‘Prey’ er det nyeste skud på stammen i rækken af film med det ikoniske monster Predator som enten skurk eller antihelt.
Prey har dog modsat alle forgængerne manuskriptforfatter og instruktør Dan Trachtenberg ganske forfriskende valgt at lade Predator jage os stakkels mennesker i en helt ny tidsalder. Hverken at bruge nutiden eller rummet som setting er på mange måder en idé med et lovende potentiale, men som desværre aldrig bliver ført helt ud i livet.
Endnu et bidrag til ‘Predator’-franchisen
Stor var min iver, da jeg opdagede, at den ikoniske Predator ville få endnu et bidrag til den voksende franchise. Siden 1987, hvor Arnold Schwarzenegger var med til at udødeliggøre den originale film, er der kommet fem yderligere film med den idoliserede intergalaktiske jæger. Nu bliver Prey den sjette i rækken, og den adskiller sig fra sine forgængere på et bestemt punkt: Settingen er ikke længere hensat til nutiden.
Flere af filmene har på et eller andet tidspunkt hentydet til, at samfundet af jægere fra en fjern og ukendt planet har benyttet jorden som jagtmark i flere århundreder. Aliens vs Predator illustrerede endda, at de havde været med til at udvikle den første menneskelige civilisation.
Derfor har tanken ligget lige til højrebenet: At vise et af de tidligere besøg og hvordan vore forfædre havde klaret sig mod dette bæst med højteknologisk udstyr. Trachtenberg greb chancen og skrev og instruerede derved Prey, der foregår under koloniseringen af Amerika.
Comanche-jægernes ritual
En af de mange stammer af amerikanske indfødte, Comanche’erne, har et ritual de kalder Kühtaamia, hvor en jæger skal bevise sit værd ved at nedlægge et særligt farligt rovdyr. Naru (Amber Midthunder) er en ung Comanche-pige, der er opsat på at vise sit værd som jæger, mens resten af stammen – hendes mor inklusive – helst ser hende lære medicinens kunst.
Narus bror Taabe (Dakota Beavers) er til gengæld en højagtet ung kriger, der allerede har bestået sit ritual, men modsat resten af stammen, giver han gerne sin søster muligheden for at bevise, at hun kan jage.
Desværre går hendes første møde med en bjergløve mindre heldigt, og Taabe bliver nødt til at redde hende hjem. Resultatet bliver, at selv Taabe nu ikke ønsker, at lade Naru tage sin Kühtaamia.
Men under jagten opdagede Naru, at noget helt andet også lurer i vildmarken. Ikke bare de nyankomne og barbariske franske kolonister, men et andet bæst – større og farligere end hvad Comanche-jægerne nogensinde har stået over for. Og da Taabe tager afsted på jagt, bliver Naru nødt til at følge efter for at advare ham – og måske også møde den største udfordring en Comanche-jæger nogensinde har stået over for.
To parallelle jægersamfund
I grunden er hele ideen med en Predator blandt andre ligesindede jægere ret fed. Der drages en raffineret parallel til de to jægersamfund, især hvis man som publikum har de tidligere Predator-film med i bagagen.
Begge arters æresbegreber bliver sidestillet og spejlet således, at man hverken hader Predatoren eller ynker dens ofre blandt Comanche-folket. Begge parter er indstillet på en livsstil, hvor den mest snedige og stærke jæger overlever og kan fejre en vellykket jagt med at bringe et trofæ hjem.
Amber Midthunder gør det flot som den unge pige, der vil bevise, at hun er en jægertitel værdig, og hendes troværdighed i rollen er generelt med til at højne filmens niveau. Ligeledes er hendes kemi med Dakota Beavers en af filmens højdepunkter, og jeg håber sandelig at se disse to i en anden film på et senere tidspunkt.
Unødvendig sprogforvirring
Problemerne med filmen opstår faktisk primært på manuskript- og tekniksiden.
