Anmeldelse: ‘Hilma’ er en (lidt for) pæn og sober filmatisering af en vild kvindehistorie 

Svenske Lasse Hallström vil med filmen ‘Hilma’ fortælle om en overset kunstner, Hilma af Klint, der var en vild pioner og forud for sin tid. Desværre er der intet af den vildskab i filmatiseringen.  

Da Guggenheim, New York, i 2018 havde en udstilling om den svenske kunstner Hilma af Klint blev publikumsrekorden sprængt. Over 600.000 valfartede til museet for at se de store, abstrakte malerier. Og udstillingen slog fast, at Hilma af Klint nu er en anerkendt kunstner, en af de første, hvis ikke den første, der malede abstrakt. Rygtet vil vide, at Kandinsky, der bliver kaldt opfinderen af abstrakt kunst, måske var inspireret af hende. En anerkendelse, der kom næsten 80 år efter hendes død.

Kone og datter er med

Det er hendes historie, den svenske instruktør Lasse Hallström har valgt som emne for sin første svenske film i over et årti. Ellers slår han mest sine folder i Hollywood med bløde, halv-romantiske, hjertevarme film. Og han har ovenikøbet gjort Hilma til et familieprojekt, for det er hans kone, Lena Olin, der spiller den ældre Hilma, og hans datter, Tora Hallström, der spiller den unge Hilma. De er begge dygtige skuespillere, så helt forståelige valg.

En overset pioner

Grunden til, at Hallström har kastet sig over Hilma af Klint-historien er også forståelig. Hun var en anderledes og unik skikkelse og skilte sig ud fra mængden, da hun i begyndelsen af 1900-tallet kom ind på det svenske kunstakademi og absolut ingen drøm havde om at finde sig en ægtemand.

Hun blev også anset for at være lidt skør, da hun insisterede på at male non-figurative malerier, fyldt med geometriske figurer, symboler og stærke farver. Og det hjalp, selvfølgelig, ikke på sagerne, når hun hævdede, at det var spirituelle ånder, der guidede hende til at male det, hun kaldte ‘templet’.

Interesse for det mystiske

Filmen følger hendes udvikling fra barndommen, hvor interessen for natur og videnskaber bliver plantet, til hun lærer at male kronhjorte, portrætter og landskaber på akademiet og begynder at insistere på at male, som hun vil. Alt imens hun undervejs skaber et kunstnerisk kvindekollektiv, ‘De fem’.

At fortælle en historie om at insistere på at være sin egen, er altid en god fortælling på film. Mere kompliceret bliver det, når Hallström vil skildre Hilma af Klints interesse for og inspiration fra det åndelige og mystiske. Bl.a. gennem hendes higen efter Rudolf Steiners påskønnelse. Og det er en stor skuffelse for svenskeren, da Steiner, der ellers taler for de åndelige videnskaber, og som hun derfor ser en forbundsfælle i, synes, at Hilma af Klints måde at male på er noget spiritistisk pjat.

Den kunne have været vildere

Hilma af Klint og Rudolf Steiners møder handler om åndelige ideers sammenstød, hvilket kan være udfordrende at vise med billeder. I Hallströms version kommer det i hvert fald ud på en ret flad måde. Måske fordi han griber sin fortælling an på en meget traditionel facon. Man kunne godt fantasere om, hvad en mere vild instruktør kunne have fået ud af filmen. En, der havde turdet at fortælle historien om Hilma af Klint på hendes egne præmisser.

Men sådan er det ikke blevet med Hilma. I stedet får man en pæn og sober film, tungt og traditionelt fortalt. Som en gammeldags, lidt støvet, lærebog. Men det er jo også en slags introduktion.

Se traileren til ‘Hilma’

Fakta om ’Hilma’:

Instruktør: Lasse Hallström
Manuskriptforfatter: Lasse Hallström
Medvirkende: Lena Olin, Tora Hallström, Lily Cole, Tom Wlaschiha m.fl.
Produktionsår: 2022
Land: Sverige
Dansk premieredato: 19. oktober 2022
Dansk streamingtjeneste: Viaplay

LÆS OGSÅ: Se dem mindst én gang i dit liv: De 5 bedste klassikere på Viaplay

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Florence Pugh er en urkraft i Netflix-filmen ‘The Wonder’

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘The Good Nurse’ simrer af lavmælt, men intens spænding