Nadia Jordan JensenSelv om dokumentaren formidler en spændende historie, er den præget af kaotisk struktur, ubehagelige interviews og basale konklusioner.
Viaplay har kastet sig ud i en dokumentarserie om den velkendte historie med Natascha Kampusch, som blev kidnappet i marts 1998. Hun tilbragte 3.096 dage i et specielt bygget kælderrum uden lys og mad i dagevis med frygten for, om hun nogensinde ville komme ud i live.
Selve dokumentarseriens fokus er dog anderledes, da den forsøger at lave en profilering af kidnapperen Wolfgang Priklopil gennem Kampuschs fortælling. På trods af at den fortæller en historie, som aldrig må blive glemt, drukner dokumentaren i ustruktureret kaos og mangel på fokus.
En historie i mange formater
En af dokumentarens store udfordringer er at have en unik tilgang til historien, da den er blevet formidlet mange gange i løbet af årene. I sit forsøg på at afvige fra andre formater fokuserer dokumentaren at profilere Priklopil i forhold til hans psykologiske træk som kidnapper. Men desværre udgør dokumentarens opbygning en træls tendens, hvor den hopper fra den ene vinkel til den anden.
I første afsnit bliver en del af Kampuschs historie fortalt, mens seeren bliver draget ind i profileringen af Priklopil. Hvis dokumentaren bare havde forholdt sig til det, kunne resultatet være noget helt andet, men sådan er det desværre ikke. Ud af ingenting begynder den at fortælle om, hvordan livet var for Kampusch, efter hun flygtede i august 2006.
På trods af at fokuspunkterne er spændende, bliver de mikset sammen i en kaotisk konstruktion, hvilket har konsekvenser for, hvor dybt hver vinkel bliver undersøgt. Som seer havde jeg en forventning om at høre mere om hendes historie ud fra Viaplays promovering af dokumentaren og selve værkets titel, men jeg må indrømme, jeg blev efterladt skuffet.
Dokumentaren skal have stor ros for at formidle, hvordan Kampuschs historie blev mødt med tvivl på baggrund af hendes selvtillidsfulde adfærd. Den viser samfundets underlige forventning om, hvordan ofre skal opføre sig efter traumatiske oplevelser. Kampusch blev enormt betvivlet med hensyn til, om hendes historie var sand, da hun ikke virkede så knækket som forventet. På det område skal dokumentaren have et klap på skulderen.
Kynisk præmis
Igennem dokumentarens episoder virker Kampusch modvillig til at tale om Priklopil og være en del af profileringen af ham, da det forståligt nok frembringer traumatiserende øjeblikke. Alligevel insisterer dokumentaren på, hvor vigtig Kampuschs tilstedeværelse er for at forstå hendes kidnapper.
På den måde virker dokumentarens præmis kynisk, da Kampusch bliver nødsaget til at sige fra. På baggrund af hendes modvillighed er det svært ikke at spørge, om profileringsprocessen kunne være baseret på andet end et direkte interview.
Der er efterhånden mange midler at trække på, eftersom historien er blevet fortalt igennem bøger, film og andre dokumentarer.
Tynd omgang profilering
Jeg forstår godt, at det er spændende at have hende med, da det trods alt er hendes historie, men alligevel undrer man sig over, om hun faktisk vil deltage. Det kan godt blive ubehageligt for seeren at være vidne til, hvor mange gange hun faktisk afviser at snakke om sin kidnapper.
Derudover virker profileringen i slutningen af dokumentaren for tynd og basal. Især hvis man er true crime-fan og har hørt om profilering før, lærer man ikke noget nyt om metoder og psykologiske tendenser.
Endvidere kunne dokumentarens profilering have opnået bedre rygdækning, hvis den eventuelt havde inkluderet forskellige gerningsmænd fra andre sager. På den måde ville profileringsvinklen kommer mere i spil, samtidig med at man kunne opbygge en stærkere profil. Ikke nok med at det havde skånet Kampusch for den ubehagelige snak, så havde dokumentarens profilering stået stærkere.
Anmeldelse: ’The French Dispatch’ er en fryd for øjnene men ikke for hjertet
Bedre formidlinger af historien derude
Jeg må indrømme, jeg er efterladt med en følelse af, at jeg faktisk ikke har lært noget nyt ud over den ufølsomme mediehåndtering, som Kampusch skulle gennemgå mange år efter. Hvis du umiddelbart ikke kender til historiens detaljer, vil jeg anbefale at tilgå en anden formidling af sagen.
Dokumentaren er ikke konsistent og grundig nok til, at man forstår det store billede. Men det betyder ikke, at den ikke er værd at se. Hele dens formidling af, hvordan medierne angreb Kampusch med tvivl, efter hun flygtede og flere år efter, er enormt interessant. Yderligere er det fedt at komme tæt på Kampusch igennem interviews, da du oplever hendes stærke overlevelsesadfærd på trods af de ubehagelige momenter. Det er dog vigtigt at have in mente, at dokumentarens struktur og mangel på dybde er distraherende.
I sidste ende er det ligeledes svært ikke at stille spørgsmålstegn ved, hvad det faktisk er, dokumentaren vil. Derfor giver jeg Natascha Kampusch A Lifetime in Prison på Viaplay 3/6 stjerner, da den på trods af sine mangler kan virke dragende for nogle seere.
Faktaboks – ‘Natascha Kampusch – A Lifetime in Prison’
Instruktør: Nicole Nielsen Horanyi
Medvirkende: Natascha Kampusch
Antal afsnit: 3
Land: Danmark
Produktionsår: 2021-2022
Dansk premieredato: 24/2-2022
Dansk streamingtjeneste: Viaplay
LÆS OGSÅ: Oscar-nomineret dokumentar får premiere på Paramount+
LÆS OGSÅ: At lytte til kongen: Stephen King på lydbog
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘The Puppet Master’ drives af interessante historier, men har mangler på detaljesiden
Claus Nygaard Petersen
Trine Jerichau Roslev
Christina Munk
