Anmeldelse: ‘Dune’ er fremragende, så længe du ikke er fan af bøgerne

Den nye udgave af Dune er alt det, en stort opslået sci-fi-film skal være, men den kommer til at skuffe fans af bøgerne.

Året er 10191, og kejseren for det kendte univers har netop besluttet sig for at overdrage minedriften af krydderiet melange på ørkenplaneten Arrakis til House Atreides, efter House Harkonnen har holdt den i mere end 80 år. Men som det så ofte er tilfældet, når der er politik involveret, er det ikke alt, der er, som det synes.

Den retfærdige Hertug Leto Atreides og hans familie og rådgivere tager turen til Arrakis, men overtagelsen forløber ikke efter planen, for Kejseren har lagt planer med Baron Vladimir Harkonnen, og spillet om magten bliver sat i gang med et brag.

Dunes fokus er dog på sønnen Paul, der pludselig skal møde sin egen skæbne, der ikke er den, han har forberedt sig på, siden han blev født ind i den royale familie.

Frank Herberts sci-fi bøger om ørkenplaneten Arrakis har begejstret læsere i årevis, men filmatiseringerne har ofte haltet, og selvom de måske nok har fanget noget af den følelse, som Herberts bøger har leveret, er der også blevet skåret en hæl og klippet en tå.

Det er måske ikke så uforståeligt, når man tager i betragtning, at bogen er 489 sider lang med 50 siders forklaringer.

Det rigtige valg

Og derfor burde det ikke komme som en overraskelse, at Denis Villeneuve (Blade Runner 2049, Arrival) har gjort det samme i den seneste udgave af Dune, der havde premiere her for ganske nylig. For den nye film er lige en snas over 2½ time, og det er bare den første af to film. Så tid burde der være nok af.

Der er dog også meget, der skal nås, og Villeneuve har absolut ikke travlt. Tempoet i filmen er på overskudsagtig vis i stand til at skabe en fornemmelse, der bidrager til det fremmede univers. Og da der sker meget i filmen, er visse ting blevet sorteret fra.

Netop her er det, at fans af bøgerne vil begynde at brokke sig. For de har alle forskellige opfattelser af, hvad der er fedt, og hvad der er vigtigt, og hvorfor det hele skal være med.

Men ligesom da Peter Jackson valgte at udlade Tom Bombadil i Ringenes Herre, er der en årsag bag beslutningen, og langt de fleste af de ting, der er valgt fra, er ikke relevante for den generelle historie. I hvert fald ikke, hvis du holder dig til første bog.

Fans vil altid kritisere den slags beslutninger, men det kan bare ikke lade sig gøre at filmatisere et elsket værk, uden at træde over nogle tæer.

Til gengæld er fravalgene med til at skabe en langt mere sammenhængende og kompakt historie, der i langt højere grad virker som sit eget, end som en del af noget større.

Visuelt sexet AF

Villeneuves sans for det visuelle er vanvittigt. Langt størstedelen af Dune foregår i nuancer af brunt, men alligevel er det kræs for øjenæblerne. Han er ikke gået over gevind med computergrafikken, og mange af de scener, der benytter sig af special effects, er så intense, at interessen er holdt fanget andetsteds, og så er der simpelthen ikke tid til at sidde og overanalysere alting.

På skuespilsfronten er der truffet nogle virkeligt stærke valg. Oscar Isaac (Star Wars: Episode VII – The Force Awakens) spiller Hertug Leto Atreides, og han beviser, at der er en grund til, at han er det hotteste navn i branchen lige nu. Også Stellan Skarsgaard (Chernobyl) er blændende i rollen som det flyvende oppustede overhoved for House Harkonnen.

Også Josh Brolin (Avengers: Infinty War), Jason Momoa (Game of Thrones) og Javier Bardem (Biutiful) er overbevisende omend lidt generiske stærk-mand-typer, mens Dave Bautista (Guardians of the Galaxy) leverer en solid præstation som den uhyrlige Beast Rabban.

De to største roller er gået til Timothée Chalamet (Call me by your name, Little Women), der spiller Paul Atreides og Rebecca Ferguson (Doctor Sleep, Life) som moderen Jessica.

En stor del af filmen bliver båret af de to, og det bånd, der er mellem Paul og moderen, har de ramt godt. Chalamets kamp mod skæbnen og Jessicas frygt for sønnens liv er veludførte, og de to spiller godt op ad hinanden.

Næsten perfekt

Som fremen-pigen Chani, har de valgt Zendaya, der ligesom Oscar Isaac, er at finde stort set alle steder, og personligt forstår jeg ikke helt, hvad hypen handler om. Jo, hun er god i Euphoria, men i Dune går hun rundt med kronisk resting mean face, og det skaber nogle udfordringer i forhold til den forestående romance med hovedpersonen.

Om hun bliver bedre i anden del vil tiden vise, men hun leverer meget lidt og bliver alligevel spillet op til noget stort.

Filmen slutter på det helt rigtige tidspunkt, men det er en ringe trøst, for det er svært ikke at lade sig rive fuldstændigt med. Der er så få mislyde, der forstyrrer, at når rulleteksterne kører, føles det alt alt for tidligt.

Den første del er derfor helt og aldeles perfekt, og den lægger virkelig godt op til efterfølgeren, Dune: Part Two.

Fakta om ‘Dune’

Instruktør: Denis Villeneauve
Manuskriptforfatter: John Spaits, Denis Villeneuve, Eric Roth
Medvirkende: Timothée Chalamet, Rebecca Ferguson, Zendaya, Oscar Isaac, Josh Brolin, Javier Bardem, Stellan Skarsgaard, Jason Momoa, Dave Bautista.
Land: USA
Produktionsår: 2021
Dansk premieredato: 16. september i biffen (kan nu ses på HBO Max)

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Lynch kom tæt på, men ramte alligevel langt fra målskiven med ‘Dune’ fra 1984

LÆS OGSÅ: Not so scary: 5 komplet overvurderede gyserfilm

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af ‘There’s Someone Inside Your House’: “Hvor ville jeg gerne have elsket filmen”