Anmeldelse: ’Peter Pan & Wendy’ bliver en vaskeægte klassiker

Peter Pan & Wendy anmeldelse
Ever Anderson som Wendy i ‘Peter Pan & Wendy’. /Foto: Disney Enterprises

Den nyeste fortolkning af den klassiske fortælling om ’Peter Pan & Wendy’ er også den bedste, hvor skuespillet og stemningen er helt i topklasse.

De har immervæk ikke været lige kønne, alle Disneys “live-action” remakes. Ikke fordi, at det er forbudt at genindspille en gammel klassiker. Men fordi kvaliteten ikke for alvor har været oppe at ringe. Løvernes konge var egentlig også bare en ny form for animeret film, ren kejserens nye klæder.

En af de film, som hyppigst har fået en overhaling, er Peter Pan. Det hænger selvfølgelig sammen med, at historien ikke er en Disney-original, men derimod en kreation fra den skotske forfatter og dramatiker J.M. Barrie.

Den nyeste film, David Lowerys Peter Pan & Wendy, læner sig både op ad originalforlægget, og så Disneys tegnefilmsklassiker fra 1953.

Resultatet er intet mindre end den bedste live-action remake, Disney endnu har disket op med. Om muligt er den endda blevet endnu bedre.

Det skyldes, at Lowery og medforfatter Toby Halbrooks har lavet små, men meget velvalgte justeringer. På den måde får filmen ikke alene merit som enkeltstående værk, men også i kontekst til alle de andre Peter Pan-film.

Velkendt, og så alligevel ikke

Peter Pan & Wendy starter på et loftsværelse i London.

Det er aftenen før, at Wendy Darling (Ever Anderson) skal rejse på kostskole. En endegyldig markering af , at barndommen er overstået for hendes vedkommende. Noget som den unge pige endnu ikke er helt klar på at give slip på.

Hun er stadig mere klar på at lege Peter Pan og Kaptajn Klo med sine yngre brødre John (Joshua Peckering) og Michael (Jacobi Jupe). Ligesom i det eventyr, de har hørt flere gange.

Så stor er overraskelsen, da Pan (Alexander Molony) popper ind ad vinduet sammen med Klokkeblomst (Yara Shahidi) i jagten på hans skygge. Den prøver jo altid at stikke af. Da valget står mellem at rejse væk for at blive voksen eller smutte på eventyr med evighedsdrengerøven i grønt, tøver Wendy ikke.

I løbet af ingen tid er hele banden kommet til Ønskeøen – der heldigvis ikke ligner et eksotisk paradis, men “bare” en almindelig grøn britisk ø – hvor Peters ærkefjende Kaptajn Klo (Jude Law), straks kommanderer en bredside affyret mod de flyvende børn.

Og det er de to ting, der driver handlingen i Peter Pan & Wendy: Peter og Klos konstante dødstvekamp og Wendys dilemma om enten at vokse op eller blive hængende i barndommens evige legeland.

På papiret enkelt, men udførelsen er helt outstanding.

Et af de første højdepunkter er en forbandet fængende godnatsang, som på trods af, at den kun varer lige omkring 1.5 minut, går direkte i hjertekulen. Molly Parker som Wendy, John og Michaels mor, synger den med et fornemt nærvær og moderlig ro, så mundvigene konsekvent trækker ned i en “det er så rørende at jeg kunne tude”-grimasse. Sangen optræder flere gange i filmen og hver gang med samme følelsesmæssige pondus.

En stjerne er født

Selv om filmen hedder Peter Pan & Wendy, er det Wendy, der er den uomtvistelige hovedperson. Ever Anderson leverer en pragtpræstation som den unge pige, der står midt i et af livets springpunkter, mellem barn og voksen.

For selv om Wendy er ung, er hun stadig ældre end alle de andre børn, herunder Peters trofaste “børnehær” De Glemte Drenge. Indianeren Tiger Lily (Alyssa Wapanatahk) er den eneste jævnaldrende i det fjerne land, og hun og Wendy finder fint fælles fodslag.

Lowery og  Halbrooks holder hele tiden tonen i Peter Pan & Wendy stram. Balancen mellem humor og alvor kammer aldrig unødigt over til den ene side. Selv når den famøse krokodille melder sin ankomst, passende overdimensioneret og med karikerede øjne, bibeholdes der også et element af fare. For det er sgu en ordentlig kleppert, der har tænkt sig at sætte tænderne i menneskekød.

Med tanke på David Lowerys tidligere film, der bl.a. tæller et andet live-action remake i Peter og dragen samt den eksistentielle spøgelseshistorie A Ghost Story og den trippede Kong Arthur-fortælling The Green Knight, er det fascinerende, tegner der sig et billede af en auteur, der er en af de mest interessante eventyrformidlere i filmverden lige nu.

Den bedste Peter Pan

Dilemmaet om at vokse op bliver aldrig tabt i de eventyrlige eskapader. Tværtimod ligger det solidt og summer flot under overfladen hele tiden. Men ikke på den påtrængende måde.

Skuespillet er eminent, hvor det er svært ikke at grine og blive forfærdet på samme tid af Jude Law. Det er en kaptajn med ar på sjælen, og Law formidler det rørende og subtilt. Den trofaste håndlanger Mr. Smee bliver i Jim Gaffigans fortolkning en gemytlig morfar-type med hjertet på rette sted.

Udover Anderson er spillefilmsdebutanten Alexander Molony fuldkommen outstanding. Han er fuld af charmerende gåpåmod, men også med den distance og slet skjulte afsky, Peter Pan har mod al alvor og voksenting.

Yara Shahidi får det maksimale ud af Klokkeblomst, hvor hun mest er tvunget til at bruge mimik for at formidle sindstilstanden. Og så er det i øvrigt herligt, at Wendy og Klokkeblomst ikke er fjender som i “gamle dage”.  Blandt De Glemte Drenge får vi alle slags etniciteter og folkeslag, en fin detalje og reminder om, at børn er børn, uanset farve og baggrund.

Der er få ting, der ikke fungerer i Peter Pan & Wendy. Eneste store klage er faktisk, at den ikke kommer i biograferne. For den billed- og lydside har fortjent at blive nydt under de bedste betingelser, så forhåbentlig kommer der nogle særvisninger på et tidspunkt. Alene de uforskammet fængende piratsange, ville retfærdiggøre en sådan seance.

For vi har at gøre med en film, der ender med at blive en vaskeægte klassiker.

Peter Pan & Wendy
Streamingtjeneste: Disney+
Premieredato: 28. April 2023
Genre: Action, Eventyr
Instruktør: David Lowery
Manuskriptforfatter: David Lowery, Toby Halbrooks
Medvirkende: Ever Anderson, Alexander Molony, Jude Law, Yara Shahidi, Jim Gaffigan
Land: USA
Spilletid: 106 minutter

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ’Renfield’ med Nicolas Cage som Dracula er en udsøgt fornøjelse med bid i

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ’John Wick: Chapter 4’ er årets actionfilm

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ’Evil Dead Rise’ er gys, splat og grin i særklasse

Total
0
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like