Anmeldelse: ‘No One Gets Out Alive’ svæver i ingenmandsland

Foto: No One Gets Out Alive/Teddy Cavendish/Netflix

De allerbedste gysere tumler hovedkulds ud i ens største frygt som druknedøden, edderkopper, bakterier eller noget helt fjerde.

De viser alle frygten for det mørke hjørne, det tomme område, hvor alting kan gemme sig.

Det er lige præcis det, No One Gets Out Alive griber hårdt fat i – med en god portion af inspiration fra andre surrealistiske film som Occulus.

Vi følger den unge Ambar (Cristina Rodlo, Miss Bala, Too Old to Die Young), der ulovligt er immigreret til USA efter sin mors død. Her forsøger hun at skaffe et gyldigt (dog stadig falsk) ID, mens hun arbejder til få penge. Hun ender med at flytte ind i et gammelt, rimelig creepy hus, hvor hun lejer et værelse af den underlige Red (Marc Menchaca, Homeland, Ozark), der sammen med sin endnu mere underlige bror, Becker (David Figlioli, Penny Dreadfull: City of Angels, General Hospital), kun udlejer værelser til unge kvinder.

I huset begynder der at ske mystiske ting, som kvindestemmer, der råber efter hjælp, kradsemærker på dørkarme og gentagende, skræmmende drømme, og Ambar indser hurtigt, at tingene ikke er normale.

Boksene er krydset af

No One Gets Out Alive er en af de gyserfilm, der fylder Netflix’ nye Halloween-lineup, og den virkede egentligt til at være spændende og have en kommentar til verden og dens behandling af immigranter.

Den burde sådan set virke, for alle boksene for gyserfilm er krydset af; en hamrende dygtig skuespiller, der giver hjerte og sjæl til sin rolle, fokus på ulovlig immigration, overtro, overnaturligt væsen (mere om det senere), og den er baseret på en bog af Adam Nevill, der også stod bag 2017’s The Ritual.

Den mangler dog på en eller anden måde momentum, på trods af alle de ting, der plejer at virke i en gyser.

Det er lige som om, at filmen ikke rigtigt kan finde ud af, hvilket ben den skal stå på. Vi starter filmen med to, separate prologer, der introducerer Ambar, og hvorfor hun er, hvor hun er, og historien bag huset, hun skal til at bo i. Derfra svæver filmen lidt i ingenmandsland, hvor der er mange idéer og skjulte budskaber, der aldrig helt lander.

Low, slow, blow burn

I en fortælling som denne, der er mørk, dyster og forsøger at fokusere på noget socialt relevant, plejer en slow-burn-spookfest at fungere pissegodt. Se bare på Mike Flannagans The Haunting-serier eller Midnight Mass, der også anvender det langsomme, snigende spook, der i den sammenhæng fungerer perfekt. I No One Gets Out Alive, er det lige, som om det falder til jorden – mest fordi der jo for pokker er nogle, der kommer ud i live.

Flashbacks bliver gentagende og stopper med at have en effekt, og hele sidste del af filmen bliver forvirrende og rodet, mens den forsøger at bevare slow-burn effekten – sammen med action. Det er en underlig gryderet af elementer, der kunne have fungeret skidegodt, hvis de var blevet udforsket mere, men det hele bliver halvhjertet udført undervejs.

Generelt er fortællinger om immigration og de problematikker, der opstår derfra, populære (se bare den anmelderroste His House, der også er fra Netflix), og creature-features har også fået en genoprejsning, bl.a. gennem The Ritual. De er dystre nok i sig selv separat, men i No One Gets Out Alive er samlingen af de to emner gjort halvt og ødelægger den spænding, der normalt opstår.

