Anmeldelse: DR-eksperiment er bare et dårligt trekantsdrama

Foto: Mit hemmelige match/Mastiff Tv/DR

Fem singledrenge, fem singlepiger, én lejlighed uden sociale medier og en masse kærlighedsmatches. Hvad kan gå galt? Meget, tydeligvis.

Efter to års pause er DR tilbage med eksperiment-serien Mit hemmelige match. Her flytter ti singler, fem drenge og fem piger, sammen i et kollektiv. De er alle gået ind til eksperimentet med præmissen om at overleve en måned uden adgang til sociale medier.

Hvad deltagerne dog ikke ved er, at deres ophold i kollektivet i virkeligheden handler om kærlighedsrelationer. Gruppen er sammensat på baggrund af personlighedstests, som betyder, at hver deltager har to kærlighedsmatches blandt de andre beboere.

Problemet er bare, at Mit hemmelige match ikke bliver et spændende eksperiment om kærlighed, men blot et kedeligt reality-program om et ligegyldigt trekantsdrama og syv andre venner, der blot har til rolle at fylde pladsen ud i den store lejlighed.

Hvad er definitionen på et eksperiment?

Var der nogensinde nogen, der havde kaldt Paradise Hotel for et ”socialt eksperiment”, havde vi grint af dem og sagt, at det aldrig kan være et eksperiment at samle ti mennesker under et tag til fest, sex, tømmermænd og gode diskussioner.

Hvorfor må DR så bruge netop ordet ’eksperiment’ om et koncept bygget op om nogenlunde de samme grundsten som Paradise Hotel og andre formidable reality-programmer? Jeg er fløjtene ligeglad med, om mine licenspenge går til eksperimenter eller reality, så længe jeg får serveret, hvad jeg forventer.

”Et eksperiment, der opstiller de optimale rammer for, at deltagerne kan finde kærligheden”, er en speak fra programmets intro, der i særdeleshed må siges at være en sandhed med visse modifikationer. Mit hemmelige match er hverken mere eller mindre end gedigent reality med en høj underholdningsværdi.

Det er et program, hvor vi følger helt almindelige mennesker i en konstrueret virkelighed for underholdningens skyld. Hvis det ikke er reality, så ved jeg ikke, hvad det er.

Realistisk reality

Til trods for, at jeg ikke får serveret det eksperiment, jeg er blevet lovet, føler jeg mig alligevel underholdt. De ti singler er godt castet, lige fra stjernetegnsjunkien Sif til playeren Emil – for ej at glemme den bløde Miguel og hans kæmpe Ted-bamse.

Modsat konkurrerende reality-programmer på de andre tv-stationer er Mit hemmelige match mere originalt. I programmer som Paradise Hotel og Ex on the Beach forventes der nærmest, at deltagerne har en lav tolerance over for hinanden, at de er skåret i granit, og at de opfører sig på en sådan måde, at de kan komme hjem og blive influencere efter to måneder i solen.

Når DR laver reality som Mit hemmelige match, er det menneskeligt, befriende og positivt. Vi møder naturlige, jordnære unge personligheder, der giver plads til forskelligheder og er nysgerrige på, hvordan deres medmennesker går og har det. De er tolerante og åbne, og det er næppe Emilies kedelige trekantsdrama, vi falder for.

Personligt var det mest rørende øjeblik, da Sif og Emma går en tur i Fælledparken og taler om, hvordan de i virkeligheden har det. Vi kan spejle os i de personer, der underholder os. Måske er det her, at DR finder sit eksperiment – hvordan laver man konstrueret tv, som de unge faktisk kan spejle sig i?

Er matchene virkelig så hemmelige?

Selvom alle ti singler har to match hver i gruppen, er det alligevel et kikset trekantsdrama mellem Emil, Emilie og Nikolai, der løber med opmærksomheden. Emilie synes, at Nikolai er det mest interessante menneske, hun nogensinde har mødt. Men Emilie er også utrolig nysgerrig på, hvorfor Emil ikke har en kæreste; han er jo helt vildt flot!

Emilie gør, hvad hun gør bedst; hun spiller på to heste. Og heldigvis kan eksperimentet ånde lettet op, for Emilie (spoiler alert!) er nemlig både matchet med Emil og Nikolai. Og Emil vil gerne sove sammen, og Nikolai vil gerne flirte. Men de falder ikke for hendes jonglering mellem de to fyre.

Selvom det kan virke interessant, da Amanda begynder at kysse med Emil – hun er nemlig også matchet med både Emil og Nikolai – så får vi aldrig rigtig det Paradise-drama, som vi drømmer om.

Drama? Ikke rigtigt …

Emilie prøver at spille op til drama, da hun udbryder ”Ejj Amanda, fuck, hvor drama”, fordi de nu har kysset med den samme fyr.

Men vi har ikke rigtig ondt af nogen af dem. Måske fordi vi i virkeligheden alle sammen har været i deres sko; den der kysser med venindens flirt, den der ikke kan vælge sin flirt, og den der ikke gider at vente på sin flirt.

Hvad der kunne være otte spændende afsnit om, hvordan forskellige relationer dannes blandt fremmede, der på papiret matcher i personlighed, bliver en kedelig kærlighedsaffære blandt tre af deltagerne. Der søges efter et konfliktfyldt drama, der aldrig rigtig kommer.

Alligevel så jeg alle otte afsnit på én dag. Og jeg følte et match i muligheden for på en eller anden måde at kunne genkende mig selv i dem alle sammen.

Info om ‘Mit hemmelige match’

Antal afsnit: 8
Land: Danmark
Dansk premieredato: 2. maj 2021
Dansk streamingtjeneste: DR TV 

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: P1s ‘Kostskolen’ pakker ikke uhyrlighederne væk

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Det samme og noget helt andet’ er en stærk fortælling om sorg og familie

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Yahya – den fødte digter’ giver os mere end bare overskrifter

Total
6
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like