Anmeldelse: ‘RoboCop’ fylder 35, og der er stadig ikke en finger at sætte på den

Peter Weller som RoboCop / Foto: RoboCop/Orion Pictures Corporation/Metro-Goldwyn-Mayer Studios Inc.

Efter ‘The Terminator’ i 1984 havde vist Hollywoods studiedirektører, at en science fiction-film faktisk kunne indtjene penge, faldt studierne næsten over deres egne ben for at lave nogle nye og profitable film i genren.

Orion Studios, der i øvrigt også havde lavet The Terminator, frigav i 1987 deres næste store projekt. En ultra-voldelig film om en robotagtig politimand, der håndhævede loven på den mest brutale måde, man kan forestille sig. Filmen blev instrueret af den hollandske instruktør Paul Verhoeven og var selvfølgelig RoboCop.

RoboCop gjorde en masse ting, der ikke havde været helt normalt før. Volden i filmen var ikke bare grafisk, den var næsten overvældende. Samtidig var den en kulsort satire over Reagan-tidens USA og den fremtid, alle forudså i de næste årtier. Sidst, men ikke mindst, havde den en hovedperson, der i langt det meste af filmen har ansigtet skjult bag en hjelm, der kun viser hans mund.

At se RoboCop i dag er en forunderlig rejse tilbage i tiden, samtidig med at den jo faktisk foregår ”i en ikke så fjern fremtid” – og at mange af de ting, Verhoeven forudså, faktisk er sket! (Fx gik Detroit faktisk bankerot i 2013 …) Men holder den stadig som film, som underholdning og som historie?

”Dead or alive, you’re coming with me!”

RoboCop handler, for de af jer, der ikke har set den før, om politimanden Alex Murphy (Peter Weller). Han er betjent i et af de virkeligt skidte kvarterer i Detroit, en by, der er så gennemrådden af kriminalitet, at den er gået fallit og blevet solgt til et kæmpestort firma, OCP. De skal nu drive al offentlig administration som en forretning – og det inkluderer politiet. Allerede i de første scener får vi et billede af, hvordan fremtiden her både ligner vores og alligevel er anderledes på mange måder. Fx er alle omklædningsrum og bad i politistationen for begge køn, og man ser mænd og kvinder bade nøgne sammen i baggrunden.

Alex er i virkeligheden bare en mand, der passer sit job, men han er uden at vide det blevet udvalgt som kandidat til OCPs nyeste projekt – en politimand, der aldrig sover, der ikke behøver at hvile, spise og få løn, men kan arbejde altid, og som samtidig er nem at styre. Da han bliver dræbt i tjenesten bliver hans krop og hjerne proppet ind i en metalkrop, og han bliver programmeret som en computer. Nu er han RoboCop, den ultimative strømer. Men er der noget tilbage af Alex Murphy indeni? Er han mand eller maskine? Politimand eller produkt?

Hele ideen om, hvordan OCP vil omlægge Detroit (de vil blandt andet rive det meste af byen ned og opbygge nye skyskrabere) og tjene penge på al offentlig administration var en skræmmende tanke dengang, men i dag er det desværre blevet virkelighed på mange måder i USA. Fængsler er fx ofte privatdrevne nu, og hele det amerikanske sundhedssystem handler udelukkende om at tjene penge. Det er også nemt at se en vis parallel til OCPS leder og Donald Trump, selvom Trump, dengang filmen blev lavet, på ingen måde var en faktor i politik. På mange måder er det som sagt en sort satire, hvilket kommer til udtryk i de reklameindslag, filmen er fyldt med. Med jævne mellemrum får vi klip fra nyhedsudsendelser, efterfulgt af reklamer for det ene eller andet produkt eller ydelse – min favorit er brætspillet Nuke’Em!, hvor man skal kaste atombomber på sine medspillere!

RoboCop selv blev enormt populær som figur, og selvom filmen som sagt var fyldt med voldelige scener blev figuren brugt i andre sammenhænge, blandt andet to tegnefilmserier, der også har været sendt i Danmark. Børn elskede RoboCop, og en masse legetøj og andet merchandise blev også lavet til det yngre segment – hvilket sjovt nok netop passer godt ind i filmens ide om, at alt drejer sig om at tjene penge og bare få folk til at overse vold og dødsfald, så firmaet kan tjene nogle flere penge …

“Excuse me. I have to go. Somewhere there is a crime happening.”

