Det skabte overskrifter verden over, da organisationen NXIVM i 2017 blandt andet blev afsløret i at praktisere hjernevask, kvindehandel, mishandling og organiseret kriminalitet.
Den 12. februar havde minidokumentarserien Seduced: Inside the NXIVM Cult danmarkspremiere på streamingtjenesten C More. I serien følger vi India Oxenberg, datter til Dollars-stjerne, Catherine Oxenberg (The Vow), hvori hun fortæller om sin kamp for at få datteren ud af kulten.
Gennem fire afsnit fragmenteres India Oxenbergs rystende fortælling om, hvad der blot skulle have været et par dages mor-datter-kvalitetstid, men ender i et syv år langt helvede, ned til mindste, uhyggelige detalje.
Da 19-årige India og moderen, Catherine, tilmelder sig et femdages selvhjælpskursus arrangeret af organisationen NXIVM, vendes hele verden på hovedet. De tilmelder sig kurset på anbefaling fra Catherines veninde, hvis virksomhed antageligt skulle have fået stor succes efterfølgende.
Isolation og indoktrinering
Da NXIVM markedsfører sig på at kunne hjælpe kvinder med personlig og professionel udvikling gennem en række forskellige kurser og seminarer kaldet ESP (Executive Succes Programs), virker det ideelt for India, som går med overvejelser om at starte egen virksomhed. Disse seminarer viser sig dog at være ét ud af flere led i en omfattende og udspekuleret rekrutteringsproces.
India deltager løbende i flere opfølgende seminarer, begynder at engagere sig i NXIVM og stifter desuden bekendtskab med lederen, Keith Raniere – en yderst karismatisk mand og et selvproklameret multigeni omgærdet af mystik, men forgudet af de øvrige medlemmer.
Hverdagen hos NXIVM begynder tiltagende at domineres af særprægede ritualer, omfattende undervisning og andre aktiviteter, som isolerer hende fra familie og andre bekendtskaber uden for organisationen. Der hersker bestemte regelsæt for opførsel: Alle, der vover at stille spørgsmålstegn ved undervisningen, bliver udskammet, mens de, der udmærker sig og rekrutterer nye medlemmer, bliver belønnet.
LÆS OGSÅ: De bedste true crime: 5 dokumentarer, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen
En central del af undervisningen beskæftiger sig med kønsroller. Her lægges der blandt andet stor vægt på at ophøje manden, mens kvinden skal være ham underdanig. Kultleder, Keith Raniere, kommer gentagne gange med lommefilosofiske påstande om, at selve voldtægtsbegrebet ikke eksisterer, medmindre man selv siger fra og dermed “vælger” at være offer. Herudover er der et konstant fokus på, at medlemmerne skal “trænes” i at udvikle sig ved at flytte grænser.
Dominus Obsequious Sororium
Da India, efter fem års medlemskab, oplever stilstand i sin udvikling hos NXIVM, introduceres hun af et højerestående medlem, skuespillerinden Allison Mack, kendt som Chloe fra tv-serien Smallville, til det hemmelige søsterskab, DOS. Det latinske navn, Dominus Obsequious Sororium, kan oversættes til “hersker over slavekvinder”. I praksis fungerer DOS som et hierarki bestående af mentorer med én eller flere elever under sig. Inspireret af BDSM-kulturen kræves det, at de refererer til hinanden som henholdsvis “herskere” og “slaver”.
De to år, India kommer til at tilbringe i DOS, er rent helvede på jord. Hun og de øvrige “slaver” udsættes dagligt for en lang række brutaliteter som fysisk og psykisk vold, udsultning, afpresning, søvnberøvelse, seksuelle krænkelser og brændemærkning.
DOS viser sig – ikke overraskende – at være orkestreret af kultleder, Keith Raniere, med henblik på at skabe sig sit eget, personlige harem af kvinder.
LÆS OGSÅ: 5 hit-dokumentarer du kan streame i dag
Fortvivlet over sin datters skæbne beslutter Catherine Oxenberg at sætte alt artilleri ind på at få sin datter ud af NXIVM og Keith Ranieres jerngreb. Den lange og svære kamp for retfærdighed – bakket op af FBI og med bevismateriale indsamlet fra adskillige tidligere NXIVM-medlemmer – kulminerer, i foråret 2018, i en omfattende række anholdelser samt en efterfølgende retssag under hvilken Keith Raniere i 2019 erklæres skyldig i samtlige anklagepunkter og bliver idømt 120 års fængsel.
Fra sexslaver til anti-kult-aktivister
Seduced: Inside the NXIVM Cult er en hudløst ærlig fortælling, som i uhyrlige detaljer skildrer India Oxenbergs og syv andre tidligere NXIVM-kvinders førstehåndsoplevelser som kultmedlemmer – og som udfordrer mulige fordomme om, at det kun er naive og uintelligente personer, som havner i en kult.
Ledsaget af smukke, animerede rekonstruktioner, en stærk lydside og tankevækkende analyser fra ekspertteamet inddrages seeren i manipulationens mange stadier og kringelkroge, mens India Oxenberg fungerer som den røde tråd, der binder fortællingen sammen.
Blandt øjeblikke, som har efterladt et særligt indtryk hos mig, er fjerde episode, som skildrer retssagen, den endegyldige forløsning, da Ranieres dom er afsagt, kvindernes kamp for at komme videre på den anden side samt den eminent stærke beslutning om at kanalisere de traumatiske erfaringer over i aktivisme for en fremtidig, amerikansk lov, som kriminaliserer anvendelsen af kompulsiv tvang.
God serie, anbefalelsesværdig.
Fakta om ‘Seduced: Inside the NXIVM Cult’
Instruktør: Cecilia Peck Manuskriptforfatter: Inbal B. Lessner, Cecilia Peck Medvirkende: India Oxenberg, Catherine Oxenberg, Steve Hassan, Rick Alan Ross, Janja Lalich, Kelly Thiel, Tabitha Chapman, Jaclyn Cangro Antal afsnit: 4 Land: USA Produktionsår: 2020 Dansk premieredato: 12. februar 2021 Dansk streamingtjeneste: C More |
LÆS OGSÅ: De bedste: 5 favoritfilm of ALL TIME
LÆS OGSÅ: Se dem sammen: 10 film og serier I bør se i foråret 2021
LÆS OGSÅ: Vild med ‘Spise med Price’ og sulten efter flere madeventyr?