Anmeldelse: ‘Munich – The Edge of War’ er underholdende trods huller

En slags kontrafaktisk historieskrivning med elementer fra virkeligheden, som mest fungerer som bagtæppe for filmens sande drama.

Man skulle jo ellers mene, at udbruddet af endnu en verdenskrig eller ej, ville være rigeligt med spænding, men i Munich – The Edge of War får vi tilføjet et drama fra indersiden af to embedsmænd, der kæmper for den fred, der ser ud til at have meget vanskelige vilkår.

Scenen er sat til oprejsning for Neville Chamberlain

Den store scene er europæisk storpolitik. Vi er i 1938, og Adolf Hitler har set sig lun på Tjekkoslovakiet og kræver flere landområder, som han mener tilhører tyskerne. Hvad gør verden? Nægter med risikoen for at optrappe konflikten? Eller forhandler med Hitler og lader ham få, hvad han vil have med risiko for, at han bliver glad for legen og vil have mere land rundt omkring?

Det ligner et vaskeægte catch-22, og i filmen er der så lagt den lille finte ind, at vi følger den vattede Hugh Legat (George MacKay, 1917), der er ansat som premierminister Chamberlains (Jeremy Irons, Dead Ringers) sekretær. Legat har gået på Oxford sammen med tyske Paul von Hartman (Jannis Niehwöhner, Timeless-trilogien), hvor de udviklede et venskab. Von Hartman er nu ansat i det tyske Udenrigsministerium.

I en noget forvirrende åbning på filmen møder vi Legat og von Hartman, da Legat er på ferie i München. Her møder Legat også Lenya (Liv Lisa Fries, Babylon Berlin), der er kærester med Von Hartman. Om dette er nogle år efter deres studietid sammen, om Lenya også har studeret på Oxford, eller om det er i løbet af studietiden er lidt uklart. Men besøget munder ud i en intens scene på en tysk bier-kneipe, hvor von Hartman ophidset forklarer, hvorfor Hitler gør tyskerne stolte, og hvorfor de stoler på, han kan genrejse Tyskland efter det ydmygende nederlag i den første verdenskrig.  

LÆS OGSÅ: Fascinerende fortællinger fra fortiden: 6 heftige historiepodcasts

Klip til 1938

De to venner skilles altså som fjender i 1932, og så springer vi frem til filmens kerne. 1938. Tyskerne truer med at tage en del af Tjekkoslovakiet, og den aldrende Chamberlain vil for alt i verden undgå en ny krig. Legat er ansat som hans sekretær, og af omveje bliver han kontaktet fra Tyskland, fordi man her har opdaget, at Hitler ikke spiller med åbne kort.

Legat skal derfor tage med Chamberlain til konference i München, og her mødes med von Hartman for at få overdraget dokumentation på, at Hitler faktisk ikke er villig til at nøjes med Tjekkoslovakiet, for han vil i stedet have hele verden. Så Legat rejser med, og i München følger en stribe spændingsmættede sammenstød, hvor han og von Hartman mødes.

Sideløbende følger vi med i Chamberlains forhandlinger med Hitler (Martin Wuttke, Inglorious Basterds), og vi ser, hvordan von Hartman bliver mere og mere desperat og overvejer selv at skyde Hitler, som han som tolk er kommet ganske tæt på.

Hvad er det, den vil fortælle?

Det er jo en ærlig sag, hvis instruktør Schwochow forsøger at nuancere billedet af Chamberlain, der i britisk forståelse bliver betragtet som en vattet kujon, der ikke turde gå mod Hitler. Men så fortæl da den historie og accepter, at det ikke er et drama, for fortællingen om de to unge embedsmænd, Legat og von Hartman stjæler sådan set den indholdsmæssige scene i filmen. Men omvendt er Jeremy Irons så overbevisende som statsmand, at han trods alt trækker meget opmærksomhed på Chamberlain, men det er nu mest på grund af skuespillet fra Irons.

Det kan være svært at navigere i, om vi skal have fortællingen om de to unge idealisters kamp for verdensfreden, eller om det er de to ledere, Chamberlain og Hitler, der er filmens fokus. Oven i forsvinder von Hartmans kæreste Lenya tidligt ud af filmen for senere at være motoren for von Hartmans skifte fra nazi-sympatisør til at bekæmpe nazismen. Hun er sendt til en kvindelejr og smidt ud fra et vindue et par etager oppe og ligger nu passivt i en seng. Meget besynderlig og uforløst sidehistorie.

Selv om det altså er noget rodet, det hele, er det ganske underholdende at tænke på, hvordan statsmænd og ledere gebærdede sig i 1938, hvor Storbritannien forsøgte at holde sammen på verden og på freden, mens de i dag har Boris Johnson, der holder fester i Downing Street og har orkestreret Brexit og reelt forvandlet Storbritannien til en slags Lillebritannien med minimal betydning og indflydelse. Men man får aldrig fornemmelsen af, at filmen på den måde har nogen sammenhæng med nutiden. Det er vist i bund og grund et forsøg på at nuancere fortællingen om Chamberlain. Det lykkes kun nogenlunde, men som underholdning er filmen bestået.

Faktaboks – Munich – The Edge of War

Instruktør: Christian Schwochow
Manuskript: Ben Power, Robert Harris
Medvirkende: George MacKay, Jannis Niewöhner, Liv Lisa Fries, Jeremy Irons, Jessica Brown Findlay
Streamingtjeneste: Netflix
Varighed: 2 timer og 9 minutter
Premieredato: 21. januar 2022
Land: Globalt

LÆS OGSÅ: Nye film på Netflix i januar 2022
LÆS OGSÅ: Historikerens dom: ‘How to Become a Tyrant drukner i overgearede og for simple forklaringsmodeller
LÆS OGSÅ: De 5 bedste Ridley Scott-film