Anmeldelse: ’Snowflake Mountain’ stinker af uoriginale ideer og smagløs humor

Foto: Snowflake Mountain/Pete Dadds/Netflix

Endnu en gang har Netflix kastet sig over reality-genren – men i dette tilfælde skulle de nok bare have ladet være.

Netflix har for nylig lanceret realityshowet Snowflake Mountain, der skal give forkælede unge en vigtig livslektie. På typisk vis bliver deltagerne taget ud af deres luksuriøse rammer og præsenteret for livets barske realiteter, når de skal lære at overleve i naturen. Men med en uoriginal præmis for programmet bliver seeren udsat for Netflix’ kedelige tendenser frem for en god seeroplevelse.

En sand gabefest

Programmets essens er at give de forkælede deltagere en smagsprøve på det virkelige liv væk fra deres Gucci-klipklappere og skønhedsprodukter. Men allerede fra første episode hørmer præmissen af slidte ideer og flade vendepunkter, seeren har oplevet mange gange før. Alt fra formatet og redigeringen til deltagerne og dramatikken er set før, og det er tydeligt, at Netflix ikke har til hensigt at bringe noget nyt til bordet.

Ikke nok med at det er kedeligt at se på – det er også frustrerende, da realityseeren ved, at streamingtjenesten kan producere et underholdende program. Både titler som The Circle og Love is Blind er levende beviser på, at det kan lykkedes for Netflix. Men i Snowflake Mountain bliver et forældet realityformat genoplivet, som ingen længere gider at se på, og det er bare en sørgelige gentagelse. Det kan gøres bedre, Netflix.

Derudover forsøger Snowflake Mountain at implementere konkurrencemomenter for at få spændingskurven til at stige. Heriblandt bliver det i første episode afsløret, at en af deltagerne kan gå derfra med 50.000 dollars på lommen. Men det skaber ikke andet end forvirring. Er programmet en konkurrence eller er det den påståede livslektie, de konstant prædiker om? På den ene side skaber pengepræmien en drift og konkurrerende følelser, men på den anden side bliver ingen smidt ud i allerbedste Paradise Hotel-stil.

Det ses tydeligt, at Snowflake Mountain har tilføjet konkurrencedelen af frygt for at få et kedeligt stempel på sig. Men seeren kunne ikke være mere ligeglad, når det kommer til programmets spændingsmomenter. Snowflake Mountain holder hvert fald ikke seeren vågen om natten med deres genbrugte præmis eller sørgelige forsøg på spænding.

Ingen kære mor

Da jeg så Snowflake Mountain, opdagede jeg hurtigt, hvor usmageligt programmet faktisk er. Især når det kommer til de såkaldte ”overfølsomme” deltagere, programmet har udvalgt. Der går ikke mange minutter før, Snowflake Mountain bruger deltagernes mangel på livserfaring som et middel til at underholde den begavede seer. Med udtalelser som ”Hun kan ikke tage en opvask” bliver deltagerne skamløst hængt ud, mens programmet håber på, at du griner derhjemme. Ligeledes bliver deltagernes dumhed fremhævet, når overlevelseseksperterne Matt og Joel kommer ind i billedet.

De understreger på melodramatisk vis, at hvis de forkælede møgunger ikke ændrer deres livsindstillinger nu, så er det for sent. Samtidig griner de også lidt over deltagernes svage karakter, mens de gnider sig i hænderne. Eksperterne kalder det for hård kærlighed, men jeg kalder det for en grov portrættering af deltagerne. De prøver ihærdigt at gemme sig bag livslektiepræmissen, så programmet kan piske deltagerne med god samvittighed, og det er ikke underholdende at se på.

Alligevel skal det nævnes, at overlevelseseksperterne bliver mere hjertevarme længere ind i sæsonen. Men det er ikke sikkert, at du når dertil på grund af programmets usmagelige udtalelser og kedelige format.

Nej tak herfra

Jeg er efterhånden ved at være træt af de her programmer, hvor det kun handler om at gøre grin med mennesker. Det efterlader en med dårlig smag i munden frem for et smil på læberne. Snowflake Mountain viser den grimme side af reality med sørgelige vittigheder og fordummende øjeblikke. Og eftersom reality-genren allerede lider under negative fordomme, så hjælper programmer som Snowflake Mountain ikke på det.

Endvidere er programmet et kæmpe skridt tilbage for Netflix. Det er svært at forestille sig, hvorfor streamingtjenesten bliver ved med at producere så ringe programmer, hvor det indholdsmæssige og kreative halter. Ærlig talt må produktionspengene være mere nyttige et andet sted.

Afslutningsvis giver jeg Snowflake Mountain på Netflix 1 ud af 6 stjerner, da programmet stinker af stereotypiske iscenesættelser og nedsættende portrætteringer af deres deltagere. Med Netflix’ efterhånden sørgelige reality sortiment fik programmet mig til at genoverveje mit abonnement. Jeg vil anbefale, at du ikke ser Snowflake Mountain, da det er spild af tid.

Fakta om ‘Snowflake Mountain’
Medvirkende: Joel Graves og Matt Tate.
Længde: 40 minutter.
Antal afsnit: 8
Land: Storbritannien
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 22/06-2022
Dansk streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: 3 Netflix-serier til dig der elsker ’Den store bagedyst’  

LÆS OGSÅ: Her er de 5 mest vanvittige reality-programmer

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Girl in the Picture’ er fantastisk og overvældende på samme tid

Total
1
Shares

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like