’Girl in the Picture’ bringer nyt liv til en kompliceret drabssag, der efterlader seeren med et blødt hjerte i forpustet tilstand.
Netflix har kastet sig ud i at formidle en mystisk drabssag fra 1990’erne i den nye dokumentar, ’Girl in the Picture’. Her får seeren kendskab til ”Tonyas” skæbnefortælling, der afslører et liv med skjulte identiteter, bedrag og drab. Men på trods af en spændende historie kan seeren hurtigt miste overblikket, når man i høj hastighed bliver suget ind i offerets verden.
Hæsblæsende historie
En af dokumentarens store kvaliteter er selve historien, som instruktøren Skye Borgman har udvalgt, da den adskiller sig fra Netflix’ andre forudsigelige fortællinger. I starten får seeren et indblik i, hvem ”Tonya” var gennem hendes bekendtes beretninger. Men efter bare 20 minutter udfolder kernehistorien sig til en mystisk sag, hvor flere involverede elementer kommer i spil.
Lige pludselig sættes farten op, mens det bliver mere og mere tydeligt, at ingen ved, hvem ”Tonya” er. Det er et fantastisk udgangspunkt for Girl in the Picture, da seeren bliver fanget fra start. Man har ikke andet valg end at blive hængende efter svar, hvilket dokumentaren udnytter på bedste vis. Dette er en ny side af Netflix, de gerne må vise mere af, da det skaber en fantastisk seeroplevelse.
Når det er sagt, kan Girl in the Picture ikke løbe fra sin meget amerikanske måde at portrættere offeret på. Med gamle fotografier og beretninger fra hendes nærmeste bliver ”Tonya” overpræsenteret. Flere gange bliver det understreget, hvor fantastisk og ambitiøs offeret var som menneske, hvilket i længden bliver for meget. Det er dokumentarens forsøg på at gøre tabet af den afdøde værre, så du derhjemme kan blive ekstra følsom. Men forhåbentligt tænker seeren i forvejen, at ”Tonya” var et stort tab for verden uden de emotionelle påpegninger. Det er en smule usmageligt og slet ikke nødvendigt.
Informationsoverload
Yderligere skal Borgman have et klap på skulderen for at formidle en sag af så kompliceret karakter. Som seer sveder man næsten ved tanken om, hvilket arbejde instruktøren har måttet gennemgå for at fortælle om drabssagen. Det er uden tvivl en indviklet historie, man nemt kan fare vild i. Men på trods af et ihærdigt forsøg på at simplificere historien, måtte jeg til tider alligevel spole tilbage for ikke at gå glip af store omdrejningspunkter. Man higer nærmest efter vejret, når dokumentaren spytter det ene stykke information ud efter det andet. Og som altid er det ikke alle informationerne, seeren kan bruge til noget.
Det kan være enormt problematisk, da det høje tempo blandet med de sommetider ligegyldige oplysninger kan resultere i en uoverkommelig affære. Men på mirakuløs vis formår Girl in the Picture at skabe det nødvendige pusterum for seeren, når informationsbyrden begynder at blive kritisk. Seeren bliver grebet i sidste øjeblik, mens dokumentaren gør sit bedste for ikke at blive et kompliceret rod.
Derudover har produktionsteamet bag Girl in the Picture taget et modigt valg om at konstruere fortællingen som en dokumentar i fuld spillefilmslængde frem for en serie i flere afsnit. Med historiens utallige omdrejningspunkter virker det næsten oplagt, at dokumentaren skulle have været fortalt igennem flere dele. Men det er rart at få de konkluderende svar efter halvanden time frem for at skulle slæbe sig gennem fem episoder. Hvis man er træt af Netflix’ langtrukne dokumentarer, der aldrig leverer chokerende afsløringer, så er Girl in the Picture et frisk pust.
Værd at se
I de seneste dokumentarer Netflix har udgivet, har seeren nærmest kunnet gætte, hvad der skete som det næste. Men i Girl in the Picture har seeren ikke en chance. Den snørklede fortælling formår at overraske igen og igen, mens sagens punkter langsomt forbindes. Som seer sidder man klistret til skærmen i total stilhed, mens man koncentreret forsøger at følge med. Men på trods af dokumentarens sans for at overraske, skal seeren holde tungen lige i munden.
Girl in the Picture er hvert fald ikke en dokumentar, du kan se med en distraherende telefon i nærheden. Hvis bare man blinker, har man misset vigtige dele af historien. Endvidere er ”Tonyas” skæbnefortælling en af de bedste historier, Netflix har i sit kedelige dokumentarsortiment. Så hvis du formår at holde koncentrationen ved lige i halvanden times tid, så kan Girl in the Picture være et godt bud.
Afslutningsvis giver jeg Girl in the Picture på Netflix 4 ud af 6 stjerner. Selv om den ikke er et mesterværk, er den stadig værd at se. Instruktøren skal have respekt for at formidle en så kompliceret sag, da det er de færreste, som kan levere et resultat af så stor kvalitet.
Info om ‘Girl in the Picture’
Instruktør: Skye Borgman
Længde: 1 time og 41 minutter.
Land: USA.
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 6. juli 2022
Dansk streamingtjeneste: Netflix
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Prey’ har gode idéer, men når aldrig sit potentiale
LÆS OGSÅ: Sylvester Stallone og Pilou Asbæk støder hovederne sammen i ‘Samaritan’: Se traileren