Anmeldelse: I ’Undercurrent: The Disappearance of Kim Wall’ er det desværre ikke Kim Wall, der er omdrejningspunktet

'Undercurrent: The Disappearance of Kim Wall' / Foto: HBO Max
‘Undercurrent: The Disappearance of Kim Wall’ / Foto: HBO Max

En sand tragedie fandt sted i Danmark i august 2017, da den unge journalist Kim Wall gik om bord på ubåden Nautilus med opfinderen Peter Madsen. Lige fra ubådens nedsænkning i havets dyb, så det hele meget mystisk ud. 

Undercurrent: The Disappearance of Kim Wall gennemgår ubådssagen, der blev kendt over hele verden for sin rædselsfulde karakter. 

Denne HBO Max-dokumentar består af to dele af 60 minutter hver, som slavisk gennemgår hændelsen. 

Starten på en tragedie

Kim Wall havde bosat sig i København med sin danske kæreste, da hun faldt over historien med den danske opfinder, Peter Madsen. Wall skulle skrive en historie for Wired, som byggede på Madsen og tog med på ubådsturen, hvor interviewet skulle foregå. 

Samme aften skulle ubåden vende tilbage til overfladen, men først dagen efter kom den til syne i havet, og kun Madsen var ombord. Han sank ubåden bevidst og forsøgte at få det til at ligne en ulykke. Allerede her ser vi, efterforskningen er igangsat.  

Vi får indblik i, hvor mystisk hele sagen er, da Madsen op til flere gange ændrede sin historie om hændelsen. Lidt efter lidt eskalerede den absurde dækhistorie og sandheden kom frem.  

Morderen som omdrejningspunkt

Det står klart, at Madsen er omdrejningspunktet i denne dokumentar, selv om jeg ikke tror, det har været Erin Lee Carrs intention. Vi får malet et detaljeret billede af ham ud fra kolleger og andre bekendtes synspunkt. Derfor kommer der mange informationer på bordet fra dem, der var tættest på ham, hvilket også skaber en vis troværdighed. 

Dog vil jeg mene, der formidles overraskende lidt om Kim Wall. Det er selvfølgelig forventeligt, at det også handler om Madsen. Men han får mere taletid i dokumentaren, end hvad godt er. 

Vi oplever optagelser fra Walls arbejde som journalist, hvilket er meget rørende og bekræftende. Nogle af hendes venner og kolleger beskriver hende i dokumentaren som en ildsjæl, når det kom til historiefortælling. Dette kan mærkes gennem videoklippene fra hendes rejser rundt omkring i verden. Men alligevel formår Wall ikke at være i centrum af denne dokumentar, som jeg synes, titlen peger i retning af. 

Fortællinger der kun strejfes 

Erin Lee Carr har før lavet dokumentarer som I Love You, Now Die og Mommy Dead and Dearest, som er meget velproducerede true crimes. Undercurrent: The Disapearance of Kim Wall er på sin vis også velproduceret. Dokumentaren er velfungerende på den visuelle side med reelle videoklip og billeder både fra Walls og Madsens liv. Der er meget få opsatte filmklip, hvilket også gør oplevelsen mere sand. 

Spredt rundt i dokumentaren er der lydklip fra et telefoninterview, som produktionen har haft med Peter Madsen. Dette interview kalder han for sin tilståelse og fortæller, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Madsen påpeger, at det var forventeligt, at han ville være ”evil”, som han siger, med den forfærdelige barndom, han havde. 

Der bliver kort berørt emner som Madsens barndom og mediekritik, men man får ikke en fyldestgørende uddybning efter min mening. Samtidig inddrages små indslag, hvor blandt andet mordsagen om Emilie Meng bliver nævnt, og Madsens fetichs bliver også lige inkluderet. Men det virker ikke gennemført, når alt dette kun strejfes. Det der opbygges i første del, falder fra hinanden i den anden del. 

Intet nyt under solen

Dokumentaren sætter fokus på ubådssagen med mange forskellige vinkler. Der er dog ikke så meget nyt under solen for den danske seer. Alligevel får man lidt indsigt i Kim Walls liv, og det hun opnåede i sit liv. 

Dog bliver Kim Walls historie i denne dokumentar overskygget af hendes morder, hvilket jeg tror er lige præcis det, Carr ville undgå. På den anden side tror jeg også, mit blik er farvet af, at jeg fulgte med i sagen i 2017. Den kunne måske være mere interessant for internationale seere, der ikke kender alle fakta om den brutale hændelse. 

Overordnet er Undercurrent: The Disapearance of Kim Wall en god dokumentar, der har et stort fokus på Peter Madsen og mindre fokus på Kim Wall. Den belyser mange aspekter af sagen, som de fleste danskere nok allerede kender til. Dog er det ikke en Carr-dokumentar, man bliver blæst bagover af. 

Fakta om ‘Undercurrent: The Disappearance of Kim Wall’

Instruktør: Erin Lee Carr
Afsnit: 2
Streamingtjeneste: HBO Max

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Skyggen i mit øje’ bringer nyt liv til en glemt historisk hændelse 

LÆS OGSÅ: Steven Spielbergs bedste og værste film

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Big Bug’ er et skræmmende blik ind i fremtiden

Total
0
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like