Anmeldelse: ’Shang Chi’ mangler fokus og en rød tråd

Shang Chi and the Legend of the Ten Rings / Marvel/Disney+

Shang Chi and The Legend of the Ten Rings er en film, hvor første og anden halvdel føles som to forskellige film med hver deres mangler.

Da vi skulle lave vores liste over de bedste film i 2021 her på redaktionen, kunne jeg godt mærke, jeg var i stærkt undertal, da jeg gav min mening til kende om Shang Chi and The Legend of the Ten Rings. Tillad mig derfor at forklare, hvorfor jeg mener, den er overvurderet.

Hvem er Shang Chi?

Shang Chi and the Legend of the Ten Rings omhandler Shang Chi (Simu Liu), der lever et fredsommeligt liv i San Francisco. Han arbejder med sin bedste ven Katy (Awkwafina) og lader ikke til at have nævneværdige problemer. Efter et tumultarisk møde på en bus med organisationen De Ti Ringe, der ville have Shang Chis halskæde, må han se sin fortid i øjnene. Han ved godt, hvem der er efter ham, så han drager med Katy til Kina for at finde sin søster, der er i besiddelse af en lignende halskæde.

Efter at have fundet sin søster bliver de igen konfronteret af De Ti Ringe og deres far (Tony Leung), som de ikke har set i 10 år. Der er dog en grund til, han opsøger dem nu, og det er ikke, hvad de havde forventet.

Simu Liu gør det tilfredstillende som Shang Chi og har en charme over sig. Generelt gør alle skuespillerne det fint, i hvert fald de af dem der er i fokus (Også senere på trods af hvad de har at arbejde med). Jeg er ikke den største fan af Awkwafina men må krybe til korset og sige, at jeg nød hende i denne film, og hun var klart et af de humoristiske højdepunkter.

Fed action, men …

Ret skal være ret, der var nogle strålende lyspunkter i filmen, og det største må simpelthen være dens kampscener. Simu Liu gør fuld brug af sin baggrund som stuntman, og resultatet er, hvad der næsten kun kan beskrives som Jackie Chan’sk. Kameraet følger den action, der sker, og klipper når det er nødvendigt. Der er lagt et arbejde i kampkoreografien, og det hæver niveauet markant i forhold til, hvad man er vant til fra andre Marvel-film.

Noget, der også bør nævnes i den sammenhæng, er klipningen. En del Marvel-film, og actionfilm generelt efter Bourne-filmene blev sluppet løs, er præget af rystende kamera og desorienterende klipning. Det er ikke tilfældet her. Du får lov at se, hvad der sker, og det er endnu bedre, når det, der sker, er så fedt.

Ingen bør snydes for de to første actionssekvenser, der buldrer af kreativitet og energi.

Intet sødt uden surt. CGI’en er mangelfuld visse steder. Den famøse busscene er et af disse steder. Hver gang man ser bussen udefra, ligner det en computermodel, der ikke er helt færdig. Det ser man dog ofte i asiatiske film, så det er svært at sige, om det ligefrem er hensigten, hvis vi tager det etniske fokus i filmen med i betragtning.

I filmens anden halvdel bliver den herlige action erstattet med, hvad man kender alt for godt: CGI-monstre. Det kommer ikke som en overraskelse, men det er dog en skuffelse, når nu filmen klarer sig så godt på den front indtil dette punkt i filmen. I klimakset bliver jeg simpelthen  nogle gange i tvivl om, hvad der foregår på skærmen, da det hele er mørkt og mudret.

Spænder ben for sig selv

Et af de helt store problemer i filmen er dens hovedkarakter. Man skal langt ind i filmen, før man egentlig lærer ham at kende. Ingen motivation, ingen baggrund, og det er ikke en karakter, jeg kan hænge mig fast i og heppe på gennem historien.

Da baggrunden og motivationen så endelig kommer, føles den meget ubearbejdet, fordi vi nærmer os filmens klimaks og har travlt med alt muligt andet.

Arv og afkom er et stort tema i filmen. Hvis du vil fortælle en historie om arv og denne families konflikter internt, er det som regel en god ide at begynde den fortælling, før vi er to tredjedele inde i filmen.

Den er ikke decideret dårlig.
Men uforløst potentiale til meget mere ærgrer

Karaktererne har alle noget at bidrage med, men det sker ikke. Søsteren Xialing (Meng’er Zhang) er der bare. Vennen Katy er der bare. Faren er der bare. Værst af alt er dog, at i over halvdelen af filmen er den titulære karakter Shang Chi der også bare. Det er et problem, men karakterernes interaktioner og den fede action var nok til, jeg stadig var underholdt. Filmen mister bare den fede action i den anden halvdel, og erstatter det med forhastet og ufokuseret karakteropbygning. En karakteropbygning, der burde have været der fra start af i stedet.

Jeg synes ikke, filmen er dårlig. Den har bare nogle alvorlige fejl, som det ikke ville kræve meget at rette op på. Det mest ærgerlige ved filmen er, at der er en god historie gemt derinde. Der er en god historie om den her familie og deres forhold til hinanden. Der er en god historie om kvinders rolle i det kinesiske samfund. Der er en god historie om at finde et mål i sit liv. Filmen havde ikke engang for travlt til at fortælle de historier. Den valgte bare ikke at gøre det.

Info om filmen:
Instruktør: Destin Daniel Cretton
Manuskriptforfatter: Destin Daniel Cretton, David Callaham
Medvirkende: Simu Liu, Akwafina, Meng’er Zhang, Tony Leung
Land: USA
Produktionsår: 2021
Dansk premieredato: 2. september 2021
Dansk streamingtjeneste: Disney+

LÆS OGSÅ: 5 film fra 2021 du aldrig skal se

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘The Many Saints of Newark’ sigter efter toppen og rammer forbi

LÆS OGSÅ: Du kan nu se flere MCU film i IMAX ratio på Disney+

Total
10
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You May Also Like