Immigration og monstre

Der kan drages paralleller mellem immigranter og monstre, hvis man virkelig tør at dykke ned i det. Især i USA, hvor der er et negativt fokus rettet mod immigranter, ville det have været virkelig spændende og skræmmende at tage fat der, hvor der gør ondt, og bruge immigrationen som drivkraft. Naboer, der ikke så Ambar som menneske, institutionaliseret racisme og kampen for et bedre liv kunne have været exceptionelle emner, der også kunne have fremprovokeret gyset.

Her tager man bare kun fat i det, der kan drive historien lidt mere fremad og ikke går i dybden.
Der er også hele aspektet med monstret, der kommer til sidst i tredje akt. Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke havde lyst til at se videre efter afsløringen af, at det bare var et monster, der skulle have ofre, der gemte sig i kælderen.

Jeg troede ærligt, at det måske var et gyser-take på human trafficking, og det kunne have været fantastisk. De to brødre, Red og Becker, ville have været helt eminente som menneskesmuglere, der gemte og misbrugte kvinder i deres kælder, men i stedet får vi en halv historie med ingen ordentlig forklaring på, hvorfor de gør hvad de gør.

Har du set Occulus og/eller Possession, vil du helt klart kunne genkende elementer. Boksen, monsteret gemmer sig i, er meget lig Dybbuk-boksen fra Possession, mens alle spøgelserne (for de er der også, selvfølgelig) minder om dem fra Occulus – det er faktisk svært at se bort fra, for det giver mig lyst til at se de to film i stedet for denne.

Skuespillets effekter

Jeg vil dog sige, at det, der løfter No One Gets Out Alive fra 1 stjerne til 4, er skuespillet. Jeg blev meget betaget af Cristina Rodlo, der spiller helt igennem fantastisk og troværdigt. Hun bærer virkelig filmen på sine skuldre og løfter niveauet mere end forventet. Især de scener, der handler om det menneskelige eller manglen på samme, er hun fantastisk; øm, ung, trist, og det hele ramler sammen i en symfoni, der fungerer helt perfekt.

Derudover er Marc Menchaca en genial skuespiller. Han virker klam og skæv, men ikke på et alarmerende niveau til start. Hans creep-faktor bliver skruet op i takt med filmen kommer tættere på klimaks, og David Figlioli er en overdrevet creep, der virkelig er blevet overset som skuespiller. Han spiller fantastisk.

Der er en del områder, der falder til jorden i filmen, men skuespillet og effekterne får filmen trukket op på 4 stjerner. Selvom monsteret ligner det samme som i The Ritual, er det flot udført, og de anvender en del practial effects, som jeg er begejstret for.

Sammenhæng og afslutning

Jeg er egentligt ret glad for de film, der ikke har en klar slutning eller ikke leverer alt på et sølvfad. Jeg elskede fx Wounds, da den er så tvetydig, og det forsøger No One Gets Out Alive også på – desværre fungerer det ikke for mig på samme måde. Der er for mange løse ender og tråde, der aldrig bindes sammen, og det virker forhastet at introducere et monster til sidst, når filmen sagtens kunne have fungeret godt – måske endda bedre – hvis den var foruden overnaturlige skabninger og holdt fokus på det, der er mest skræmmende:

Menneskets utilregnelige natur og hvor langt, man vil gå for at få et nyt liv.  

Fakta om ‘No One Gets Out Alive’

Instruktør: Santiago Menghini

Manuskriptforfatter(e): Jon Crooker, Fernanda Coppel, Adam Nevill

Medvirkende: Cristina Rodlo, Marc Menchaca, David Figlioli m.fl.

Længde: 1 time, 27 minutter

Genre: Drama, gys

Streamingtjeneste: Netflix

Udgivelsesdato: 29. september

LÆS OGSÅ: Gode film og serier: 5 spændende og uhyggelige anbefalinger til efteråret

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Lynch kom tæt på, men ramte alligevel langt fra målskiven med ‘Dune’ fra 1984

LÆS OGSÅ: Nye og gamle: Vi Elsker Streaming giver gode bud på film du skal se i løbet af efteråret

Total
17
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like