Anmeldelse: Lynch kom tæt på, men ramte alligevel langt fra målskiven med ‘Dune’ fra 1984

Der er den nye ‘Dune’, og så er der den her. På Netflix kan du se David Lynchs berygtede film fra 1984, men er den overhovedet tiden værd? Find svaret her.

Til at begynde med skal jeg indrømme, at jeg indtil for nylig aldrig før havde set David Lynchs klassiske sci-fi-fuser. “Kan en film overhovedet være det?” tænker du måske. En klassiker og et flop på samme tid. Det er som regel ikke tilfældet, men det er alligevel på en eller anden måde det, der er sket her med Dune fra 1984.

Inden jeg gik i gang med at se filmen, havde jeg – ligesom mange andre – set den seneste filmatisering af Frank Herberts omfangsrige sci-fi-univers, der i skrivende stund stadig er biografaktuel. Det har formentligt også været en stor hjælp undervejs, da den originale Dune, ligesom sin efterfølger, på bedste Game of Throne-vis er tætpakket med adelige familier, soldater, undersåtter og religiøse kulter.

Det er ikke til at komme uden om, at de to film har visse ligheder. Andet ville også være underligt. Historien er jo den samme. Men selvom jeg på forhånd havde set den nye film, så var der alligevel adskillige øjeblikke i Lynchs film, hvor jeg tænkte “hvad f***** foregår der?” En fornemmelse, som mange nye seere formentligt også vil sidde med.

En forhastet affære

Længdemæssigt er de to film nogenlunde lige lange. Dune fra 1984 varer 2 timer og 17 minutter. Mere tid ville produktionsselskabet ikke give til Lynch i sin tid. Villeneuves film har en længde på 2 timer og 35 minutter. Den nye Dune er dog kun en filmatisering af den første halvdel af Frank Herberts roman, hvor David Lynch tilbage i ‘84 forsøgte at filmatisere hele bogen. Og det kan du tydeligt mærke.

Hele filmen føles noget forhastet, og der ofres ikke meget tid på at bygge verdenen op. Særligt den sidste halvdel af Lynchs film føles meget hullet og usammenhængende. Det er formentligt her omkring, hvor problemerne begyndte at opstå for holdet bag 1984-filmen. Det kunne have været interessant at se, hvordan slutresultatet var endt, hvis de ligesom Villeneuve havde delt filmen op i to.

David Lynchs film har flere mangler. Kyle Maclachlan (kendt fra Twin Peaks, Desperate Housewives og Sex and the City) er rædselsfuld i hovedrollen som Paul Atreides. Han virker alt for stiv og fremfører sin dialog uden nogen form for overbevisning. Til Kyles forsvar, modsat Timothée Chalamet (Call Me By Your Name, Lady Bird, The King), der stråler som hovedrolleindehaveren i den nye film, så havde Maclachlan nærmest heller ingen erfaring som skuespiller inden sin rolle i Dune.

Et uforløst potentiale

Selvom den originale Dune fra 1984 har mange fejl og mangler, så fornemmer du alligevel et vist uforløst potentiale undervejs i filmen. Mange af effekterne er selvfølgelig voldsomt forældede og var måske ikke engang for sin tid særligt pæne. Men her og der er der alligevel nogle elementer af filmen, der faktisk er ret overbevisende.

Det gælder eksempelvis med de mægtige sandorme, der lever i undergrunden på Dune-planeten Arrakis, hvor du virkelig får et godt indtryk af deres abnormt store størrelse, når du blandt andet ser, hvordan de sluger de gigantiske maskiner, der snegler sig igennem ørkensandet for at høste det værdifulde spice.

Figuren Vladimir Harkonnen er nærmest mere uhyggelig i den gamle film her, end han er i den nye – selvom Stellan Skarsgård ellers også gør det godt her. Cinematografien er heller ikke helt ueffen, og lejlighedsvist er der nogle rigtig flotte skud med i filmen. Det bedste element er selvfølgelig den medrivende historie, og man fornemmer tydeligt, hvorfor Dennis Villeneuves har været ivrig for at få lov til at vække historien til live igen.

En unik historie i et unikt univers

Det er ikke tilfældigt, at Dune sidenhen er blevet sammenlignet med andre sci-fi-klassikere som Star Wars, Blade Runner og Det Femte Element. Den indeholder mange af de samme elementer med en unik historie i et unikt univers. Der, hvor filmen knækker, er på udførelsen, hvor David Lynch simpelthen gaber over for meget på en gang og træffer nogle dårlige beslutninger.

Idéen har aldrig fejlet noget, og historien er bare medrivende. Lynchs Dune viser også nogle gode takter indimellem, og filmens styrker er formentligt også forklaringen på, hvorfor filmen stadig i dag har en stjerne blandt de mest vedholdende fans.

Dune er langt fra en film, du bare skal se. Her vil jeg klart anbefale, at du ser den nye film først – eller måske giver dig i kast med bøgerne. Hvis du bagefter stadig er mere sulten, så kan du dykke ned i David Lynchs sci-fi-film, der om ikke andet byder på et lille unikt stykke filmhistorie. Og hey, Sting er med. Det må også tælle for noget!

Info om ‘Dune’ (1984)

Instruktør: David Lynch
Manuskriptforfatter: Frank Herbert (roman), David Lynch (manuskript)
Medvirkende: Kyle MacLachlan, Virginia Madsen, Francesca Annis, Leonardo Cimino, Patrick Stewart, Max von Sydow, mfl.
Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 3. december 1984
Land: USA

LÆS OGSÅ: ‘Citizen Kane’ hyldes af filmnørder over hele verden, men er den filmhistoriens klareste stjerne?

LÆS OGSÅ: Gode film og serier: 5 spændende og uhyggelige anbefalinger til efteråret

LÆS OGSÅ: Nye og gamle: Vi Elsker Streaming giver gode bud på film du skal se i løbet af efteråret