de umiddelbart det perfekte par. Begge er klart bedre udseende end gennemsnittet, og de taler til hinanden på den cute måde, som par gør. På grænsen til det kvalmende i sødhed, men lige nøjagtig ikke.

Illusionen brister dog, da hun holder to knive i hænderne for at mærke vægten på dem. Det ene øjeblik er alt normalt, og pludselig er knivbladene svøbet ind i blod. Hvad er der sket?

Ani blinker et par gange, og blodet er væk. Det er bare noget, hun har forestillet sig. Men er det ren fantasi, eller har hun i et kort moment genoplevet et minde fra fortiden? Svaret er en kombination af begge dele, som stødt og roligt bliver afdækket i Netflix-filmen Verdens heldigste kvinde.

Fortiden kaster lange skygger

Filmen er baseret på forfatter Jessica Knolls bestseller af samme navn, og det er Knoll selv, der står for manuskriptet.

Omdrejningspunktet er den fashionable New Yorker-journalist Ani. Selvom alt kører på skinner med den forlovede, som hun skal giftes med om seks uger og et godt job, så hader hun sin tilværelse. Gennem en voice-over får vi indblik i hendes tanker, der, med få undtagelser, drejer sig om, hvor meget hun hader verden omkring sig.

Men hun lader ingen se det. Som en menneskelig kamelæon formår hun at snyde selv dem, hun har helt tæt på. Fans af Gillian Flynn-bogen og filmen Gone Girl vil føle sig hjemme i universet med det samme. Der er nemlig flere mysterier at tage fat i. Hvorfor er Ani så dyster i sin disposition, så hun fantaserer om at stikke en kniv i hånden på sin forlovede, når han er dum at høre på? Og hvad er det, som er sket i hendes fortid, der stadig hjemsøger hende den dag i dag?

Den sande forbrydelse

Svarene får vi overraskende hurtigt. En dokumentar-instruktør dukker nemlig op for at få Ani til at medvirke i sin film om et skoleskyderi for flere år tilbage, hvor Ani var en af de overlevende. Udsigten til at genbesøge den del af hendes liv, vækker ikke just begejstring hos den vordende brud.

For der er mere i den historie. Via flashbacks og halve bemærkninger står det hurtigt klart, at en anden overlever fra den tragiske begivenhed, Dean (Alex Barone), beskyldte Ani for at have noget med massakren at gøre. Og så er der noget med en voldtægt, der lurer som et altoverskyggende betændt gespenst i baggrunden.

Så der er ingen tvivl om, at der er rigeligt at tage af – også for meget.

Alt kommer frem

Verdens heldigste kvindes store trumfkort er uden tvivl hovedrolleindehaver og producer Mila Kunis. Hun har den nødvendige udstråling til både at levere Anis lettere foruroligende aspekter, men også de mere sårbare, som der er blevet bygget en hård skal omkring.

Indledningsvis kunne man sågar fristes til at tro, at filmen var en uofficiel fortsættelse til en af skuespillerens tidligere roller. Men der er ingen forbindelse til American Psycho 2, heldigvis. Selvom voice-overen og de eksplicitte forestillinger til tider leder tankerne hen på noget i den dur.

Nogle meget eksplicitte voldtægtsscener og ditto fra skyderiet er en tak voldsommere, end hvad der ellers er normen i den gængse Netflix-film. I sig selv er det ikke en dårlig ting, og her er der rent faktisk en pointe i det. Men det er alligevel lidt pudsigt at se, hvordan Netflix forsøger sig med HBO-lignende brutalitet, uden at have samme finesse for historiefortælling.

Ikke dårlig, men

For der ingen tvivl om, at ambitionerne er høje fra alle involverede. Udførelsen er bare lige til den rodede side. Mange sidehistorier og karakterer bliver til tider ikke fulgt ordentligt til dørs, og så kan man spørge sig selv, hvad var pointen med dem i første omgang?

Havde det været en anden manuskriptforfatter end Jessica Knoll selv, var der måske blevet dræbt nogle flere darlings på den front. For det er tydeligt at se, at der er en god og vigtig film i Verdens heldigste pige.

Men den står ikke utvetydigt klart her. Kunis er formidabel, og meget er historien er vedkommende og vigtig. Knoll baserede noget af historien på egne oplevelser, og man fornemmer tydeligt en autentisk stemme i værket, der ved, hvad hun taler om.

Havde det været en serie – a la HBOs Sharp Objects apropos Gillian Flynn – havde resultatet været det skarpere. For det er skam en fin film, den mangler bare det sidste for at være rigtig god.

Se traileren til Verdens heldigste kvinde

Fakta om ‘Verdens heldigste kvinde’:
Instruktør: Mike Barker
Manuskriptforfatter: Jessica Knoll
Medvirkende: Mila Kunis, Finn Wittrock, Scoot McNairy, Jennifer Beals, Connie Britton
Land: USA
Produktionsår: 2021
Dansk premieredato: 7. oktober 2022
Dansk streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Nye film på Netflix i oktober 2022

LÆS OGSÅ: Dem skal du se: De bedste true crime-dokumentarer på HBO Nordic

LÆS OGSÅ: 5 spændende lydbøger hvis du elsker true crime

Total
10
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like