Anmeldelse: Jeg så ‘Army of The Dead’, så du ikke behøver. Helt seriøst.

Foto: Army of The Dead/Netflix

Er du til zombier, Las Vegas, store muskler og endnu større våben, vil Army of The Dead måske alligevel underholde dig.

Der er ikke meget, der skal til for at underholde mig i en zombiefilm. Jeg er en sucker for blod og indvolde samt hjerneædende, rådnende mennesker, der fylder skærmen.

Jeg elsker faktisk også, når zombie-genren forsøger at genfortælle sig selv og opgradere delene, der er fortalt i mange omgange – fx som Zombieland, Warm Bodies og 28 Dage Senere.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Ryan Murphy taber babyen med sæson 9 af ‘American Horror Story’

Desværre gør Army of The Dead det modsatte af de nævnte film. Jo, den forsøger da på at opdatere den gængse zombie, men gør det med et Zack Snyder-flair af al, al for lang spilletid og unødvendige eksplosioner på Michael Bay-niveau. Det ødelægger æstetikken og den kærlighed, der foreligger zombie-genren, for det bliver en komedie med en form for zombier.

Babser, blod og Bautista

Alene ud fra åbningskreditterne kan man tydeligt fornemme, hvor Snyder bevæger sig hen – det første, man bliver mødt med, er en jazzet version af Viva Las Vegas sammen med en bunke halvnøgne stripper-zombier, der er midt i at æde en Elvis. Derfra føres vi ellers ind i en montage af blod og indvolde, der kun kan konkurrere med Braindead’s plæneklipper-scene.

Flere måneder efter Las Vegas-udbruddet af zombier tager den meget rige hotelejer (der af en eller anden grund har kontakter i regeringen) Bly Tanaka (Hiroyuki Sanada) fat i en gruppe lejesoldater for at snige sig ind i karantænezonen, ind i sit forladte – og zombiefyldte – hotel og få fat i 200 millioner dollars, der er låst inde i en meget tætforsejlet boks.

Gruppen ledes af Scott (Dave Bautista), en Hulk-størrelse lejesoldat med en sensitiv side, der reddede USA’s forsvarsminister fra blodbadet i Vegas, og som nu arbejder på en rimelig ulækker og trist diner. Han samler gruppen af underlige lejesoldater – b.la. hans datter, Kate (Ella Purnell), mekanikeren Maria (Ana  de la Reguera), helikopterpiloten Marianne (Tig Notaro) og den arkitekturglade tysker Ludwig (Matthias Scheighöfer) i en selvmordsmission for at få fat i pengene.

Nårh ja, så er der det lille problem, at de kun har 48 timer til at skaffe pengene og komme ud igen, for ellers bliver de smadret af en atombombe, som USA’s regering havde tænkt sig at smide ned på byen. Nemt.

Slow-motion og hurtig Action

Det er nærmest umuligt at sætte Of The Dead bag ved et andet ord, uden at man får draget paralleller til George A. Romero. Det er desværre et lod i filmlivet, når man anvender både zombier og den titel, og det er bare en ærgerlig parallel at drage, især når Army of The Dead ikke rigtigt holder, når man sætter den op mod Romeros klassiker.

Snyder har førhen instrueret et remake af Dawn Of The Dead, og jeg havde halvt om halvt håbet, at han tog fat i dens stemning som inspiration for Army of The Dead. Desværre er det mere Land of The Living Dead, hvor zombierne lige pludselig har et hierarki og en form for intelligens. Det bliver en pærevælling af kloge(ish) zombier, der har loyaliteter og royale (!?) samt noget med Alphaer og Omegaer og ekstremt stramme trøjer og kæmpe våben.

Filmen forsøger at være kunstnerisk på den der Snyder-måde (i det mindste er denne film ikke fire timer lang), samtidigt med at den prøver at være sjov og sexet, hvilket ikke rigtigt fungerer, når det kommer til stykket.

Jeg har en formodning om, at Snyder har kigget så meget til andre film (blandt andet Apocalypse Now og Aliens) da filmen blev lavet, og dermed er den blevet to timer og 28 minutter lang. Det er ikke til filmens fordel for at være helt ærlig.

LÆS OGSÅ: Fra mord til vampyrer: De bedste fantasy-serier

Der er noget med et zombie-par mellem dronningen og alfaen (der selvfølgelig står på toppen af den falske Frihedsgudinde, første gang vi ser ham), og det er ærligt en ret bizar tilgang. Army of The Dead kunne have været helt fantastisk og humoristisk, hvis den havde anvendt et klart plot og ikke forsøgt at være så pokkers Snyder-esque.

Charmerende cast

Det er dog – til filmens forsvar – en gruppe talentfulde skuespillere, de har fået med sig. Det er mere end en lille samling hvide mennesker med en enkelt minoritet smidt ind i mikset – der er forskellige nationaliteter og sprog, der gør det til en meget, meget alsidig oplevelse at se filmen.

Bautista og Purnell har en helt igennem fantastisk far/datter-dynamik, og det føles som en realistisk relation, og Bautista er overraskende blød inde bag skægstubbene og tyrenakken. Derudover vinder Matthias Schweighöfer simpelthen mit hjerte i hver scene, han er med i med sin halvskøre, halvdumme, tyske gut, og Tig Notaro’s cigar (eller tjald) rygende, sarkastiske helikopter-pilot er fuldstændig eminent.

Tung byrde for skuespillerne

De skal virkelig også løfte en tung byrde, for manuskriptet er lidt ud over det hele og inkluderer ting som en hvid tiger-zombie, en grådig og slesk (og, selvfølgelig, fra sydstaterne) fyr, der ikke ved, hvad han siger og laver.

Det er kloge zombier, der er kommet på toppen af fødekæden, der er hurtigere og klogere end nogensinde før – og det betyder, at vores helte skal lave et menneskeoffer (???) for at komme ”rigtigt” ind i byen. Offeret er til Las Vegas’ zombie-dronning, der løber og hopper rundt i høje hæle og BH med pailletter. Det åbenbart er en ting nu. Det bliver ikke forklaret, hvordan alfaer og vandrere fungerer i zombie-konteksten. Her må man vel bare gætte sig til, hvad der er hvad.

Man skal virkelig være på toppen for helt at kunne følge med i de forskellige – og til tider sindssyge – plots, der er blevet hamret sammen, men hvis man kan lide falske øjenvipper (og bryster) på en zombie, blodsudgydelser af den voldsomme kaliber, halvslatne jokes, der er blandet med et par reelt hysterisk morsomme jokes, og er okay glad for Zack Snyders stil, så er Army of The Dead lige dig.

Den ene gang var i hvert fald nok for mig.

Fakta om ‘Army of the Dead’

Instruktør: Zack Snyder
Manuskriptforfatter(e): Zack Snyder, Shay Hatten og Joby Harold
Medvirkende: Dave Bautista, Tig Notaro, Omari Hardwick m.fl.
Spillelængde: 2 timer, 28 minutter
Premieredato: 21. maj 2021
Streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Kvinden i vinduet’ ved ikke, hvilket ben den skal stå på

LÆS OGSÅ: Filmguide: 10 af de bedste film på Netflix lige nu

Total
1
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like