Anmeldelse: ‘Moxie’ giver plads til forskelle i det moderne opgør

Moxie er én af de film, der har en masse at sige, og formår at gøre det på en let fordøjelig måde, hvor alle aldersgrupper kan genkende opgøret med kønsstereotyperne, racisme og teenagehumøret.

Det er dog ærgerligt, at Moxie ind imellem snubler over sig selv i forsøget på at være woke og med på den nyeste, feministiske bølge.

Stereotyper, skellet mellem kønnene og racisme

Vivian er en 16-årig pige, der bor med sin feministiske mor, Lisa, og går på en helt almindelig high school. Hun er en af de usynlige piger, der ikke kommer på ”listen”, som bliver udgivet af drengene på toppen hvert år – altså en liste over hvem, der er mest knaldbar, har den bedste røv etc.

Da en ny pige, Lucy, begynder på skolen og klart og tydeligt siger fra overfor racistiske og sexistiske tendenser, begynder Vivian at lægge mærke til de skæve standarder og problemer, pigerne oplever på skolen.

LÆS OGSÅ: 5 film og serier til dig, der elsker Bridgerton

Hun starter derfor det anonyme blad Moxie, der forsøger at protestere og gøre op med de sygelige standarder, som presses ned over hovedet på dem – med inspiration fra hendes mor, der gjorde det samme i hendes ungdom – og starter en decideret revolution.

Jeg blev lykkelig over denne film. Ærligt, så er det enormt forfriskende endelig at få en film og den kvindelige frigørelse, der for alvor virkelig rammer rigtigt – alt for ofte handler det om frigørelse for at blive set som en ”kvinde” eller for at imponere andre.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: “At høre podcasten ‘I Weigh’ er som at tage den røde pille i Matrix”

I Moxie handler det om at gøre op med de stereotyper, der omgiver unge kvinder, og endnu vigtigere, om at finde og hvile i sig selv, samt om at man ikke skal give slip på sin identitet for at være noget.

Ærlige portrætter

Alle karaktererne er enormt ærlige i deres portræt, og jeg er virkelig glad for, at man tydeligt kan se, hvornår en karakter indser noget, der er skævt eller uretfærdigt.

Specielt vil jeg give ros til Hadley Robinson som Vivian, der spiller helt fantastisk som en ung pige, der forsøger at ændre på tingenes tilstand og er en badass feminist – samtidig med at hun er fyldt med uskyld og usikkerhed, som en teenager er.

Derudover er det også enormt befriende at se en film, der tager fat i racisme og stereotyper, uden at det bliver omdrejningspunktet, fordi det er en del af opgøret, og ikke bliver gjort til en overdreven magtkamp, som det ofte gør i andre film.

Specielt Alycia Pascual-Pena som Lucy er helt fantastisk. Hun spiller eminent som stærk feminist, der har det bedste for øje. Det er også fedt, at det ikke er vigtigt for plottet eller gjort til noget stort, at hun kysser en pige, men det bare er hende.

LÆS OGSÅ: 10 film og serier du skal glæde dig til i 2021

Amy Poehler fanger virkelig kvinder (og unge pigers) usikkerhed og rebelske side, samtidig med at hun får fat i de dybere emner. Hun får på en helt fantastisk smuk måde flettet alle delene sammen.

Her kommer hendes eget portræt af en stærk alenemor med en feministisk baggrund, der virkelig prøver at følge sin datter i hendes udvikling også i spil. Hun gør det helt fantastisk og er samtidig pissesjov, selv når det kommer til de dybere ting.

Enkelte steder krakelerer det

Jeg synes dog, at det bliver lidt kedeligt, at der stadig er stereotyper undervejs, som man åbenbart ikke kan ryste af sig. Jeg blev specielt ærgerlig over, at de sorte, kvindelige roller ofte er de højtråbende og som konstant taler om at tage magten fra ”den hvide mand”. Det er bundærgerligt, når resten af karaktererne er godt afrundede.

LÆS OGSÅ: 5 film, der vandt en Oscar, de ikke havde fortjent

Desuden er der stadig de ”klassiske” stereotyper – den store football-stjerne er en racistisk, magtsyg voldsmand, pigen der går klædt lidt ”sporty” og kønsløst er lesbisk og den kvindelige viceinspektør følger ikke med tidens nye bølger. Det er virkelig ærgerligt, fordi filmen faktisk indrammer alle andre karakterer og oplevelser godt.

Coming-of-age

Det er i bund og grund en coming-of-age-fortælling, der bringer en masse vigtige emner på banen. Desværre føles det også nogle gange som om, at de skøjter lidt henover nogle af emnerne, der bliver bragt op.

Eller som om der bliver skubbet en eller anden form for nostalgi for 90’ernes pige-punk-rock og aktivisme ned over publikum, som måske ikke rammer helt rigtigt for et moderne publikum. Faktisk er det nok de færreste teenagere i dag, der forstår Bikini Kill-referencerne, som bliver hevet frem i filmen.

LÆS OGSÅ: 5 inspirerende biografier, der giver dig gåpåmod i hverdagen

Der er også en smule skævvridning i Moxies forsøg på at være intersektionel. Selvom det er i bedste mening og kommer fra et godt sted, rammer det alligevel lidt ved siden af, fordi det mere bliver til ”ned med den magtfulde, rige, cis hvide mand!” end det egentligt bliver et dybere stik til verden.

Plads til forskelle i Moxie

Når det så er sagt, kan jeg ærligt sige, at jeg nød filmen helt vildt. Jeg synes, det er fedt, at der bliver taget fat i 90’ernes Riot Grrrl-movement, som haltede på visse punkter dengang, og får taget hånd om de problemer, der ikke kom til i 90’erne.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Hvem vil ikke være venner med Kristine Sloth?

Én af de ting, der bliver sagt som modsvar til, hvorfor en af karaktererne ikke bekymrer sig om bevægelsen er:  ”Det betyder noget for mig, men du skal lade mig gøre det på min egen måde”. Lige dét statement rammer hovedet på sømmet, for Moxie – med alle sine facetter og 90’er-riot-musik – gør plads til de forskellige måder, man går til bevægelsen på.

Info om Moxie

• Baseret på: Bogen Moxie af Jennifer Mathieu
• Instruktør: Amy Poehler
• Manuskriptforfattere: Tamara Chestna og Dylan Meyer
• Medvirkende: Patrick Schwarzenegger, Hadley Robinson, Josephine Langford, Amy Poehler m.fl.
• Filmlængde: 111 minutter
• Premieredato: 3. marts 2021
• Streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Top 5: De bedste Disney-film