Anmeldelse: ‘Krag & Virkner’ er en interessant satsning som desværre vil for meget på én gang

Thure Lindhardt som Jens Otto Krag / Foto: Krag og Virkner/Monday Media/DR

I ‘Krag & Virkner’ udforsker DR en af de største danske kærlighedshistorier gennem et efterhånden velkendt fortælleformat.

Århundredets kærlighedshistorie

Året er 1959, da den allerede landskendte skuespiller Helle Virkner møder den socialdemokratiske udenrigsminister, Jens Otto Krag, ved en officiel statsreception på d’Angleterre. Det bliver begyndelsen på en nærmest mytologisk kærlighedsfortælling, som gennem to årtier cementerer parrets status som det danske svar på John F. Kennedy og Jackie O.

I seriens fire afsnit sendes seeren på en tidsrejse gennem et kapitel af danmarkshistorien, der både rummer politiske intriger, skiftende statsministre, kold krig og ikke mindst etableringen af en række af de hovedelementer, der i dag kendetegner den danske velfærdsstat.

Akkompagneret af interviews med eksperter som historiker Bo Lidegaard, kulturskribent Jacob Steen Olsen samt tidligere partifæller, venner og familie opleves forholdets op- og nedture fra første parket, mens vi samtidig præsenteres for den betydning, vores hovedkarakterer hver især kommer til at have for den brede befolkning.

En følelsesmæssig rejse på godt og ondt

Det er svært ikke at lade sig drage af Krag og Virkners personligheder, som man blandt andet får et unikt indblik i via uddrag fra selvbiografier og private dagbøger. Hvor der bag den ydre skal af en stålfast politiker viser sig et kunstnerisk og sentimentalt menneske, er der lige så langt flere komplicerede lag af målbevidsthed og mental råstyrke gemt under den kønne skuespillerindens sarte ydre.

De er begge ambitiøse idealister, som trives i søgelyset og ikke er bange for at gå forrest. Dette ses blandt andet, da de, meget atypisk i forhold til tidens norm, flytter sammen i Virkners hus, mens hun i øvrigt både formår at være en god hustru, opretholde sin film- og teaterkarriere og passe sine nye, repræsentative pligter.

Måske derfor bliver det også ekstra pinefuldt at følge med, når lykken mod slutningen begynder at slå revner og gradvist afløses af svigt, foragt, druk og utroskab. Når H.C. Hansens ord til Helle Virkner om at “idealister altid får knust deres hjerter” ender som en uundgåelig, selvopfyldende profeti.

Vellykket instruktørdebut for Thure Lindhardt

I titelrollerne som Helle Virkner og Jens Otto Krag ses henholdsvis Katrine Greis-Rosenthal (Lykke-Per, Smagen af Sult) og Thure Lindhardt (Flammen & Citronen, Rainbow), hvoraf sidstnævnte med denne serie desuden kan fejre sin instruktørdebut. Det er tydeligt at genkende Lindhardt i dramatiseringen, der i høj grad bærer præg af, at han ikke er bange for at have de helt store følelser i spil.

Hovedrolleindehaverne er en power-duo, hvis samspil står så stærkt, at dramatiseringen sagtens ville kunne stå alene. (Gen)se for eksempel scenen med frieriet i Sydfrankrig, i slutningen af første afsnit, uden lyd og læg mærke til det sublimt forfinede, fysiske spil. Mens Lindhardt formår at fange det varme glimt i øjet hos den ellers selvproklamerede ‘usentimentale socialdemokrat’ besidder Greis en naturlig, klassisk ynde og en nerve, som hører fortidens største danske skuespillerinder til.

Skal man absolut tilføre malurt i bægret, så kunne jeg have ønsket mig et mere grundigt karakterarbejde hos de to hovedroller. Jeg mener ikke, at der er lagt nok energi i at gengive måden, Krag og Virkner for eksempel bevægede sig eller talte på (for et rigtig godt eksempel på veludført karakterarbejde vil jeg henvise til Nikolaj Lie Kaas’ præstation som Dirch Passer i Dirch). Lindhardt og Greis illustrerer historien rigtig godt. Men man tror aldrig helt for alvor på, at de er deres karakterer.

Udvandet fortælleform behandler historien overfladisk

Det er tydeligt, at DR gennem de seneste par år har forelsket sig i en bestemt fortælleform. Opbygningen, der både indeholder en nøje planlagt vekslen mellem dramatisering, faktuelle data og interviews går igen hos adskillige store produktioner i repertoiret, herunder blandt andet Frederik IX, Historien om Danmark og senest Historien om Grønland og Danmark.

Fælles for dem alle er, at dramatiseringen kommer til at tjene som en kunstpause mellem de mange historiske informationer, mens den samtidigt virker understregende og levende, når vi ser de små, velkomponerede tableauer udspille sig for vores øjne.

I Krag & Virkner får dramatiseringen lov til at fylde væsentligt mere end i DR’s hidtidige egenproduktioner. Faktisk så meget, at man som seer kan blive i tvivl om, hvad serien helst vil være. Ønsket om at ramme et bredere publikum ved at kombinere historie og kunstnerisk fortolket indhold bliver en hæmsko, fordi den stærke kontrast virker forstyrrende og kan give seeren følelsen af at se to separat velfungerende, men tilsammen halvfærdige programmer på samme tid.

Uudnyttet dramapotentiale står tilbage som elefanten i rummet

Ikke meget tæller ned i min bedømmelse af Krag & Virkner. Men de få ting, som gør, gør det i væsentlig grad. Trods serien gør sig udmærket som dokudrama-hybrid produceret til visning i bedste sendetid og med garanti også vil kunne fungere som undervisningsmateriale, sidder jeg, som seer, tilbage med følelsen af at mangle noget.

Et sted havde jeg ønsket, at man havde turdet tage en afstikker fra den nuværende tendens og i stedet enten lavet to separate programmer, eller – endnu bedre – fokuseret 100 % på dramatiseringen. Man kommer til at sætte barren utrolig højt for sig selv ved at vælge så dygtigt et cast uden rigtigt at kunne give dem tid og rum nok til at udfolde sig.

Krag & Virkner er en serie, som jeg virkelig gerne ville elske, men som jeg i stedet mener bliver et ærgerligt eksempel på, at når man vil for meget på én gang, ender man oftest ikke rigtig i mål med noget.

Fakta om ‘Krag & Virkner’
Instruktør: Thure Lindhardt
Manuskriptforfatter(e): Simon Weil, Lone Leegaard
Medvirkende: Thure Lindhardt, Katrine Greis-Rosenthal, Mads Knarreborg, Lone Hertz, Bo Lidegaard, Lise Nørgaard m.fl.
Antal afsnit: 4
Premiere: 22. maj 2022
Streamingtjeneste: DRTV

LÆS OGSÅ: Nye film på Netflix i maj 2022

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Turning Red’ er en helt vidunderlig, dejlig og hyggelig familiefilm

LÆS OGSÅ: 3 film til dig, der elsker ‘Hvidstengruppen’

Total
9
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like