10. film i biljagt-franchisen har masser af ufrivillig komik, vilde actionscener og en skurk, man sent glemmer.
”Du begik en fejl,” brummer Dominic Toretto (Vin Diesel) i et højintenst øjeblik i Fast & Furious X.
”Du tog aldrig min bil,” siger han og træder speederen i bund. Alt er ved det gamle i den 10. film i action-bilserien Fast & Furious og så alligevel ikke.
Franchisen har indtjent over seks milliarder dollars, og selv om det gang på gang ser ud til, at nu får vi ikke flere film i serien, så kommer der en til et par år efter.
Den første film The Fast and the Furious fik premiere i 2001 og handlede om nogle ulovlige bilræser-typer, der også begik røverier. Et spirituelt remake af Keanu Reeves- og Patrick Swayze-filmen Point Break om man vil.
Efter de tre første film skiftede serien karakter. Bilræs-elementet blev faset ud til fordel for spektakulære røverier – selvfølgelig udført med alskens slags heftige racer- eller muskelbiler.
Det er også filmseriens egen historik, der er udgangspunktet for den nyeste. For det starter med et flashback, hvor vi ser det fuldstændig vanvittige bankboks-kup i Rio de Janeiro fra Fast Five. Dog set fra en anden vinkel. Nemlig fra skurken Hernan Reyes’ (Joaquim de Almeida) søn, Dantes (Jason Momoa).
Fars gode lille stjernepsykopat er en fuldvoksen mand, som forsøger at gå i papas fodspor. Men da farmand bliver dræbt og sønnike hårdt såret – med ar, som tilfældigvis passer til dem, som Momoa selv har – sværger Dante hævn over Dominic og alle de andre.
Og det er dét, som er udgangspunktet for Fast & Furious X.
Klampen i bund
For Dante er ikke alene vanvittig, han er også vanvittig rig. Da han stjæler nogle avancerede hackerværktøjer fra skurken fra de forrige film, Cipher (Charlize Theron), er der ingen grænser for, hvad han kan gøre.
Dante har nemlig kun ét mål i livet: at få Dominic til at lide og splitte den aldrende bad boys selvvalgte familie til atomer. Og han lægger meget godt ud.
Via nogle vilde biljagt-scener i Roms gader, der bl.a. inkluderer en bizart underholdende form for pinball med en stor neutron-minebombe, lykkes det Dante at få verden til at tro, at Dom og de andre er terrorister.
For det er åbenbart meget nemt at få folk til at tro. Sådan virker det i hvert fald i filmen, selv om vi aldrig får at vide, præcis hvad der gør udslaget. Men det er heller ikke for logikkens skyld, at man ser en Fast & Furious-film. Det er for den overdrevne action og for at høre, hvor mange gange Vin Diesel kan flette familie ind i nærmest hver sætning, han ytrer.
Der er et heftigt drukspil gemt i den henseende i hver film, men det er ikke sikkert, man holder i særlig lang tid, hvis man gør det med den nyeste. For det er nærmest blevet karikeret. Og det er sjovt. Ikke med vilje sjovt, men virkelig ufrivilligt hysterisk morsomt. Ligeså, hvordan lykkes det Dom altid at fræse rundt i Dodge Charger, ligegyldigt hvor han er henne i verden? Er det som med sømænd, der har en pige i hver en havn, men her med en støjende amerikansk muskelbil, der ikke er særlig god i sving?
Noget med familie
Dom er efterhånden blevet en parodi på sig selv. Vin Diesel må have fået skrevet ind i sin kontrakt, at han kun behøves at optræde i ærmeløse T-shirts eller tanktops. Og han er meget glad for at vise lige præcis det gun-show. Endda i en grad, så det er svært ikke at kluk-grine, når han går mod kameraet, og man tydeligt kan se, at han knytter hænderne, så hårdt han kan, så musklerne og venerne står tydeligst på hans arme.
Arnold Schwarzenegger og Sylvester Stallone har ikke levet forgæves.
Fast & Furious-franchisen minder da også mest af alt om en yngre version af Stallones The Expendables-filmserie. I stedet for 80’er-actionbøffer er det den nye garde – eller efterhånden midaldrende på herresiden – af actionstjerner, der hygger sig med at fræse rundt i biler og sprænge ting i luften.
Oh Jason, min Jason
Og ingen gør det bedre end Jason Momoa i Fast & Furious X.
Han udlever sin bedste Heath Ledger som Joker i The Dark Knight-imitation, og det er en fornøjelse, hvert eneste sekund, Momoa er på lærredet. Hvad end han er iklædt lilla silketøj og fræser rundt i dertilhørende Joker-lilla bil eller fjernstyrer biler med morderisk barnlig entusiasme, er alt, hvad skuespilleren gør som skurken, et lille mirakel hele tiden.
Det er så god en præstation, at resten af filmens forældede MTV-æstetik og trivielle machismo-prædiken ikke bliver uudholdelig. For med vildskaben i actionscenerne, Vin Diesels latterligt alvorlige attitude og ikke mindst Jason Momoas fabelagtige indsats, bliver man rent faktisk begejstret ved udsigten til (minimum) to film til i franchisen.
’Fast & Furious X’:
Premieredato: 18. maj 2023 i biografer landet over
Genre: Action
Instruktør: Louis Leterrier
Manuskriptforfatter: Dan Mazeau, Justin Lin
Medvirkende: Vin Diesel, Michelle Rodriguez, Jason Momoa, Tyrese Gibson, Charlize Theron, Brie Larson, Helen Mirren, Ludacris, John Cena m.fl.
Land: USA
Spilletid: 2 timer og 21 min.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ’John Wick: Chapter 4’ er årets actionfilm
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Underverden 2’ er en rendyrket actionfilm med høj intensitet
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ’Guardians of the Galaxy vol. 3’ runder historien af med et følelsesmæssigt brag