Anden ombæring med Sherlock Holmes’ lillesøster på Netflix er en langtraver, der desværre glemmer sin hovedperson.
Der er ingen tvivl om, at Sherlock Holmes er en af de mest elskede karakterer nogensinde. Ligegyldigt hvordan han bliver fremstillet, er den ikoniske detektiv en scenestjæler.
Og det er dét, som er Enola Holmes 2’s helt store problem. Man sidder og venter på, at hendes bror skal dukke op.
Den første film om Sherlocks lillesøster endte på Netflix pga. corona, og det må streamingtjenesten et eller andet sted være glad for. Enola Holmes blev en kæmpesucces og er i top-10 over deres mest sete film nogensinde. Og med Millie Bobby Brown fra deres eget seriehit Stranger Things i hovedrollen virker det som en sund forretningsbeslutning at give sig i kast med en fortsættelse.
Men det burde de ikke have gjort.
På sporet af?
Enola Holmes 2 fortsætter umiddelbart, hvor den forrige slap.
Sherlock (Henry Cavill) er nu Enolas værge, men er ikke så meget hands-on. Tværtimod render hun London tynd i bestræbelserne på at få stablet sit eget detektivbureau på benene. Det er dog lettere sagt end gjort, da folk forventer at få hendes storebror med i købet, eller at det decideret er ham, som de regner med at kunne hyre.
Men da hun får nys om en ung fattig kvinde, der er forsvundet sporløst, er der endelig en sag, hvor Enola kan strække sine deduktive evner. Sporerne fører hende vidt omkring, inklusiv et gensyn med flirten fra første film Tewkesbury (Louis Partridge).
Som det så ofte gælder med Holmes-familien, er tingene ikke så ligetil, som man umiddelbart skulle tro. Og et eller andet sted i skyggerne sidder en ukendt person og trækker i trådene, mens alskens håndlangere forsøger at komme Enola og kompagni til livs på den ene eller den anden måde.
Alt for elementært
Den første Enola Holmes-film havde den ofte utaknemmelige opgave at skulle introducere publikum til universet. Derfor kan de til tider gumpetunge passager forklares med, at vi jo lige skal i gang. Men det stiller også forventninger til den her film.
Og de bliver ikke indfriet.
I stedet for at være frisk og ligefrem, er Enola Holmes 2 langt hen ad vejen en langtraver. De konstante fourth wall breaks, hvor Enola henvender sig direkte til kameraet virker ikke kække eller friske, men snarere træls og unødvendige. For de bliver ikke brugt til noget. Vi får ikke en unik indsigt, som ikke kunne være blevet formidlet på anden vis.
Værst af alt er dog, at filmen bruger alt for meget tid på Sherlock alene. Filmen hedder trods alt Enola Holmes 2, men uden at gå i specifikke detaljer er det meget storebror og hans bagkatalog, som står for de mest mindeværdige øjeblikke i filmen.
Der hersker ingen tvivl om, at Enola havde egnet sig langt bedre til serieformatet også med tanke på Nancy Springers bogserie, som filmene er baseret på. Det ville også give noget kærkommen afstand fra Robert Downey Jr.’s Sherlock-film og Benedict Cumberbatch-serien, som i bund og grund var film i sig selv.
Hvor skal vi hen, du?
Millie Bobby Brown fanger meget godt figurens utvetydige godhjertethed, men både hun og Enola fremstår til tider irriterende. Oftest skal det åbenlyse italesættes, og her peger pilen selvfølgelig tilbage på instruktør Harry Bradbeer. Han har pudsigt nok instrueret afsnit på en af de serier, som Enola Holmes kraftigst forsøger at tilsnige sig slægtskab med.
Men Bobby Brown er ikke nogen Phoebe Waller-Bridge, og Netflix-filmene er ikke i nærheden af at nå den mesterlige Fleabag til sokkeholderne.
Og det er dét, som er det mest frustrerende ved Enola Holmes 2. Den leder tankerne hen på film og serier, som er bedre, end det man sidder og ser nu. Der er i hvert fald et eller andet, der går galt, når man sidder og spekulerer over, hvor godt det kunne være med Henry Cavill i en ren Sherlock-franchise.
Skurkene er fuldkommen forglemmelige i den her omgang, og en ellers god og relevant tematik om udnyttelse af unge piger og kvinder som arbejdskraft under kummerlige forhold fremstår påklistret til sidst. Og når den obligatoriske romance også skal have plads til at udfolde sig, vokser Enola Holmes 2 hurtigt i længde.
Værst af alt, så føles den også meget længere, end den rent faktisk er, og i streamingland er det lig med en dødssynd.
Fakta om ’Enola Holmes 2’:
Instruktør: Harry Bradbeer
Manuskriptforfatter: Jack Thorne
Medvirkende: Millie Bobby Brown, Henry Cavill, Louis Partridge mfl.
Land: England, USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 4. november 2022
Dansk streamingtjeneste: Netflix
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Poirot er tilbage i ‘Death on the Nile’
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘All Quiet on the Western Front’ er en gruopvækkende affære
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Gyserfilmen ’Barbarian’ er en af årets bedste oplevelser