Anmeldelse: Du både griner og græder med forrygende ‘tick, tick … Boom’

tick, tick ... Boom / Netflix
tick, tick … Boom / Netflix

Musicalen ‘tick, tick … Boom’ er en musikalsk hyldest til et kreativt sind og handler om at gå ud af sine tyvere og ind i sine tredivere, og så handler den ikke mindst om musik.

Det er en smuk og sjov men samtidigt hjerteskærende fortælling baseret på Jonathan Larsons alt for korte liv og hans kreative proces, og den er et ‘must’, hvis man er fan af musicals. Der er så mange vidunderlige facetter i filmen, som er baseret på et teaterstykke af Jonathan Larson, og det hele bliver præsenteret med respekt for mennesket bag og hans musik.

Hvem ved, hvad fremtiden bringer?

Jeg er kæmpe fan af musicals og især den moderne La Boheme, som Rent er blevet til. Den har fulgt mig gennem min ungdom, og jeg ser den som minimum en gang om året. Dog vidste jeg ikke meget om dens ophav og kringlede vej frem, og jeg vidste da slet ikke noget om forfatteren bag. Det fik jeg endelig at se i tick, tick … Boom. Hele essensen af musicalen er, at man aldrig ved, hvad fremtiden bringer.

Vi følger Jonathan Larson (Andrew Garfield, The Amazing Spiderman, Hacksaw Ridge), der forsøger at navigere kærligheden, at fylde 30, kreative blokeringer og AIDS-krisen, der hænger over mange af hans venner. Alt dette mens han forsøger at færdiggøre sin musical, der efterhånden hænger ham langt ud af halsen. Det sætter forholdet til hans kæreste, Susan, (Alexandra Shipp, Love, Simon) og bedste ven, Michael, (Robin de Jesus, The Boys in the Band) på spidsen og udfordrer Jonathan i, hvad der burde fylde i hans liv.

Det er en smuk idé, der er udført halvt på en scene (som når Larson selv optrådte med stykket) og halvt i den rigtige verden. Det sker dog med brud af fantasi og bringer en skabelsesproces til live, som jeg ikke har set det før. Det giver en helt ny dimension til både Rent og også det korte liv, Larson nåede at leve, og det er gjort med en underliggende idé om, at man ikke aner, hvad fremtiden bringer.

Smukke mennesker. Rigtige mennesker

Andrew Garfield har aldrig sunget før, og jeg havde egentlig ingen forhåbninger til hans sangtalent, men jeg blev blæst bagover under hele filmen. Både i forhold til hans sangstemme, som passer eminent ind i typen af musik og det hjerte, man skal have med for at kunne synge det, men også hans åbenhjertige og rammende portræt af Larson, der både var excentrisk og hjertevarm og havde en reel frygt for at blive glemt i verdens trummerum. Han spiller som en drøm, og gør Larson virkelig og levende igen – og samtidigt spiller han også med en grundlæggende følelse af, at det hele stopper i morgen. Det er vidunderligt at se.

Det eneste, der hev mig ud af nydelsen og glæden ved tick, tick … Boom var Vanessa Hudgens. Jeg kan ikke snuppe hende, og selvom jeg virkelig forsøgte at lægge mine fordomme om hende til side, var det oprigtigt svært at nyde hendes rolle som Karessa. Hendes sangstemme passede ikke til sangene, hvor hun blev for nasal og lys til, at der var en bund.

Derudover var hendes karakter nærmest kun fyld, for den var rent ud sagt todimensionel, og jeg blev irriteret, hver gang hun kom på skærmen. Jeg underkender ikke, at hun er en dygtig sanger og til dels også skuespiller, men hun faldt aldrig på plads i sin rolle, og det er virkelig ærgerligt, da der er mange sekvenser undervejs, hvor karakteren Karessa kunne have løftet niveauet, havde en anden skuespiller fået rollen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hun fik rollen, fordi hun har spillet en af de store karakterer i Rent! Live, og hun derfor virkede oplagt.

Dog er alle andre karakterer virkelig skønne. Michael er fantastisk både som ven og som en, der frygter AIDS og også fungerer som en voice of reason for Larson, og jeg kan slet ikke sætte nok ord på Alexandra Shipp som Susan, Larsons kæreste. Hun spiller eminent og bringer så meget liv, kærlighed og dybde til hele filmen, og jeg tvivler på, at jeg havde sat lige så stor pris på filmen, hvis en anden havde fået den rolle.

Når enden …

Er god, plejer man at sige. Men vi ved fra start, at enden for Jonathan Larson ikke er god. Han døde kort før premieren på Rent og nåede aldrig at se hans værk blive synonymt med kultur, forskellen mellem øvre og underklasser, kærlighed og accept. Jeg må ærligt indrømme, jeg græd i de sidste minutter af filmen, fordi der simpelthen var så mange følelser pakket ind i den afsluttende sang med så meget glæde og sorg, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle kapere det.

Musikken under hele filmen er brilliant og især 30/90 er FANTASTISK samt Louder Than Words og den fuldstændigt fantastisk udførte Sunday. De sange alene burde være nok til at se filmen. 30/90 er virkelig en sang for alle, der aldersmæssigt nærmer sig trediverne og frygter det lidt, og Sunday er bare hamrende godt udført i scenografi og sang.

Jeg tror ikke, at jeg kan sige rosende ord nok om denne film, og Lin-Manuel Miranda har igen formået at gøre en musical til noget helt, helt specielt. Den fortjener at blive set, og Larsons talent fortjener at blive set endnu mere, end det allerede er blevet.

Faktaboks tick, tick …Boom

Instruktør: Lin-Manuel Miranda
Manuskriptforfatter(e): Jonathan Larson, Steven Levenson
Medvirkende: Andrew Garfield, Vanessa Hudgens, Alexandra Shipp m.fl.
Længde: 1 time og 55 minutter
Genre: Musical, drama, komedie
Streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Du behøver ikke være fan af The Beatles for at nyde ‘The Beatles: Get Back’  

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘The Suicide Squad’ overgår sin “forgænger” med syvmileskridt

LÆS OGSÅ: Film og serier du vil elske, hvis du er til romantik

 

Total
7
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like