Anmeldelse: ’Feldthaus og verdens sejeste kvinder’ på DR er en sympatisk, men forhastet oplevelse

I anledning af Kvindernes internationale kampdag hylder DR-dokumentaren ’Feldthaus og verdens sejeste kvinder’ en række kvinder rundt om i verden. Intentionerne er gode, men det ender desværre med at blive en halvhjertet oplevelse.

En kvinde står med et lille barn på armen. Klokken er fem om morgenen, men hun lader ikke til at være træt. Nu skal morgenmaden forberedes, og hun synger stille imens. Dagen venter på hende, og hun er klar til den.

Vi er med på rejsen, når Christine Feldthaus besøger forbilledlige kvinder på eksotiske steder rundt om på kloden. Hun har fået lov til at følge dem i deres hverdag, og på den måde lave et portræt af dem.

I første episode møder hun gedehyrden Waad. Hun bor i Palæstina i en lille landsby ved den besatte Vestbred. Waad er første kvinde i landsbyrådet, og det er også lykkedes hende at få de andre kvinder i landsbyen gjort mere aktive i lokalsamfundet.

Sinoun, som vi møder i andet afsnit, bor i Phnom Penh, hovedstaden i Cambodja. I mange år levede hun under fattigdomsgrænsen, men med sit erhverv som græshoppefarmer i et land, hvor der ellers er strenge krav til, hvordan kvinder skal opføre sig. Livet som selvstændig har givet hende og hendes familie et rigere liv

Livet som græshoppefarmer

Feldthaus er på mange måder et naturligt valg som vært. Hendes ligefremme og humoristiske personlighed gør, at hun kan favne de uvante miljøer. Programmerne er præget af en hjertelig stemning. ”We will help each other,” siger Waad til hende. Hun bliver taget imod med åbne arme, og Feldthaus er lige så åben og imødekommende.

Vores vært lader sig ikke sådan afskrække af de meget anderledes omgivelser. Alligevel bliver hun noget overvældet af de meget ukendte territorier og særligt af kvindernes energi og overskud. ”You can do everything. You are a powerwoman,” roser hun kærligt, for senere rystet at udbryde ”Hold kæft et liv.”

I starten klæder hendes tilgang programmet, men i længden udvikler det sig til at blive klovnet og distraherende. Fokus er for ofte på, hvordan hun reagerer på det, hun oplever. Selvfølgelig er det relevant at bruge hendes reaktioner som en måde at perspektivere hendes egen levemåde overfor kvindernes. Men det stjæler fokus fra det essentielle.

For eksempel bruges der ret meget tid på, at Feldthaus synes, at græshopperne på farmen er væmmelige i stedet for, at vi får lov at høre mere om, hvordan livet som græshoppefarmer har forandret Sinouns liv.

Alt, alt for kort tid

Skønt programmet har tendens til at fokusere for meget på Christine Feldthaus, får man alligevel fornemmelse af, at det vitterligt er kvindernes virkelige liv, vi er vidner til. Der er intet poleret eller forskønnende ved det. At Feldthaus bor sammen med dem og deres familier og hjælper til med de daglige gøremål bidrager til den autentiske stemning. Hun er med, når gederne skal passes, og der laves mad udendørs ved hjælp af opvarmede stenplader.

Serien har uden tvivl et oprigtigt ønske om at åbne kvindernes verdener for os. Men DR-programmets største problem er, at det vil for meget på alt, alt for kort tid, og det forhindrer universerne i for alvor at folde sig ud.

Man vil både gøre rede for områdets politiske situation og følge kvinderne tæt i deres hverdag. Her er 28 minutter til hver udsendelse altså ikke nok. Konsekvensen er, at det bliver alt for forhastet og på den måde overfladisk.

Værst opleves det, når Feldthaus under en samtale med Waad og en lille gruppe kvinder fra landsbyen spørger, hvordan de kan sørge for, at deres døtre ikke bliver udsat for partnervold, som er et meget almindeligt fænomen i miljøet. Kvinderne svarer engagerede på arabisk, men vi får aldrig af vide, hvad de fortæller, selvom der er en tolk med. At man ikke får oversættelsen med, sker desværre gentagne gange gennem serien.

Mødet med Waad og Simoun er absolut berigende og skaber håb for kvindekampen. Men et emne som kvindernes rettigheder kræver og fortjener en programserie, der giver sig bedre tid.