Anmeldelse: Guillermo del Toros ’Pinocchio’ er intet mindre end et moderne mesterværk

Det velkendte eventyr ’Pinocchio’ bliver i instruktør Guillermo del Toros hænder – og med Netflix i ryggen – en underholdende og rørende fabel om identitet, sorg og kærlighed.

At Guillermo del Toro er en af de ypperste eventyrfortællere i filmbranchen, kan næppe have undgået nogens opmærksomhed.

Pans labyrint, Hellboy og ikke mindst hans store Oscar-basker The Shape of Water fremviste på elegant vis den mexicanske auteurs særegne stil. Hvor uhygge ikke er langt fra det hyggelige, og hvor uskyld konstant skal kæmpe for ikke at lade sig korrumpere af forskellige fristelser.

Fælles for mange af instruktørens film er tilstedeværelsen af stærke autoritære kræfter, der på den ene eller den anden måde påvirker hovedpersonerne. Fascister og nazister er hyppige skurke i del Toros værker. Hvem kan for eksempel glemme det nederdrægtige svin, kaptajn Vidal, fra Pans labyrint? Legemliggørelse af det totalitære og brutale Franco-diktatur, der styrede Spanien med hård hånd i flere årtier.

Med det in mente er det måske ikke så underligt, at del Toro i sin version af det klassiske italienske eventyr om trædrengen Pinocchio har ladet fortællingen hensætte til 1930’ernes Italien. Resultatet er både underholdende og hjerteskærende, og Pinocchio er uden tvivl en af Guillermo del Toros bedste film i karrieren.

Ingen bånd, der binder mig

Pinocchio starter på en bakketop.

Komponist Alexandre Desplats stemningsfulde musik akkompagnerer stemmen, der fortæller os, at dette er snedkeren Gepetto (David Bradley). Han sidder vagt ved sin søn Carlos grav. Den gamle mand mistede sin søn under første verdenskrig, da bombefly tømte deres overskydende last over deres landsby. Far og søn var i gang med at færdiggøre en stor træfigur af Jesus til at hænge på kirkens kors, da en bombe ramte ned i den hellige bygning.

Drengen dør øjeblikkeligt, og faren er ulykkelig i flere år frem. Et træ plantet til ære for sønnen står som en forfærdelig reminder for Gepetto, der derfor i en utrøstelig brandert fælder det og laver en trædukke. For han ønsker sit barn tilbage. Skovånder hører hans bøn, og i løbet af natten opfylder de ønsket.

Det er dog ikke Carlo, som Gepetto møder om morgenen. Det er derimod en umiddelbar og frygtløs Pinocchio (Gregory Mann), der har en stor appetit på livet og alt, hvad det har at byde på.

Længe leve livet

Stop-motion-animationsfilmen har del Toro instrueret sammen med spillefilmsdebutanten Mark Gustafson. Han er netop ekspert indenfor denne genre med flere prisbelønnede kortfilm under bæltet og var også animationschef på Wes Andersons stop-motion-mesterværk Fantastic Mr. Fox.

Med inspiration fra tegneren Gris Grimlys illustrationer til 2002-udgaven af Carlo Collodis originale eventyr, fremstår Pinocchio fuldkommen, som man aldrig har set den fortælling før. Drengen af træ ligner her ikke et menneske, men præcis det han er: En trædukke.

Med den lange næse og ditto lemmer ser ud præcis, som man kunne forestille sig, en snedker kunne bikse sammen i løbet af en bedugget nat. Det højner den eventyrlige stemning med det let karikerede visuelle udtryk.

Igen kan man ikke betone betydningen af Desplats musik nok.

Ikke mindst fordi Pinocchio også er en musical. Et friskt valg med tanke på Disneys klassiker, men 2022-udgaven cementerer sig som helt sin egen. Gregory Manns drengestemme oser af liv og gåpåmod. Den folder sig ud i fuldt flor, da Pinocchio bliver indlemmet i den skurkagtige Count Volpes (Christoph Waltz) cirkus.

Og så er det en fryd at høre Ewan McGregor lufte sangstemmen som den levende trædukkes defacto samvittighed, fårekyllingen Sebastian. I det hele taget er stemmeskuespillet uovertruffent, men kan det være andet, når man har Cate Blanchett som en abe og Tilda Swinton som to ånder?

Det følelsesmæssige omdrejningspunkt er dog hele tiden Gepetto og hans tab. David Bradley leverer perfekt lyden af et menneske, der konstant er på randen af at knække, fordi han har mistet det mest dyrebare i sit liv. Man skal sgu være en kold skid for ikke få en lille klump i halsen, når han taler om Carlo eller Pinocchio.

En Pinocchio til en ny generation

Med stop-motion-filmen fuldender Guillermo del Toro sin uofficielle fascist-trilogi. Forstået på den måde, at handlingen foregår på en tid, hvor et fascistisk styre er dominerende, og hvor filmene har børn i hovedrollen eller en af de bærende roller. For er der et mere ærligt og umiddelbart syn end det fra et barn, der ikke er blevet korrumperet af verden? Fra de to Franco-film The Devil’s Backbone og Pans labyrint kommer kulminationen i Mussolini-spidningen Pinocchio.

Og Netflix-filmen Pinocchio er intet mindre end et moderne mesterværk.

Musikken, billederne, stemmerne, alt går op i en højere enhed. Temaer som sorg, identitet og accept bliver mesterligt udfoldet, og Pinocchio er del Toros bedste film siden Pans labyrint, herunder Oscar-darlingen The Shape of Water.

Det kan godt være, at du kender eventyret om Pinocchio. Men du har aldrig set det på den her måde, og det er en oplevelse, som du ikke må snyde dig selv for.

Fakta om ’Pinocchio’:
Instruktør: Guillermo del Toro, Mark Gustafson
Manuskriptforfatter: Guillermo del Toro, Patrick McHale
Medvirkende: Gregory Mann, David Bradley, Ewan McGregor mfl.
Land: Mexico, USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 24. november 2022 i biograferne, 9. december 2022 på Netflix
Dansk streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Florence Pugh er en urkraft i Netflix-filmen ‘The Wonder’

LÆS OGSÅ: Nye film på Netflix i november 2022

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Jennifer Lawrence leverer en underspillet pragtpræstation i ‘Causeway‘