Dokumentarfilm på DRTV om livet på Palliativ Afdeling på Bispebjerg Hospital er en vigtig samtalestarter om liv og død.
Få ting er så skræmmende som døden. Men den kommer på et tidspunkt efter alle. Nogle gange pludseligt. Andre gange annonceres ankomsten lang tid i forvejen, og så er det bare med at vente til, at hjertet stopper med at banke.
Dokumentarist Anne Regitze Wivel fik selv en ufrivillig plads på første række, da hendes mand, politikeren Svend Auken, udåndede på Bispebjerg Hospital tilbage i 2009.
Auken var indlagt på Palliativ Afdeling. Her forsøger personalet at lindre smerter og forbedre livskvaliteten hos patienterne i deres sidste tid – og på sin vis også hos de pårørende. For der er få ting, der kan fylde en med følelsen af afmagt, som at se ens elskede langsomt forsvinde væk i et smertehelvede.
I Lige før døden følger vi personalet på afdelingen og nogle af de patienter, der er indlagt. Det hele omkranses er en fin voiceover, hvor instruktøren læser højt fra sine dagbogsoptegnelser, fra dengang Svend Auken døde.
Resultatet er fint og sobert blik ind i, hvordan vi håndterer et af de sværeste elementer ved at være i live.
Med oprejst pande
Det er vigtigt at tale om døden.
Hvis ikke allerede den lektie stod klar for de fleste, bør den gøre det efter at have set Lige før døden. Det er netop det, personalet gør på Palliativ Afdeling. Vi er med inde til personalemøderne, hvor patienter – som har givet tilsagn om, at de vil medvirke i filmen – og deres tilstand bliver vendt.
For hvad fanden gør man, når man har mistanke om, at en person måske er ude efter den ultimative smertebehandling? Aktiv dødshjælp er ikke lovligt i Danmark, men smertelindring er. Så hvor går grænsen?
De indre følelser omkring, at de som plejepersonale har lyst til at gøre alt, hvad der står i deres magt for at hjælpe. Men omvendt har de også et ansvar og en lov, der siger, at de ikke må slå ihjel. Det er bl.a. de diskussioner, vi får lov til at overvære.
Også det med, at personalet ikke altid kan lægge dagens oplevelser væk. Selv om flosklen siger, at man tager en uniform på, når man er på arbejde og lægger den fra sig, når man har fri, er det ikke bare lige så nemt i virkeligheden. Og hvad gør man der? Venner og familie er måske ikke altid rustet til at blive konfronteret med døden på den måde. Hvem skal personalet så tale med?
Man kan sgu ikke sige det nok, men folkene i vores sygehusvæsen er nogle fantastiske mennesker. Og vi bør være taknemmelige for den jætteindsats, de byder ind med. Er der brodne kar iblandt? Ja da, men vis mig en branche, hvor det ikke er tilfældet.
De gode minder
Blandt de patienter, vi følger i Lige før døden, er den tidligere forlagsredaktør den, som gør det stærkeste indtryk. Selv i hans svækkede tilstand, fornemmer man ekkoerne af et individ med ordet i sin magt, som altid er klar på en kvik bemærkning.
Over tid bliver hans fysiske fremtoning mere og mere skræmmende. Man kan se, døden trækker i ham. Han taber sig, og huden ligger nærmest som tyndt pergamentpapir over kraniet og resten af kroppen. Når kameraet betragter ham, mens han ligger og rasper efter vejret og livet, kommer ubehaget.
Men vi skal blive ved med at kigge. For døden forsvinder ikke, hvis vi kigger væk. Det er en meget god reminder at have med sig i dagligdagen.
Scenerne, hvor Anne Regitze Wivel i voiceover genkalder sin og Aukens sidste tid sammen på Bispebjerg, fungerer som åndehuller og overgange mellem spring frem i tiden. Selv om tiden er en anden, så er døden konstant.
Hun taler indlevende, uden at blive rørstrømsk. Det er med følelse, uden at det kammer over i følelsesporno eller sentimentalt pladder.
Lige før døden er oplagt som samtalestarter. Hvordan vil du dø? Bør vi have aktiv dødshjælp i Danmark? Gør vi nok for vores sygepersonale, som mentalt skal kunne rumme de mange skæbner i løbet af en dag, hvor døden er et sikkert udfald?
Men vigtigst af alt, er filmen en reminder om, at livet skal nydes, mens man kan. For man kan ikke tage for givet, at de samme muligheder er der i morgen.
’Lige før døden’:
Streamingtjeneste: DRTV
Premieredato: 15. maj 2023
Genre: Dokumentar
Instruktør: Anne Regtize Wivel
Manuskriptforfatter: Anne Regitze Wivel
Land: Danmark
Spilletid: 1 time og 11 min.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Dokumentaren ’De umyndige’ er en hyldest til de børn, der ikke får lov til at være børn
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Sjældent har en boligdokumentar været så spændende som ’Til kamp mod spekulanterne’