Anmeldelse: Selv med 40 år på bagen er ’Blade Runner’ en af filmhistoriens største mesterværker

Der er få film, der i dag kan måle sig med Ridley Scotts absolutte mesterværk, ‘Blade Runner’, og det skyldes i høj grad, at Scott satte store krav til seerne og gjorde op med gamle vaner.

”Los Angeles 2019”

Bogstaverne står med hvidt på sort baggrund, og efter få sekunder fader de, og filmen går fra sort skærm til et panoramaskud af L.A. under en mørk og truende himmel. Byen er fyldt med skyskrabere og skorstene, der skyder ild op i luften, mens de ikoniske toner af Vangelis’ formidable soundtrack ligger som kontrast til lyde af flammerne.

Kort tid efter en flyvende bil har krydset under skærmen, følges klokkespillet af lyden af synthesizer fra 1980’erne, og i horisonten toner de aztekisk-inspirerede pyramider, der udgør Tyrells hovedkvarter frem, og endnu en flyvende bil krydser over skærmen.

Klip til et øje med byens lys reflekteret på hornhinden, og tilbage til pyramiderne.

Det første minut af Ridley Scotts Blade Runner er en af de scener, der er øjeblikkeligt genkendelig, og med filmens rolige tempo, der bliver defineret allerede i denne scene, giver filmen mig altid kuldegysninger.

Det er 40 år siden, den første udgave af Blade Runner blev udgivet, og siden er det blevet en af de film, der er blevet tilpasset og rettet og genudgivet igen og igen, indtil Scott fik sin vilje, og slutningen blev ændret i 1992.

For den lykkelige slutning fra udgaven ti år tidligere var ikke den, instruktøren havde haft i tankerne.

Begyndelsen på noget ægte

Filmen blev ikke nogen succes i biograferne, men den fik en enorm indflydelse på sci-fi-genren, og mange af de store navne i Hollywood nævner Blade Runner som inspiration til deres nye og nutidige værker.

Mest åbenlyst var den visuelle side, der formåede at gøre meget med lidt, og som satte en mere realistisk forventning til fremtiden, end tidligere film, der havde kliniske hvide vægge, rumskibe eller postapokalyptiske ørkenlandskaber, som skilte sig markant ud fra den verden, der ventede på den anden side af biografdørene. Alt sammen gennem modelbygning og kameraperspektiver. For originalen er 100 % fri for computergrafik.

Blade Runner trak på det velkendte, og gjorde det fremmed med få virkemidler. Det var med til at sikre genkendelighed og derigennem troværdighed. Og med den spirende bevidsthed om klimaændringer blev regnen og den kronisk mørke himmel en sandsynlig forventning til fremtiden, snarere end en tvivlsom Nostradamus-spådom.

Hvad er liv?

Fra Los Angeles mørke gader, kun oplyst af neonlysene fra reklamer og lysstofrørene hos gadesælgerne, til de gyldne stråler af filtreret dagslys hos Tyrell er Blade Runner i stand til at skabe en visuel stil, der kombinerer en række andre genrer.

Og det samme gælder historien. For mens plottet i sin essens er en historie om en dusørjæger, bliver det også en kommentar om forventninger til de kunstige intelligensers potentiale og værdien af liv kontra bevidsthed.

Og i takt med at Scott fik sin vilje, blev plotdelen om hovedpersonen Rick Deckards egen menneskelighed til et definerende element i filmen.

For måske er han, måske er han ikke. Uanset hvad er konsekvenserne af hans gerninger groteske og urimelige over for dem, der aldrig har haft medbestemmelse i deres egen eksistens.

Det var nye toner for en genre, som på daværende tidspunkt ikke blev vurderet som værende særligt finkulturel.

Knap så Bad Guy

Filmens sidste opgør mellem Rutger Hauer og Harrison Ford har aldrig rigtigt skabt usikkerhed om udfaldet. Der er ikke noget sidste sekunds boost af energi, der er med til at sikre sejren. Intet hemmeligt tranespark eller skjult kniv, der kan afgøre det.

Deckards overlevelse er 100 % Roy Battys beslutning. Og det er også et opgør med filmtraditionernes måde at slutte fjendskabet mellem godt og ondt, helte og skurke. Sort og hvidt.

Og ligesom i film som Fight Club og Sixth Sense giver det seerne behovet for at se filmen igen, for at opleve scenerne med den indsigt, der bliver givet i de sidste minutter.

Drømmer forfattere om at lave film?

Philip K. Dicks roman Drømmer androider om elektriske får er bogen bag filmen, og selvom der er forskelle, er essensen med i filmen. Siden er Dicks bøger blevet filmatiseret i flæng, og Hollywoods tilgang til sci-fi-bøger var for evigt ændret.

Scott var notorisk hård og krævende at arbejde for, og flere af skuespillerne – navnlig Sean Young og Harrison Ford havde utroligt svært ved hinanden. Omstændighederne og især den kroniske regn gjorde dagene lange, og sådan kan listen af udfordringer for Blade Runner blive ved.

Og måske netop, fordi det ikke var nogen hyggetur, er den i stand til at overbevise seerne om, at fremtiden, der venter, ikke er stilrent og sterilt iPhone-design, men i stedet en gammel billedrørsskærm, som med stemmen kan zoome ind, rotere og se dele af billeder, der ikke var tilgængelige for kameraet.

Det er også alt rigeligt.

For Blade Runner er stadig overbevisende i sit plot, sin visuelle og lydmæssige side, og derfor vil den regnfulde, mørke udgave af Los Angeles i 2019 altid stå derude som et strålende eksempel på, at det kan betale sig at stille krav, at skabe noget stort og at gå mod strømmen af, hvad det etablerede Hollywood har defineret som en succes.

Info om Blade Runner:
Instruktør: Ridley Scott
Skrevet af: Philip K. Dick (Bog), Hampton Fancher og David Webb Peoples (Manus)
Medvirkende: Harrison Ford, Sean Young, Rutger Hauer, Daryl Hannah m.fl.
Produktionsår: 1982
Varighed: 1 time og 57 minutter
Land: USA
Dansk streamingtjeneste: HBO Max (Biografversionen), Final Cut kan lejes på Viaplay, Apple TV+ og Blockbuster

LÆS OGSÅ: De 5 bedste Ridley Scott-film

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af ‘The Batman’: Gider man stadig se på en deprimeret voksen mand i flagemusekostume?

LÆS OGSÅ: Nye film på Netflix i juni 2022