Anmeldelse: ‘Prinsesse Mononoke’ er selv efter 25 år et helt fantastisk værk

San (Yuriko Ishida) i Prinsesse Mononoke / Foto: Prinsesse Mononoke/Studio Ghibli

Hayao Miyazaki har skabt utallige mesterværker igennem sin årelange karriere. Og værkerne præger stadig seeren den dag i dag.

Da dette værk blev udgivet i 1997, gik den over landegrænser og er i dag en af de bedste animationsfilm i verden. Prinsesse Mononoke fylder 25 år i juli, og derfor er det oplagt at kigge på, hvorfor netop denne Studio Ghibli-film stadig er relevant.

Er det karaktererne, stilarten, temaerne eller historien man hæfter sig ved? Det forsøger vi at finde ud af her.

Elskværdige animationer

Det japanske Studio Ghibli har i tidens løb skabt utallige animerede film, som er elsket verden over. Her oplever vi de fantastiske karakterer og deres eventyrer, som beriger os med en masse læring om livet pakket ind i animationer. Prinsesse Mononoke er ikke en undtagelse.

I filmen følger vi den unge prins Ashitaka, der bliver forbandet af en dæmon i forsøget på at beskytte sin landsby fra denne skabnings hærgen. Ashitaka må efterfølgende rejse ud for at ophæve forbandelsen og finde ud af, hvorfor denne dæmon ville ødelægge hans by. På sin rejse finder han en by, Irontown, ledet af Lady Eboshi, som ønsker at ekspandere ind i skoven, så hendes landsby kan nyde godt af skovens ressourcer.

Dette er selvfølgelig en konflikt, da hun sætter sig for at dræbe skovens Gud. Denne er beskytter over skoven og alt, der lever her. Her kommer ulvepigen San ind i billedet, eftersom hun sammen med andre af skovens ånder forsøger at beskytte den sårbare skov. Det virker som en god fortælling om det gode og det onde. Men alligevel er denne film meget mere end det.

Komplekse og dynamiske karakterer

Filmens protagonist Ashitaka er en af de dybere og mere dynamiske karakterer i denne fortælling. Han kæmper for fred mellem mennesker og natur og udviser stor morale igennem hele filmen. Han er den, der balancerer konflikten mellem ulvepigen San og Lady Eboshi. San repræsenterer forkæmperen for ånderne og naturen og forsøger i den grad at stoppe ondskaben, der dræber skoven.

Man vil også opleve filmens antagonist Lady Eboshi som mindre ondskabsfuld, idet hun egentlig bare vil gøre, hvad der er bedst for hendes by og indbyggerne heri. Vi ser, at hun tager sig af samfundets udskud, så hun kan skabe et bedre liv for dem, hvilket jo i sidste ende giver et meget sympatisk billede af fjenden. Dette er ikke en typisk situation, og man ender også med at tænke om, der overhovedet er en skurk i sidste ende.

Prinsesse Mononoke formår at levere et nuanceret billede af karakterernes motivation for at handle, som de gør. Seeren er nærmest nødsaget til at undersøge de forskellige facetter, karaktererne hver især har, hvilket er meget specielt i animationsfilm.

Et tema man husker

Det står hurtigt klart, hvad denne film ønsker at formidle. Det er ikke blot god underholdning, der bliver nemlig portrætteret nogle dybe emner, som virker mere relevante end nogensinde før. Prinsesse Mononoke tager et miljømæssigt standpunkt.

Filmens omdrejningspunkt er netop denne konflikt, der er mellem menneskerne og naturen. I og med at menneskerne ekspanderer til nye områder, fælder træer og benytter skovens ressourcer, påvirker de naturen. Netop dette gør skovens ånder oprørske, hvorfor der udbryder krig og splid.

Dette afspejler, at vi skal passe på vores forhold til vores Jord. Som filmen gør så godt, så får vi denne konflikt fra begge sider, hvorfor men bedre forstår den balance, der er nødt til at være. Vi mennesker skal være innovative og gøre, hvad der er bedst for os, men ikke på bekostning af naturens ødelæggelse.

Ghibli rammer altid plet

Studio Ghibli har bare en æstetik over sine animationer, der bringer noget magisk til oplevelsen. I de nyere Studio Ghibli-film er der en renere og mere moderne animation, hvor Prinsesse Mononoke er fra en anden tid. Men den mere rå visuelle stil passer til filmens fortælling og temaer.

Miyazaki har altid været god til at portrættere relevante temaer og budskaber i sine animationsfilm. Om så det er menneskernes påvirkning på naturen eller nådesløse krige. Begge disse temaer er drivkraften i Prinsesse Mononoke, hvilket også er det der giver værket dens kompleksitet.

Selv efter 25 år er dette stadig et af de mest elskede Studio Ghibli-værker og helt simpelt et mesterværk. Med de klimaforandringer, der er i vores verdensbillede i dag, bliver budskabet i filmen kun mere aktuelt. Den minder os om, at man ikke skal ændre for meget på vores værdifulde og uundværlige natur. Alt dette i kombinationen med Studio Ghibli-ånden, og så får man et mesterværk, der stadig den dag i dag er relevant.

Info om Prinsesse Mononoke:
Instruktør: Hayao Miyazaki
Manuskriptforfatter: Hayao Miyazaki
Medvirkende: Yôji Matsuda, Yuriko Ishida, Yûko Tanaka, Kaoru Kobayashi m.fl.
Land: Japan
Produktionsår: 1997
Dansk streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Predator’ fylder 35 år og her er 5 grunde til at den stadig holder

LÆS OGSÅ: De 3 dårligste film på Netflix lige nu

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘West Side Story’ er en nyfortolkning af en klassiker, men klart værd at se!

Total
1
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like