Jeg nævnte tidligere, at man stort set ikke ser RoboCops ansigt, hvilket selvfølgelig ikke passer helt (han fjerner hjelmen, da den bliver skudt i stykker), men i meget lang tid er det vitterligt kun Peter Wellers kæbelinje, man har udsigt til. Oprindeligt var det meningen, at en mere kendt skuespiller skulle have spillet rollen (Arnold Schwarzenegger var egentlig castet, 1980’erne var muskelmændenes årti …), men det var ganske enkelt umuligt at klemme en stor mand som Arnold ind i rustningen. Peter Weller, der ikke var specielt kendt på det tidspunkt, havde arbejdet meget med fysisk skuespil og mime, og var desuden en ret lille mand. Han passede meget bedre, og det er nok ikke forkert at sige, at hans måde at spille rollen på er blevet ikonisk. Hans bevægelser er stive og robotagtige, men samtidig med en enorm styrke og en følelse af, at intet kan stoppe ham. Hans stemme er metallisk og monoton, og når han et par gange hvisker eller mumler lidt, kan man virkelig mærke følelsen i det. Hvor robotten i The Terminator var uhyggelig og adræt, er RoboCop massiv og langsom, men samtidig mere menneskelig. Han er dog ikke alene om at levere en fantastisk intens omgang skuespil. Nancy Allen, der spiller hans partner Lewis, er en benhård politikvinde med hjertet på rette sted, Miguel Ferrer spiller den ambitiøse skaber af RoboCop-projektet Bob Morton, og de to skurkeroller udfyldes blændende af Ronny Cox og Kurtwood Smith som hhv OCP næstkommanderende Dick Jones og narkobaronen Clarence Boddiker.

Boddiker er en rigtig skurk af den slags, der skyder folk og siger en masse onde ting – men Dick Jones er en anden og mere skræmmende skurk. Den korrupte og skånselsløse forretningsmand uden nogen form for moral, og som intet problem har med at misbruge sin magt over loven. Sammen er de en dødsensfarlig cocktail, der kunne give hvem som helst grå hår i hovedet … men så er det jo heldigt, at RoboCop ikke har noget hår …

”Murphy had a wife and son. What happened to them?”

I et land som USA, hvor retten til at bestemme over sin egen krop er et kæmpe spørgsmål (både I forhold til abortlovgivningen og maskereglerne under epidemien) er tanken om, at et menneske kan genoplives efter sin død og bruges som en levende robot selvfølgelig endnu mere skræmmende. Hvor langt kan man tillade sig at gå, når en person faktisk er klinisk død? Dette spørgsmål en stor del af, hvad der gør filmen så interessant den dag i dag. Allerede i dag kan vi ”fodre” en kunstig intelligens med personlighed ved at bede den læse breve og andre ting, en levende person har skrevet, og ved at tale med den. Du kan hente en app på din telefon. Den kan tale med dig næsten som et levende menneske. Hvor langt er der fra det, og til at et program pludselig vil ”huske” ting fra et liv, det aldrig har levet, og begynde at tro, det har været levende?

Det store spørgsmål er som tidligere nævnt, om RoboCop virkelig ER Murphy – eller om han er et program, der tror, det er Murphy. Man kan vælge at se filmen på begge måder og få en helt forskellig oplevelse. Men det er også værd at tænke på, at instruktøren faktisk ser RoboCop som en slags futuristisk Jesus-film. Da Murphy dør, bliver han skudt i hånden (korsets navler), siden (spydstikket) og hovedet (tornekronen), han vender tilbage fra de døde og frelser uskyldige mennesker, han ”går på vandet” i filmens slutning, og da han på et tidspunkt dræber en mand i en stor vandpyt gør blodet vandet rødt (som vin).

”Your move, creep!”

