Anmeldelse: ‘Nomadland’ er en hård, men opløftende film om USA’s arbejderklasse

Nomadland er en fantastisk film om en større krisesituation og formår at være både tragisk og optimistisk.

Fern (Frances McDormand, Three Billboards Outside Ebbing, Missouri), en midaldrende kvinde fra Nevada, mister i 2011 sit job på en fabrik. Dette sker kort tid efter, at hendes mand, som også arbejdede på fabrikken, er gået bort.

I et forsøg på at få en ny start på sit liv sælger Fern sine ejendele og køber en varevogn. Hun beslutter sig derefter for at rejse gennem USA og at leve som en nomade, hvor hun tager det ene lavtlønnede job efter det andet for at overleve.

Nomadelivet viser en ny side af USA

Vi ser gennem Ferns rejser en side af USA’s underklasse, som de færreste kender til. Livet som nomade er ikke ideelt for de hårdtarbejdende nomader. Alligevel formår nomaderne at have et meget tæt fællesskab, som er uvurderligt for dem.

I løbet af sine rejser gennem USA møder Fern forskellige mennesker fra den amerikanske arbejderklasse. Senere møder vi sågar et fællesskab af nomader i Arizona. Vi ser Fern og nomaderne lære hinanden at håndtere forskellige jobs og tale om poesi og det hårde liv på vejen. Det tætte fællesskab, vi ser hos nomaderne, viser os, at de vægter empati og medmenneskelighed højt.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: I’m Thinking of Ending Things er et mareridtsagtigt psykologisk drama

Oveni dette viser Frances McDormand formidabelt skuespil. Hendes underspillede præstation fremhæver den store mentale styrke, som Fern har. Samtidig er der også overskud til at vise, at Fern ofte er tæt på at bryde sammen. Det er en af de stærkeste præstationer i karrieren, som Frances McDormand leverer her.

Instruktionen er af højeste klasse

Det er ikke kun gennem Frances McDormands skuespil, at Nomadland brillerer. Instruktør Chloé Zhao er i endnu højere grad afgørende for, at filmen fungerer så fornemt, som den gør.

Chloé Zhao har ikke bare instrueret filmen. Hun har også skrevet manuskriptet (som er baseret på Jessica Bruders bog af samme navn fra 2017) og klippet filmen. Det kan også mærkes på filmen, som fremstår meget personlig i den måde, Ferns historie fortælles på.

LÆS OGSÅ: Så du dem? 5 film og serier der gav os de største øjeblikke

Chloé Zhao bruger et langsomt fortællingstempo kløgtigt her. Enhver scene får lov til vare uafbrudt for at lade filmens stemning synke ind hos seeren. Det gælder både i scener, hvor Fern befinder sig alene, når hun arbejder i et af Amazons lagre, og også når hun fester sammen med de andre nomader. Det langsomme tempo viser os, at Fern går igennem en svær, men positiv tilpasningsproces.

En empatisk og stemningsfyldt oplevelse

Chloé Zhaos talentfulde instruktion viser sig ikke kun i historien og dens struktur. Den fremstår nemlig endnu mere fantastisk, når man ser på hendes brug af kameraet.

Fotograferingen fra Joshua James Richards (en af Chloé Zhaos faste samarbejdspartnere) viser de forskellige landskaber, som Fern rejser gennem, på smuk vis. Om det er det triste gråvejr i Nevada eller en smuk solnedgang i Arizona, så formår Richards at vise os, hvordan landskabet afspejler Ferns følelsesmæssige tilstand. Både når hun er usikker, og når hun forsøger at opnå indre ro.

LÆS OGSÅ: Streamingguide til Star: Tips til gode film og serier på Disney+

Der er hele tiden en følelse af både tryghed og en urolighed om det usikre nomadeliv. Filmens mere intime øjeblikke viser os, at der er stor glæde at finde gennem livet på vejen. Men når filmen fremhæver de store, omfavnende landskaber eller et af Amazons lagre for den sags skyld, får vi også en fornemmelse af, at nomadelivet tærer både fysisk og psykisk på Fern.

Solidaritet bygget på stor tragedie

Selvom filmen lægger stor vægt på det positive ved nomadelivet og Ferns store livsomvæltning, glemmer Chloé Zhao ikke den dybt tragiske del af nomadetilværelsen. Dette kommer ikke kun til udtryk i historien, men i høj grad også gennem filmens musik.

Den lavmælte musik minder os nemlig om en af de vigtigste ting ved nomadelivet, som det præsenteres i filmen. Størstedelen af de karakterer, vi møder på vejen, lever ikke kun som nomader af ren og skær nødvendighed. De gør det også, fordi deres liv har budt på nogle store tab, som de bearbejder gennem livet på vejen.

Denne tragiske side af nomadelivet er netop med til at vise os, hvorfor nomaderne lægger så meget vægt på at være empatiske og medmenneskelige. De er nemlig, i mange tilfælde, mennesker, som har mistet alt, og dermed forsøger de at bygge sig selv op igen. Når Fern mindes sin mand og senere taler med sin søster om dengang, de boede i Nevada, er det derfor nogle øjeblikke, som stikker utroligt dybt.

En alternativ hyldest til menneskets godhed

Med Nomadland har Chloé Zhao skabt en film, som ikke bare formår at vise os en mere solidarisk side af USA’s arbejderklasse. Hun har også skabt en film, som viser os, at vi er bedre, end vi tror til at håndtere krisesituationer.

Chloé Zhao formår at vise, via Ferns rejse gennem USA, at et stærkt fællesskab og et ihærdigt sind er nødvendigt for at få det bedste ud af en svær situation. Med det sagt formår hun dog stadigvæk at vise, at nomadelivet kun er en nødvendighed i nuet og ikke en idyllisk livsstil.

I sin Oscar-tale fortalte Chloé Zhao, at hun tror på, at ”mennesker er født gode”. Efter at have set Nomadland kan jeg kun sige, at hun formår at vise, hvordan vores indre godhed kan føre os langt, hvis vi vælger at omfavne den.

Fakta om Nomadland:

Instruktør: Chloé Zhao
Manuskriptforfatter: Chloé Zhao (baseret på Jessica Bruders bog Nomadland: Surviving America in the Twenty-First Century)
Medvirkende: Frances McDormand, David Strathairn, Bob Wells, Charlene Swankie og Linda May
Land: USA
Produktionsår: 2020
Dansk streamingtjeneste: Disney+

LÆS OGSÅ: Genindspilning af ‘Druk’ solgt på auktion til Leonardo DiCaprios produktionsselskab