Anmeldelse: ‘Nobody’ holder sig trygt til genren – og tak for det

Der findes uanede mængder af film om actionmanden, der gemmer sig og bliver trukket tilbage til en verden og et liv med vold.

Schwarzenegger gjorde det i Commando, Stallone i Rambo og senest har John Wick- filmene igen gjort genren populær.

Ved at fortælle dette har jeg spoilet en lille del af filmen Nobody, der opererer efter samme formel.

Den kedelige familiefar Hutch Mansell (spillet af Bob Odenkirk fra Breaking Bad) henslæber sine dage i et dødsygt job og nætterne i dobbeltsengen med en væg af puder mellem ham og konen (Connie Nielsen fra Gladiator).

Lige indtil et par indbrudstyve vælger hans hus en, og han konfronterer dem i løbet af natten. Det vækker noget i ham, og derfra går det slag i slag med russiske gangstere, hemmelige intelligensbureauer og vold, krudt, kugler og eksplosioner ad libitum.

Det er ikke stor kunst. Men det rammer ret meget plet i genren.

Klodset familiefrans

Gun-Fu har fået nyt liv med John Wick, men Wicks motivation og liv før ”the incident” var aldrig helt så kedeligt og ligegyldigt som Hutch Mansells, og det giver en anden tone i filmen.

Der sker et markant skifte for Hutch, da han falder tilbage til sit gamle, og overgangen fra familiefrans til lejemorder er en af filmens højdepunkter. For den første slåskamp, vi bliver budt på, er kluntet og brutal.
Lige som den skal være.

For Hutch er ikke en superhelt. Han får også selv nogen på munden. Og øjnene. Og ørerne. Og andre steder. Men han kan tage i mod og give tilbage. Det er dog stadig pragtfuld underholdning for dem, der godt kan lide den slags.

Banaliteter en masse

Skurkene er copy+paste-russiske gangstere, der ikke er lagt mange kræfter i at tænke over. Det gør ikke det store, for i bund og grund skal de bare være mål for Bobs næver og kugler. Og hvad han ellers sender i deres retning.

Derudover er der familierelationer, penge og andre elementer, der er set til hudløshed, og det helt store showdown til sidst er også efter formelen med hjemmelavede fælder osv. osv.

Det er i sandhed ingen dyb film, der kræver ret meget andet end evnen til at holde øjnene åbne. Men sådan er mange actionfilm jo, og det er der ingen skam i.

Nobody har dog et par elementer, som i min optik gør, at filmen kan tage kampen op med John Wick, og rent faktisk visse steder er overlegen.

Bob virker

Den første af disse er valget af hovedrollen. Bob Odenkirk er ikke rigtigt kædet sammen med action før, og det gør ham troværdig i rollen som den nosseløse Hutch Mansell, der har ladet livet rende fra ham. Det gør også – som tidligere skrevet – skiftet mellem de to tilværelser mere markante, og Odenkirk er en anderledes supersoldat. Men han virker.

Der er nok referencer og flashbacks til hans tidligere liv, til at seerne overbevises om, at Hutch har en skyggefuld fortid, og det gøres uden at noget bliver stoppet ned i halsen på nogen. Det er yndefuldt udført.

Det er også en god modpol til volden, der er udpenslet, og som flere gange blev takseret med et højlydt ”WOW”. Der var endda også tider, hvor jeg gnæggede af det, der udspillede sig på skærmen.

Der er også andre elementer i Nobody, der virker efter hensigten, og selvom det altså aldrig bliver dybt eller høj kunst, er det god underholdning, og en historie, der trods klichéer, stereotyper og ting, vi har set før, ikke føles generisk og som metervare.

Fakta om Nobody
Instruktør: Ilya Naishuller
Skrevet af: Derek Kolstad
Medvirkende: Bob Odenkirk, Connie Nielsen, Christopher Lloyd m.fl.
Længde: 1t 32m.
Streamingtjeneste: Viaplay

LÆS OGSÅ: Nye film på Netflix i maj 2022

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af ‘The Batman’: Gider man stadig se på en deprimeret voksen mand i flagemusekostume?

LÆS OGSÅ: Se de første billeder: Ryan Gosling-filmen ‘The Gray Man’ får premiere til sommer