RoboCop var en dundrende succes, og selvfølgelig får sådan noget ikke lov at stå alene. Men det var sværere end som så at følge op på den eminente film, og desværre lykkedes det ikke. Der er både en RoboCop 2, RoboCop 3 (sidstnævnte uden Peter Weller i rollen) – de førnævnte tegnefilmserier og adskillige TV-film samt en hel tv-serie. Alle disse er dog virkeligt ringe, og på samme måde som fx Highlander skal man simpelthen bare nyde den første film og ikke bruge tid på at finde fortsættelserne.

I 2014 blev der lavet en reboot, der også bare hed RoboCop. På trods af sine stærke skuespillere formåede heller ikke denne film desværre at nå op på siden af originalen. Det siges, at der stadig er planer for en film med titlen RoboCop Returns, som skal være en direkte fortsættelse til den originale film og ignorere alle de dårlige fortsættelser. Manus bliver skrevet af Ed Neumeier, som også skrev den første film. Men det er en af den slags rygter, jeg gerne vil se, før jeg tror det.

Skal jeg så se filmen?

Ja, hvis du aldrig har set RoboCop, eller måske kun har set en af de horrible fortsættelser – så skal du med garanti se den. Det er en film, der aldrig bliver forældet, og som stadig efter 35 år kan holde seeren limet til skærmen (og af og til give en let kvalme over de blodige dødsfald eller over at se en mand få skudt kønsdelene af!). Som science fiction er den uovertruffen, som spændingsfilm er den genial, og som underholdning … ja, hvem elsker ikke en film, der kan få dig til at både grine og græde og skrige?

Jeg giver uden at blinke RoboCop seks hjerter, og håber, at alle, der aldrig har set denne fantastiske film, vil få en ny motivation for at gøre det.

Fem sjove facts om ‘RoboCop’:

1. Alle de digitale effekter er lavet på en Commodore Amiga 500. Scenen, hvor RoboCop ser gidselsituationen i termografisk scan er faktisk ikke digital, men lavet ved, at skuespillerne er nøgne og malede på kroppen – og filmen er så blevet ”sløret” bagefter.

2. RoboCop-kostumet var så varmt, at Peter Weller hver dag tabte halvandet kilo i væske. Han kunne desuden ikke sidde ned i en bil i fuldt kostume, så alle skud af ham i en bil har han kun overkroppen på – og sidder ellers i undertøj.

3. De små underlige tv-indslag med Bixby Snyder, der råber ”I’d buy that for a dollar!”, var noget af det første, der blev filmet. Da Nancy Allen dukkede op på sin første dag og så dem blive filmet, var hun lige ved at sige op, fordi hun troede instruktøren ville lave hele filmen lige så fjollet.

4. På nær det første skud af Detroit (bagved titlen) så er filmen overhovedet ikke filmet i Detroit, da den faktisk var for pæn til at ligne en slumby. I stedet blev den filmet i Dallas, og mange af de specielle bygninger kan ses der den dag i dag, blandt andet OCP’s hovedkvarter, der er Dallas Rådhus. I 2022 er Detroit skræmmende tæt på at ligne det slum, filmen viser.

5. I scenen hvor RoboCop arresterer Leon i danseklubben, er der et meget kort skud af en mand med langt hår og briller, der går helt amok til musikken. Det er instruktøren Paul Verhoeven.

Fakta om ‘RoboCop’:
Instruktør: Paul Verhoeven
Manuskriptforfattere: Ed Neumeier og Michael Miner
Medvirkende: Peter Weller, Nancy Allen, Kurtwood Smith, Daniel O’Herlihy, Ronny Cox m.fl.
Land: USA
Spilletid: 1 time, 42 minutter
Produktionsår: 1987
Premieredato: 17. juli 1987
Dansk streamingtjeneste: Filmstriben (gratis) og Blockbuster, iTunes og SF Anytime (mod betaling)

LÆS OGSÅ: Første kig på den kommende Marilyn Monroe film fra Netflix

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Predator’ fylder 35 år og her er 5 grunde til at den stadig holder

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Prinsesse Mononoke’ er selv efter 25 år et helt fantastisk værk

Total
5
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like