Først og fremmest er dialogerne et frygteligt rodsammen rent sprogligt. Det er fuldt forståeligt, at man har valgt at lade Comanche-folket tale engelsk, og derved lade det engelske sprog agere som stammens eget sprog (selvom det egentligt kun havde bidraget positivt til hele filmens præmis, hvis Trachtenberg rent faktisk havde benyttet stammens originalsprog). Man har set den løsning før i andre produktioner og det fungerer generelt fint.
Men der opstår et grimt illusionsbrud, når man så alligevel vælger at blande hele Comanche-sætninger ind i engelske dialoger, så castet pludselig kombinerer begge sprog.
Forvirringen bliver så først komplet, da de franske kolonister kommer ind i billedet. De taler naturligvis fransk – med undtagelse af en enkelt kolonist, der kommunikerer med Naru på engelsk. På grund af stammens springen frem og tilbage mellem comanche og engelsk ender man reelt med at spekulere på om kolonisten har lært sig comanche eller hvad fællessproget ellers kunne være. Det skaber unødig forvirring og er udelukkende stemningsødelæggende. Især når løsningen havde været så simpel, at blot udelade de enkelte dialoger på comanche undervejs.
For meget CGI, for lidt dragt
Et andet problem for en gammel Predator-fan som mig er, at den klassiske figur har alt for meget CGI-tid. Jeg endte med at bide mærke i og nyde de øjeblikke, hvor Predatoren rent faktisk var Dane DiLiegro i kostume og ikke en computeranimeret figur. Det var ganske ærgerligt især da mindre grafik og mere dragt havde bidraget til oplevelsen af den mere primitive tidsalder.
Rod i den kronologiske kontinuitet
Slutteligt får vi desværre også den grimme problemstilling, der alt for ofte sker, når filmskabere laver en efterfølger, som foregår FØR den oprindelige film – det jeg ofte kalder for ‘Den Flyvende R2-D2-Effekt’ – baseret på Star Wars-franchisens lille robot, der kunne flyve i de nye film, men ikke i de gamle. Altså når man i sin iver efter at skabe noget nyt og spændende i stedet skaber rod i franchisens kronologiske kontinuitet.
Predatorens våbenarsenal er i Prey nemlig på sært vis blevet mere komplet og rummer flere avancerede dimser end nogen af de tidligere Predators har ejet i nogen af de andre film – på trods af, at de tidligere Predators rent kronologisk har haft 300 år mere til at udvikle deres teknologi. Ganske komisk har Trachtenberg så i stedet udstyret Predatoren med en primitiv knoglemaske i stedet for den vante metalliske glatte hjelm. En fin idé, hvis man vil præsentere en mere primitiv jæger, men ideen med et mere primitivt look forsvinder, når Predatoren eksempelvis trækker dræber-droner frem, som aldrig er set siden blandt de intergalaktiske jægere.
Prey havde et imponerende potentiale. Hele præmissen med to jægerkulturer, der mødes 300 år før de tidligere film var hamrende spændende. Amber Midthunder og Dakota Beavers var et vellykket cast, hvis talent skabte en stemningsfuld og realistisk ødemark, hvor man enten jagede eller blev jaget. Desværre taber filmen pusten med for mange fejl, der tilsammen enten river en væk fra illusionen eller skaber flere øjeblikke af skidt filmoplevelse.
Og det er synd, for Prey havde i den grad fortjent at være mere end blot endnu et middelmådigt bidrag til franchisen.
Instruktør: Dan Trachtenberg
Manuskriptforfatter: Dan Trachtenberg, Patrick Aison.
Medvirkende: Amber Midthunder, Dakota Beavers, Dane DiLiegro m.fl.
Land: USA
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 05. august 2022
Dansk streamingtjeneste: Disney+
LÆS OGSÅ: Sylvester Stallone og Pilou Asbæk støder hovederne sammen i ‘Samaritan’: Se traileren
LÆS OGSÅ: Nye film på Netflix i august 2022
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Turning Red’ er en helt vidunderlig, dejlig og hyggelig familiefilm